Af Ángel M. Almagro

Når man søger job i Danmark, leder man ofte i stillingsannoncerne, hvor man kan finde de fleste jobs, alt fra rengøringsmedarbejder til en chefstilling i en bank. For at få job i det offentlige, sender man blot en ansøgning med attester og anbefalinger og håber på, at man bliver indkaldt til et interview eller kommer til at deltage i en udvælgelsesrunde.
Sådan er det ikke i Spanien, hvor et job i en statslig eller kommunal virksomhed kræver grundig mental og faglig forberedelse, uanset hvad jobbet indebærer. Udover det, kræver det en enorm tålmodighed. La Danesa ser på ”Oposiciones” (offentlige stillinger), som er en hel verden for sig i det spanske samfund og for mange en altopslugende del af hverdagen. 

Åbner man en spansk avis og ser på undervisnings- eller jobsiderne, ser man ordet ”oposiciones” mange steder, og der garanteres gode resultater, godt arbejde, god løn og et godt liv. Ikke værst, tænker man. Det, der ikke oplyses, er at flere tusinde mennesker søger på nogle få faste stillinger, og sandsynligheden for at få en af de sikre stillinger er forsvindende lille. På internettet finder man hjemmesider 100% viet til emnet, hvor man kan søge efter region eller type af job og få en liste over mulige prøver, man kan forberede sig til. Der findes ingen statistikker indenfor dette, men at forberede sig til en vanskelig optagelsesprøve kan nemt tage et års tid og koste mellem 600 – 2500 euro.
I løbet af denne tid læser kandidaten ofte otte timer hver dag for at lære, helst udenad, mellem 12 og 140 emner, uafhængig af stillingsniveauet og træner ihærdigt, når det gælder stillinger som fx politi- eller brandchef. De lave lønninger i forhold til den private sektor (de højeste offentlige stillinger starter med en månedsløn på godt og vel 1000 euro), og op til 300 ansøgere pr. stilling skræmmer ikke folk, for der er omkring to millioner spaniere, som går op til offentlige optagelsesprøver hvert år.

En bid af den spanske kultur
Belén Morata García, professor i statsvidenskab ved Universitetet i Granada, mener, at den store interesse for de offentlige stillinger ligger i den spanske kulturarv. “En af de vigtigste traditionelle værdier for spanierne er stabilitet, det ser man for eksempel i boligmarkedet, hvor blot en lille procentdel lejer. De fleste køber en bolig for at sikre sig et hjem for livet. En offentlig stilling sikrer én job, så længe man orker, med en række goder, som er vanskeligere at opnå i den private sektor. Jeg tror, at spanierne er stedbundne, “urørlige”, og det er noget, jeg også ser i mine elever, hvor flertallet er vanskelige at motivere til at rejse ud i Europa i udvekslingsprogrammer.”
”Før i tiden var der meget snak om, at det var dem med venner eller bekendte i vurderingskomiteen, der fik de bedste karakterer, og det var nok sandt i en del tilfælde. Nu er det blevet bedre, i hvert fald i uddannelsessektoren, hvor komiteen vælges ved lodtrækning,” fortæller Belén Morata. ”Alligevel,” fortsætter hun, ”er det normalt, at man i kommuner skræddesyr en stillingsannonce til at passe en speciel type ansøgere, endda en bestemt person. Derudover er en række administrationsområder, både på nationalt og regionalt plan, stærkt politisk præget, og mange ansættelser foregår ved direkte udnævnelse.”

Et godt system?
”Det spanske optagelsessystem,” fortsætter professor Morata, ”garanterer, at han eller hun, som har bestået, kan pensum, men ikke andet derudover. Når det gælder lærere, har de ingen kendskab til, hvordan man “behandler” eleverne, eller hvordan man takler at have mange forskellige nationaliteter i klasselokalet, for at give to aktuelle eksempler. Jeg ser også, at samfundet ændrer sig langsomt, men sikkert, og på universitetet er der flere og flere, som er ansat på den normale måde. Fagforeningerne i det offentlige er faktisk en hindring i udviklingen, for de beskytter deres medlemmer på liv og død, uden at se på de krav, som bør stilles. Eleverne fra mit institut ser ikke længere “oposiciones” som det eneste alternativ, men ser mulighederne i den europæiske union, stipendier, virksomhedsaftaler osv.,” afslutter hun.
En anden sag er, at efter den voldsomme indsats for at få jobbet, plejer interessen at dale for mange af de offentlig ansatte. Hvad de udretter på jobbet afhænger meget af personens egne moralske værdier, som i nogle tilfælde er nok så lave. Morgenmad i arbejdstiden, gerne i baren lidt udenfor kontoret, er normen i stat og kommune.
Stillingerne vises i regionale eller nationale opslagsblade, og de interesserede skal sende en ansøgning for at være med til optagelsesprøverne. Nogle måneder senere er ansøgerlisterne klar, og optagelsesprøverne afholdes. Ofte er der flere runder, både med teoretiske og praktiske prøver. Antallet af ansøgere skilles fra gennem disse, og til den sidste prøve er der måske 10% tilbage. Til sidst offentliggøres listen over kandidater, som har bestået, sorteret efter karakter og eventuelle praksispoint.
Alle optagelsesprøver har emner som statsforfatning og administrationsret, selv for prøver til stillinger som politi eller rengøringsarbejder. Der er mange forskellige testtyper, men kravene tilsiger, at mindst en af dem skal være af praktisk art.
Oposiciones-systemet har en lang tradition. Frem til slutningen af 1800-tallet blev alle i offentlig administration afskediget ved hvert regeringsskifte. Derefter blev der stiftet et fast korps med offentlige ansatte med egen optagelsesprøve, uafhængig af den siddende regering. Fremsynet og effektivt, men måske på tide med en forandring efter godt hundrede år med samme system?

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven