Michael Maze

Af Marie Østergaard Knudsen

11 eliteidrætsudøvere er foreløbig udtaget til OL i Beijing, men listen udvides, og følges med stor interesse. Om noget er elitesport international. Udøverne og deres trænere sammenligner sig, kæmper og mødes konstant på tværs af landegrænserne. Men trods det internationale omdrejningspunkt kommer den danske kultur, og i særdeleshed Grundtvig, stadig til udtryk i den måde organisationer og staten tænker eliteidræt i Danmark.

I Danmark er det yt at være halv. Tanken om det hele menneske blev fostret af N.F.S. Grundtvig i en national ursuppe for snart 200 år siden. Grundtvig ønskede et opgør med den strenge latinskole og mente, at mennesker skulle præsenteres for mere og andet end bogstaver. Begrebet gik over i historien og blev til noget med, at der ikke skulle være for meget af én ting repræsenteret hos det enkelte menneske: ikke for meget viden, ikke for mange kompetencer på et bestemt område, ikke for mange færdigheder. Skulle et menneske være så heldig at være meget dygtig på ét område, skulle disse evner gerne kombineres med noget andet – helst sociale kompetencer. Klasseeksemplet på det halve menneske er netop nørden, geniet.
Det danske uddannelsessystem har op gennem tiden elsket og dyrket det hele menneske – ifølge kritiske stemmer så meget, at nogle genier aldrig fik lov til at udvikle deres potentiale. Og ligeså slemt: mange børn fik ikke lært noget som helst. Men det er en anden diskussion.

Det hele sportsmenneske
Begrebet har været så stærkt, at det også har fundet vej til de allerbedste sportsudøvere i Danmark. Team Danmark støtter og varetager eliteidrætsudøvernes interesser i Danmark og i organisationens resultatkontrakt med dens primære støttegiver, kulturministeriet, er udviklingen af hele idrætsmennesker et af de fire indsatsområder. Øget samarbejde med kommunale myndigheder, bedre talentudvikling og flere resultater ved OL, VM og EM er de andre tre.
En eliteidrætsudøver i Danmark skal derfor helst have et job, blive længst muligt i sit eget miljø, opretholde en god forbindelse til sin omgangskreds og naturligvis samtidig sikre guld til Danmark. Alt sammen fordi der ikke skal blive for meget sport. Team Danmarks målsætning er, at 96 % af de mere end 1000 Team Danmark-støttede atleter enten skal være under uddannelse eller i job. En målsætning Team Danmark lægger mange kræfter i og i øvrigt lever op til. Med glæde. For Team Danmark direktør, Michael Andersen, er det den eneste rigtige vej at gå:
”En eliteidrætsudøver skal opleve, at der er sammenhæng i hendes liv. Hun kan ikke træne over 30 timer om ugen, hvis der ikke er nogen at tale med bagefter eller andre ting, der optager hende. Familieliv, træning og job skal hver have sit. Hvis det umiddelbart synes at være umuligt at få enderne til at hænge sammen, ser jeg det som en af mine opgaver at hjælpe til, så det lykkes.”

Et dansk fænomen?
Andre idrætsnationer bruger ikke så megen tid på hele mennesker – i hvert fald ikke i dansk forstand. I England og Australien har man ikke så bredspektret og veludviklet et klubsystem som i Danmark, hvorfor talenter hurtigt fjernes fra deres nærmiljø og interneres i større sportsmiljøer. Dertil kommer, at eliteidrætsudøvere i disse lande i langt højere grad kan (og må) leve af deres sport. Lige netop om den sag siger australske Mark Regan, træner for det danske svømmelandshold i Team Danmarks eget blad, PULS:
”Jeg kan ikke så meget dansk, men jeg kender ordet ”jantelov”. For den kæmper jeg med hver dag her i Danmark. I Australien er enhver sportshelt en nationalhelt, men danskerne værdsætter ikke deres sportshelte. En elitesportsudøver i Danmark henter sjældent store penge, hyldest eller prestige for sit hårde arbejde.”

Når talen falder på talentudvikling og medaljehøst kommer Australien ofte i fokus. Nationen er gået fra at være nummer-alt-for-langt-nede-i-rækken ved OL i 1976 til det mest medaljevindende land i forhold til indbyggertal ved OL i Sydney i 2000 ifølge PULS-bladet. Udover pt. et direkte statsbidrag på 1,8 mia. kr. til eliteidrætten om året, så griber de det også ganske anderledes an end i Danmark. Store elitecentre til talentudvikling og massiv støtte udelukkende til sportsgrene med medaljepotentiale er en af forskellene. Mentalitet er en anden. I Australien beslutter eliteorganisationerne sig fx for, at de vil satse på badminton særligt for kvinder. I stedet for at lade interessen gro nedefra hos pigerne selv, som er normen i Danmark, så iværksætter de massive reklamekampagner, hvor de opfordrer piger mellem 9 og 13 år til at melde sig. Pigerne gennemgår en række test og eksperterne udvælger derefter det rigtige materiale at arbejde videre med. Australierne er heller ikke blege for at opfordre talenterne til at skifte sportsgren, hvis chancerne for succes fx i springgymnastik ville være større end i svømning. Sådan et skifte ville man ikke bare gøre i Danmark.

Man kunne argumentere for, at dette var endnu et aspekt af begrebet “det hele menneske” – i en dansk kontekst er det enkelte menneskes følelser i langt højere grad i spil end i en mere rationel kulturs tilgang til elitesport som fx i Australien. I Danmark føler vi for ting, vi spørger hjertet til råds. En interesse kan ikke skabes ud fra evner alene. Det er lige før, det ligger i sproget: Den danske eliteidrætsudøver har et forhold til sin sport. Han er passioneret. Men bedre resultater til trods er den australske vej ifølge Michael Andersen heller ikke automatisk værd at gå:
”I Danmark har vi den opfattelse, at det altid er motivationen, der skal drive folk. Eliteidrætsudøverne skal være glade for den daglige træning og for deres sport. Det skal vi holde fast i, selvom vi naturligvis kan lade os inspirere af andre.”
Udover motivation er opskriften på en dansk eliteidrætsudøver en jernhård vilje til at arbejde hårdt over lang tid, og selvtillid. Egenskaber, den danske eliteidrætsudøver formodentlig deler med idrætsudøvere fra hele verden. Afslutningsvis karakteriserer Michael Andersen den typiske eliteidrætsudøver på følgende måde:
”De har set, at hvis de træner hårdt, bliver de bedre og opnår gode resultater. Og så handler det også om anerkendelse. De vil gerne betyde noget for andre og vil gerne blive husket for noget godt. Og jeg er ikke bleg for at indrømme, at mange af dem har et stort ego. Men når jeg så har sagt det, så må man jo også give dem, at de giver os andre fantastiske oplevelser.”
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Medaljemålsætningerne har deres eget liv
For første gang har Team Danmark og DIF fastsat en medaljemålsætning for det danske hold til OL i Beijing denne sommer. Listen justeres med jævne mellemrum og er centrum for megen opmærksomhed.
For tiden forventer Team Danmark og Danmarks Idræts-Forbund, at de største medaljechancer findes i idrætsgrenene brydning, cykling, håndbold, ridning, roning, atletik, badminton og sejlsport. Bordtennis og triatlon kunne være andre idrætsgrene med medaljechancer. Erfaringer fra tidligere viser, at der skal 2-3 potentielle medaljekandidater til at hive en medalje hjem. OL i Beijing er første gang, hvor DIF og Team Danmark, i samarbejde med landstrænere og sportschefer, fastsætter en samlet medaljemålsætning for det danske hold.
Allerede i maj 2007 offentliggjorde DIF og Team Danmark den første medaljemålsætning – en målsætning de to organisationer reviderede i december 2007. Målsætningen for det danske hold ved OL i Beijing var her seks medaljer.
Kulturminister Brian Mikkelsen gav i februar 2008 udtryk for, at Team Danmark og DIF burde skrue op for deres ambitioner. For ham måtte de gerne have en målsætning på 8-10 medaljer. En udtalelse mange hurtigt gik i rette med ham om. Blandt kritikerne var enhedslistens Per Clausen, der ikke mente, at uafhængige institutioner som Team Danmark og Danmarks Idræts-Forbund skulle udsættes for statslig styring. Brian Mikkelsen trak sine udtalelser tilbage og undskyldte sig med, at han bare havde drømt højt. Men Brian Mikkelsens drømme fra eller til – ti dage senere opjusterede de to organisationer deres ambitioner. Som følge af gode resultater i håndbold og badminton, skrev organisationerne på deres hjemmeside, kunne danskerne forvente, at danske OL-deltagere trak 8 medaljer hjem fra OL i Beijing.

Fakta Team Danmark
Team Danmark varetager den overordnede planlægning af eliteidrætten i Danmark. Organisationen har et samlet budget på ca. 140 mio. kr. Midlerne kommer fra Kulturministeriet via tips og lottomidler, fra Danmarks Idræts-Forbund, indtægter fra salg af TV-rettigheder og Team Danmarks egen sponsor- og marketingsvirksomhed. Midlerne bliver brugt på de enkelte eliteidrætsudøvere og på trænerprojekter, centeraktiviteter og uddannelsesstøtte.

DIF
Danmarks Idræts-Forbund er paraplyorganisation for alle idrætsforeninger i Danmark og støtter således både bredde- og eliteidræt. Dertil fungerer DIF som Danmarks Olympiske Komité .

Følg det danske OL-hold på Team Danmarks og DIFs OL-hjemmeside: http://www.dif.dk/OL2008

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven