![]() | |
Som udlænding kan man sagtens blive gift i Spanien. Giftermålet kan enten ske ved en civil eller en religiøs ceremoni forudsat, at en af parterne enten er bosat i Spanien eller er registreret i folkeregisteret (empadronado). Det første man skal gøre, er at hente en ansøgning fra civilregisteret Registro Civil. Dette register ligger i den lokale retsbygning (juzgado), hvor selve brylluppet også finder sted. For at kunne blive gift skal man kunne bevise, at begge parter er ugifte i form af attester fra sit hjemland. Derudover skal man også medbringe sin fødsels- eller dåbsattest. En enke eller enkemand skal fremvise sin originale ægtepagt og dødsattesten fra den afdøde ægtefælle, og hvis man er fraskilt, skal man kunne bevise, at skilsmissen er godkendt. Alle dokumenter skal være oversat til spansk og påført en apostille, som bekræfter overfor et andet land, at dokumenterne er gyldige. Dette internationalt godkendte certifikat bliver udstedt forskellige steder i de forskellige lande. I Danmark skal papirerne godkendes på udlændingekontoret i København, hvor legaliseringskontoret ligger. Læs mere herom her: http://www.um.dk/da/menu/Borgerservice/Legalisering/ Møder man personligt op, kan legaliseringen af de oversatte dokumenter foretages, mens man venter. Hvis man er forhindret i at møde personligt op, kan man få dokumenterne tilsendt med posten, hvor man skal regne med, at det tager 2-4 arbejdsdage fra man har indleveret dokumenterne, til man modtager dem retur med posten. Legaliseringen koster 165,- kr. pr. dokument.
En lille interessant detalje er, at hvis begge parter bor i en by med færre indbyggere end 25.000, kræves det, at ægteskabet offentliggøres. Med andre ord foretages en offentlig bekendtgørelse, hvor parret, som har planer om at gifte sig, giver andre mulighed for at gøre indsigelser, hvis de har en gyldig grund hertil. Offentliggørelsen skal ske femten dage inden brylluppet. Er man under 18 år, kan man ikke blive gift uden forældrenes eller værges samtykke.
Hvis man ønsker at blive gift i Spanien, skal man være opmærksom på, at man skal fremmøde personligt med alle papirer. Normalt tager det fra 60 til 90 dage, før dokumenterne er blevet registreret, og man efterfølgende kan blive gift. Et andet krav er, at man skal have to vidner, som kender partnerne og som kan bekræfte, at alle oplyste informationer er korrekte. Giftermålet kan enten finde sted i en kirke, på rådhuset, eller på civilregisteret. Normalt skal man ikke betale noget på civilregisteret, men der vil sikkert blive opkrævet et mindre beløb på rådhuset og i kirken.
En religiøs ceremoni kan udføres efter eller i stedet for en civil ceremoni, hvis man skulle ønske det. For at kunne få en katolsk ceremoni skal man have tilladelse fra biskoppen. Hvis man beslutter sig for at blive gift i kirken, skal man gå på et kortvarigt kursus før ceremonien, for at sikre sig, at man gifter sig af de rigtige grunde. I 2005 gav det spanske ministerium tilladelse til ægteskaber imellem homoseksuelle, og denne nye lov giver også homoseksuelle ret til at adoptere børn og modtage arv.
Ægteskabers politikker og procedurer kan være forskellig indenfor de forskellige regioner af Spanien, så for at undgå besværligheder og skuffelser kan det være en fordel at søge råd hos sin advokat inden man lægger for mange bryllupsplaner.
Ægteskab i Spanien
Jura & Finans | Juli 2008
Jura & Finans | Juli 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























