Af Stine Mynster og Anne-Marie Andersen/Comunica.dk

Hvorfor er det så attraktivt at være offentligt ansat i Spanien?
Man hører ofte, at hvis man får en stilling inden for det offentlige i Spanien, er ens lykke gjort: sikkerhed i stillingen, en 35 timers arbejdsuge, mange fridage, meget fordelagtige pensions-og orlovsordninger samt en god løn. At der ikke er samme karrieremuligheder som inden for det private erhvervsliv, synes ikke at trække ned på den positive vurdering. Dette skal formentlig ses i lyset af, hvordan det spanske arbejdsmarked ellers er indrettet. Hvis man sammenligner med Danmark, er det spanske meget ufleksibelt i den forstand, at det er dyrt - eller potentielt dyrt - for virksomheder at ansætte en medarbejder på fast kontrakt. Dette kræver nemlig, at de betaler diverse forsikringer og et stort aftrædelsesgebyr, hvis de afskediger den ansatte. Konsekvensen af dette er, at mange unge nyuddannede må kigge langt efter en stilling med fast kontrakt. I stedet bliver de ansat på prøve eller på en midlertidig kontrakt, der så fornys - ofte i flere omgange. I modsætning til denne ’daglejer’ tilværelse, hvor man aldrig ved, om man har arbejde, når kontrakten løber ud, er en stilling inden for det offentlige en ’stilling for livet’, hvilket for mange er det, der virkelig tæller. Kodeordet er sikkerhed. Det er typisk, at jobannoncer inden for det offentlige netop fremhæver dette element. Spurgte man en ung nyuddannet i det ”selvrealiserende” Danmark, ville dette måske opfattes som dårlig reklame, men i Spanien er det anderledes. Her er der rent faktisk flere tusinde, der hvert år stiller op til ’Oposiciones’, dvs. den udvælgelsesproces eller eksamen, man skal igennem får at blive ansat i det offentlige. En tradition der har rødder helt tilbage til det 13. århundrede, hvor de første universiteter blev grundlagt. Regenten Alfonso ’el Sabio’ (Alfonso ’den vise’) indførte, at stillingen som underviser ved universitetet skulle besættes via en grundig eksamination af aspiranterne. Den, der klarede sig bedst, fik stillingen. (I praksis var det dog, frem til det 17. århundrede, de studerende, der stemte om, hvem der skulle vinde las ’oposiciones’. )
Princippet er det samme i dag for de mange ’opositores’, der kæmper en brav kamp med bøgerne i mange måneder inden, de skal op til eksamen. For målet er ikke bare at bestå; målet er at være blandt de allerbedste. Man er nødt til at stile højt, da forholdet mellem ledige stillinger og ansøgere ofte er 1:10. For hver tiende, der går op til eksamen, er der én ledig stilling.Og ender man ikke blandt de heldige ti procent, må man vente til året efter med at prøve igen. Utallige tilbringer altså måneder over bøgerne, til ingen verdens nytte. Dertil kommer, at det selvfølgelig ikke er gratis at være ’opositor’. Man skal betale for at gå op til eksamenerne, og derudover skal man erhverve sig materialet, der eksamineres i. Mange går endda et skridt videre og tilmelder sig kurser specialdesignet for ’opositores’, hvilket jo selvfølgelig heller ikke er gratis. At man ligefrem har oprettet disse akademier, siger noget om, hvor stor konkurrencen er, og hvor langt spanierne er villige til at gå for at forbedre deres chancer. Desværre er det ikke sjældent, at det, der i sidste ende virker allerbedst, er at kende nogle indenfor systemet, hvilket jo selvfølgelig gør chancerne endnu mindre for dem, der må nøjes med ’gammeldags’ flid. På trods af de dårlige odds er antallet af ’opositores’ ikke for nedadgående. For på den anden side venter (måske) en sikker tilværelse med behagelige arbejdstider, mange fridage, god pension, lange ferier og en god løn.

Hvorfor har spanierne så svært ved at tale engelsk?
Engelsk er det mest talte sprog i verden, hvis man medregner alle dem, der har det som arbejdssprog. Dette taget i betragtning, er det bekymrende hvor få spaniere, der behersker det.
En ung spansk universitetsstuderende, Inmaculada Díaz Cáceres, forklarer sine manglende spanskkundskaber således: ”Mit engelsk er nærmest ikke-eksisterende. I skolen lærte jeg aldrig andet end grammatik på sætningsniveau, og jeg blev aldrig tvunget til at tale eller høre engelsk. Selvom jeg har en del udenlandske venner, taler jeg heller ikke ret meget engelsk med dem. Jeg skammer mig over at prøve på det, fordi jeg ved, hvor dårligt det lyder. Sådan er der også rigtig mange af mine venner, der har det”.
De fleste der vover sig ud i at lære et nyt sprog kan genkende denne følelse, og jo mindre vant man er til at lære fremmedsprog, des mere grænseoverskridende kan det virke. Men udover den enkeltes personlige hæmninger, kan man nævne andre faktorer, der gør det særligt vanskeligt for spaniere at tilegne sig det engelske sprog. Engelsk er et sprog med mange ’lyde’. Flere end gennemsnittet - i modsætning til spansk der har færre end gennemsnittet. De fem spanske vokaler a-e-i-o-u udtales altid på samme måde, og er altid korte. Engelsk har de samme vokaler, men de kan alle udtales på forskellige måder, hvilket betyder, at de seks vokaler a-e-i-o-u-y bliver til mange flere, faktisk omkring 14. Det engelske øre er altså fra barnsben blevet mere ’fintunet’ end det spanske. Noget man også kan sige om det danske, som bogstaverne æ, ø, å også er et vidnesbyrd om. Denne forskel mellem sprogene vil naturligt nok forårsage meget store problemer. Når et spansk øre for eksempel skal skelne mellem ’cart’, ’cat’, ’cut’ er det som at høre det samme ord tre gange. Hvis det ofte er sådan, bliver det immervæk svært både at tale og forstå engelsk. Og problemet bliver ikke mindre, hvis man forsøger at formidle beskeden skriftligt. For mens spansk i høj grad skrives som det udtales, det vil sige, der er næsten fuldstændig overensstemmelse mellem lyd og bogstav, kan man aldrig være sikker på, hvordan en lyd repræsenteres ortografisk på engelsk. Der er altså ikke meget hjælp at hente dér. Måske ville det hele ikke være så problematisk, hvis man hørte, bare lidt, engelsk til hverdag. Der er for eksempel masser af amerikanske film og tv-serier i spansk fjernsyn. Men disse synkroniseres som bekendt. Derudover spiller radioerne lige så meget spansksproget, hvis ikke mere, som engelsksproget musik. Næste gang vi danskere får tanken ”hvor svært kan det være” må vi således huske på, at engelsk er lige så fjernt fra spansk, som spansk kan være det for en dansker.

Hvorfor er der omvendte udråbs- og spørgsmålstegn på spansk?
På de fleste sprog, der bruger det latinske alfabet, nøjes man med ét spørgsmålstegn eller udråbstegn, nemlig det der står til sidst i sætningen. Imidlertid indførte La Real Academia Española, den spanske udgave af Dansk Sprognævn, i 1754, at spørgsmål skulle indledes med et omvendt spørgsmålstegn: ¿. Årsagen til dette er, at der på spansk ikke er en anden grammatisk indikator i starten af sætningen, der gør læseren opmærksom på, at det, man skal til at læse, er et spørgsmål. På engelsk, for eksempel, markeres spørgsmål med ’do-omskrivning’: ’you have a lot of money’ bliver til: ’do you have a lot of money?’. Ligeledes på dansk, hvor der byttes om på udsagnsled og grundled: ’du har en bil’ bliver til ’har du en bil?’ Da verbet og grundleddet udtrykkes med ét ord på spansk, er dette imidlertid ikke muligt. Sproginteresserede har udtrykt frygt for, at indflydelse fra især engelsk gør, at tegnet er ved at glide ud af det spanske skriftsprog. Det må være samme fornemmelse, der får La Real Academia til at skrive i deres guide til den spanske retskrivning ’at man ikke bør udelade det indledende spørgsmålstegn, i et forsøg på at imitere andre sprog, der ikke har et sådant’.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven