![]() | |
Det er nu ikke længere nødvendigt at være medlem af jetsettet for at kunne nyde tidens nok mest populære sportsgren her på Kysten. Her er ikke tale om golf, tennis eller polo, men derimod den for mange ukendte alternative form for tennis: paddle-tennis. Indtil for nylig var sportsgrenen forbeholdt jetsettet, men i dag er sporten mere populær end tennis, og spilles af alle nationaliteter og aldersgrupper.
Selv er jeg bidt af paddle-tennis, spiller flere gange om ugen, og inderst inde må jeg indrømme, at jeg drømmer om en dag at kunne klare mig om ikke på professionelt plan så i det mindste på konkurrencedygtigt plan. Dream on… men man skal vel have lov til at drømme! Efter at have spillet tennis i mange år føles paddle-tennis som et friskt pust. Paddle er specielt sjovt, fordi bolden må røre både side- og bagvægge. I og med at man altid spiller par mod par, og at bolden ikke kan være ude som i tennis, forgår spillet i et meget højt tempo. Hvorvidt man har et hårdt slag eller ej har egentligt ikke så stor betydning. Det, der gør, at man vinder kampen, er snilde og strategi og så selvfølgelig udholdenhed pga. spillets høje tempo.
I takt med min stigende interesse for spillet er min nysgerrighed for, hvorfra spillet har sin oprindelse, ligeledes steget. Rygterne er mange, men de fleste paddle-fans mener, at sporten har sin oprindelse i Argentina. Måske på baggrund af at størstedelen af de, der underviser i paddle-tennis her på Kysten, er argentinere. Men bag de mange rygter ligger der faktisk en pudsig historie, der af den Internationale Paddle Organisation anses for at være den ægte vare.
Once upon a time in Mexico
Det hele startede i Mexico i 1974, hvor Marbellas nu afdøde über-jetsetter og skaber af det ekstravagante Marbella Club, Alfonso von Hohenlohe, besøger vennen og millionæren Enrique Corcuera i Acapulco i Mexico. Her bliver Hohenlohe introduceret til en ny form for sport opfundet af selveste Hr. Corcuera. Grunden til opfindelsen af denne nye form for tennis er ganske simpel. Enrique Corcuera har længe drømt om at etablere en tennisbane på sin luksus landejendom i Acapulco, men på grund af pladsmangel er det svært at få bygget tennisbanen. Han beslutter derfor at lave en tennis-bane i et mindre format. Da den er færdig, ser Enrique hurtigt, hvordan den omkringliggende vilde vegetationen nærmest kvæler tennisbanen, og han beslutter derfor at omringe banen med en 3 m høj betonmur suppleret med et hegn af hønsenet. Da Hohenlohe kommer på besøg, inviteres han til at spille en kamp og fatter øjeblikkeligt interesse for spillet. Ikke nok med, at det er revolutionerende nyt, ser han et stort potentiale i at kunne introducere jetsettet i Marbella for noget, de aldrig har prøvet før. Kort efter sin hjemkomst tager Hohenlohe derfor initiativet til at konstruere en paddle-bane i Marbella Club, den første i Spanien. Som forventet bliver jetsettet ellevilde, og Hohenlohe konstruerer flere baner for at tilfredsstille den stadig stigende efterspørgsel. Den spanske professionelle tennisspiller og Wimbledon-vinder Manolo Santana forelsker sig ligeledes i paddle-tennis og gør en stor indsats for at udbrede sporten på hele Costa del Sol gennem forskellige turneringer. I takt med at sporten blev mere populær, begynder forskellige sportsklubber langs kysten at etablere paddle-baner, og i dag disponerer flere af disse sportsklubber faktisk over flere baner til paddle end til tennis.
Det argentinske islæt
Historien om, at paddle-tennis opstod i Argentina, er dog ikke helt en myte. Marbella Club var nemlig ikke kun trækplaster for jetsettet i Europa. Mange argentinske polo-spillere frekventerede stedet, og også de så paddle-tennis som noget spændende. En af Alfonso von Hohenlohes nærmeste venner, den argentinske millionær Julio Menditeguy, så, hvor stor succes paddle-tennis havde på Costa del Sol, og da hen vendte tilbage til Argentina, promoverede han sporten i en sådan grad, at paddle-tennis i dag er den 2. mest spillede sportsgren i Argentina med mere end 2 millioner spillere og over 10.000 paddle-baner. Den store succes i Argentina har de seneste år betydet, at lande som Brasilien, Uruguay, Chile og Paraguay har adopteret sporten, som nu er lige så populær som i Spanien og Argentina. Selv USA er så småt begyndt at fatte interesse for spillet. Det skal her indskydes, at ser man bort fra den anerkendte forklaring på, hvor paddle-tennis er opstået, er der faktisk tegn på, at sporten har sine rødder i britisk jord.
En britisk opfindelse
Nogle mener, at paddle faktisk blev opfundet af englændere fra overklassen på deres ture over Atlanten fra England til USA. Disse high-society englændere var vant til at spille tennis, og for at underholde sig selv og andre ombord på bådene begyndte de at spille noget, der minder om nutidens paddle-tennis. Tennis, som vi kender det, var umuligt at spille, hvis ikke bolden skulle ryge i vandet, og derfor indhegnede man banerne med mure. Mange af disse englændere bosatte sig i New York, og i 1920érne besluttede amerikaneren Frank Bal at opføre de første paddle-baner i udvalgte parker i New York. Spillet blev også her meget populært. Ikke længe efter begyndte man at forbedre banerne, der blev belagt med trægulve. Derudover hævede man banen, så den ikke længere var i jordniveau, hvilket også forhindrede snedriver i at trænge ind på banen om vinteren. Sporten kom derfor til at hedde platform-tennis. Hvordan denne tidlige form for paddle-tennis har forbindelse til Enrique Corcueras første paddle-bane i Mexico i 1974 vides ikke, og hvad der er sket med sporten i den mellemliggende periode fra 1920érne til 1974, er der heller ikke nogle historiske beviser for. Men en ting er sikkert. Platform-tennis er i dag lige så populært i USA som paddle-tennis er i Spanien og Sydamerika.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Fakta om Paddle
* spilles med et bat med små huller i. Det minder om et bordtennisbat, men er større og tykkere.
* spilles med bolde, der minder om tennisbolde
* spilles på en bane, der måler 10 m x 20 m (mindre end en tennisbane)
* banen er enten indhegnet med betonvægge og hønsenet eller med glasvægge
* der anvendes underhåndsserv i modsætning til overhåndsserv i tennis
* bolden må ramme side- og bagvæggen på modstanderens side, så længe den først har ramt jorden
* Nettet går helt ud til siderne
* der spilles altid par mod par
* Der spilles point som i tennis
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hvor kan jeg spille:
La Reserva de Higuerón Sport Club
Benalmádena
Tlf. 951 29 54 23
11 paddle-baner – 2 tennisbaner
www.reservadelhigueronsportclub.com
Racket Club Fuengirola
Los Pacos, Fuengirola
Tlf. 952 58 88 91
4 paddle-baner – 2 tennisbaner
http://www.racketclubfuengirola.com
Campo de Tenis y Padel Lew Hoad
Mijas
Tlf. 952 47 48 58
http://www.lew-hoad.com
For yderligere information om priser, tider og turneringer bør man kontakte overstående klubber.
Paddle-tennis: Ikke længere kun for jetsettet
Sport | Juli 2008
Sport | Juli 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
























