![]() | |
Det er måske ikke umiddelbart nemt at finde den logiske sammenhæng mellem vindenergi og varer som frugt og grønt. Dog er det faktisk nogle af de ting, der udveksles mest af mellem Danmark og Spanien. Siden overgangen fra diktatur til demokrati og landets indtræden i EU har det spanske marked været i stor vækst, og det har hovedsageligt været spaniernes privatforbrug, der har været den drivende faktor. De danske virksomheder er desuden flot repræsenteret i Spanien.
Spansk import fra Danmark
Med sine 45 mio. indbyggere var Spanien i 2007 den 11. største aftager af danske varer. ”Danmark eksporterede sidste år for 15,8 mia. kroner til Spanien, og det giver en stigning på 178% over de sidste ti år,” oplyser Marianne Koefoed, formand for Cámara de Comercio Hispano Danesa, Det spansk-danske handelskammer. Hun har været i Spanien i 25 år, er selv erhvervsdrivende og har fulgt udviklingen tæt. Den største sektor i spansk import fra Danmark er maskiner og transportmidler, og den udgør 37,2% af den samlede import i følge de nyeste tal. Herunder er apparater til IT- og telekommunikation, lydoptagelse- og gengivelse, og eksporten af disse er steget med 49% fra 2005-2006. Spanien har meget at indhente indenfor denne sektor, og oplever derfor den høje vækst. Den primære vare er ganske enkelt fjernsyn, og derfor har de seneste år været ganske gunstige for B&O på dette marked. Også maskiner og tilbehør til industrien såsom ventiler, pumper, elevatorer og kraner er en stor eksportvare.
Et andet vigtigt område er næringsmidler og levende dyr, som udgør 21% af den samlede eksport. Spanierne er især vilde med laks, torsk og krebs, og dette har været stigende de sidste par år. Sidste år var der dog et fald i denne eksportvare, hvilket skyldes, at fiskekvoterne for fangst af både laks og torsk i Østersøen blev sat ned i 2007.
Den tredjestørste sektor med procentdelen 17,1% er forarbejdede varer, hvilket hovedsageligt dækker over beklædningsgenstande og tilbehør. Her har også været en markant stigning, og de spanske mænd og kvinders stigende kvalitetskrav gør åbenbart, at de er vilde med dansk designertøj.
Det går godt for danske virksomheder i Spanien
Spanien er et attraktivt marked for danske virksomheder, og den danske ambassade i Madrid er bekendt med omkring 150 datterselskaber eller repræsentationskontorer i Spanien, som er direkte eller indirekte danskejede. De har med meget forskelligt at gøre, bl.a. højteknologi, fødevarer og forbrugsvarer, rådgivning og salg af farmaceutiske produkter, hjælpemidler og IT-produkter, bankvirksomhed eller salg via egne detailforretninger.
Indenfor transportaktiviteter har danske virksomheder været og er stadig meget aktive. Taler vi transport til og fra spanske havne er den klart største enkeltoperatør AP Møller Maersk, som har en containerterminal i Algeciras. I dag har landevejstransporten dog afløst en del af søtransporten til Spanien, og danske vognmænd har en betydelig aktivitet med godstransport hertil.
En anden stor aktør er Vestas, som har en andel på ca. 25% af det spanske marked for vindenergi. Indenfor vindenergi er Spanien det andetstørste marked i Europa - det største marked er Tyskland, og Danmark ligger som nr. 3. I 2006 havde Vestas opstillet mere end 1600 vindturbiner i Spanien, og antallet af medarbejdere i landet er på ca. 700. Spanien er stadig i vækst indenfor vindenergi, og på ét år, i 2007, blev der installeret 3.522 MW (megawatt) i nye vindmøller, hvilket slår de 3.124 MW, der i følge Energistyrelsen sammenlagt er etableret i Danmark, siden de første møller blev opstillet i 1977. Vestas har hovedkontor i Barcelona, et salgskontor i Madrid og diverse produktionsenheder rundt omkring i landet. Desuden har virksomheden et kundeservicecenter i Zaragoza og kontrollerer herfra mere end 2600 vindturbiner i hele middelhavsregionen. Vestas anser Zaragoza som et vigtigt område og deltager også i verdensudstillingen Expo Zaragoza 2008.
En anden dansk virksomhed, Grundfos, er faktisk hovedsponsor ved Expo Zaragoza 2008. Temaet for verdensudstillingen er som bekendt vand og bæredygtig udvikling, og netop når det kommer til brug af vandressourcer, vil Grundfos gerne vise engagement og ansvarlighed og derudover manifestere sig som en af de førende indenfor vandforsyningsindustri.
”Alle større danske virksomheder er repræsenteret i Spanien og her kan yderligere nævnes virksomheder som Lego, Carlsberg, Novo og Danfoss,” siger Marianne Koefoed, som ved siden af sit ulønnede job i handelskammeret har to virksomheder, som også har med den spansk-danske verden at gøre. Men hun startede ikke op, før hun havde lært spansk. Der er generelt ikke så mange små danske virksomheder på det spanske marked, som der er store, og det skyldes netop sprogbarrieren. Mange spanske virksomheder har ikke så gode engelskkundskaber, og ligeledes taler ikke mange danskere spansk. Den danske ambassade i Madrid oplyser, at dette er den største barriere, og det kan afholde en del virksomheder fra at turde starte op i Spanien.
Hvad får vi fra Spanien?
Spanien er den 13. største leverandør af varer til Danmark og den samlede import fra landet løb i 2007 op på 10,2 mia. kroner. Varerne er hovedsageligt køretøjer, apparater til telekommunikation, lydoptagelse- og gengivelse, frugt og grønt, vin og medicin. Importen fra Spanien er i gennemsnit steget med 11% om året i de seneste 10 år. ”Balancen i eksport og import mellem de to lande har været positiv for Danmarks vedkommende, og det er den stadigvæk,” siger Marianne Koefoed.
Spanien derimod har nu underskud på både handels- og betalingsbalancen, hvilket bl.a. skyldes lav produktivitet samt en for ringe konkurrenceevne. De kommende år vil vise, om det også vil få en negativ effekt på privatforbruget og dermed importen.
En af de største spanske investeringer i Danmark i nyere tid var, da Applus opkøbte Statens Bilinspektion i 2005, som skete efter, at denne var blevet privatiseret. Applus erhvervede sig firmaet for den nette sum af 480 millioner kroner. Desuden har flere spanske virksomheder været leverandører af komponenter og materialer, da både Storebæltsbroen og Øresundsbroen blev bygget.
Turisme
Turismen er fortsat Spaniens største indtægtskilde og i følge de sidste tal fra Den Spanske Stats Turistbureau løb antallet af danske rejsende i 2007 op på hele 947.609, hvoraf de 932.882 var registreret som turister. Det svarer til næsten en femtedel af den danske befolkning. Den anden vej er antallet af besøgende ikke helt så stort, men der var alligevel omkring 134.345 spaniere, som sidste år fik forvildet sig op til det kolde nord. Tallet er steget de sidste par år, og Danmark er ”på mode” i det spanske, ligesom der også er en stigende interesse for rundrejser i Norden. Det kendetegnende ved de spanske turister er, at de hovedsageligt bor på hotel i hovedstadsområdet og har et af de højeste døgnforbrug af europæiske turister i Danmark. Kun meget få spaniere har været i landet før.
Langt størstedelen af danske turister i Spanien rejser til de kanariske øer, og derefter Catalonien, de Baleariske Øer (hovedsageligt Mallorca) tæt efterfulgt af Andalusien. Mange rejser altså til øerne og Sydspanien, men lidt særpræget oplevede Catalonien faktisk den største stigning på 35,4% af danske turister fra 2006-2007. Både Andalusien og Mallorca har tidligere oplevet nedgangstider, men der ses nu en mærkbar stigning.
Rejsemål 2006 2007 Vækst i %:
De kanariske øer 278.357 280.573 0,8%
Andalusien 139.333 169.210 21,5%
Catalonien 146.368 198.127 35,4%
De baleariske øer 128.555 170.637 32,8%
Andet 113.118 114.335 1,2%
(Kilde: Den Spanske Stats Turistbureau)
Det spansk-danske handelskammer
Handelskammeret har oprindelse i foreningen Asociación Comercial Hispano Danesa, som blev startet i 1985 af danske virksomhedsejere, der havde afdelinger af deres virksomheder i Spanien. Der blev dannet et netværk for at udveksle erfaring mm. mellem både eksisterende og nye virksomheder.
Handelskammeret er, og har altid været, en privat forening, og medlemmerne er både virksomheder, foreninger og individuelle personer, danske som spanske, der har tilknytning til den spansk-danske verden. Formanden for handelskammeret er Marianne Koefoed, som selv er godt integreret i det spanske. Hun har virksomhederne IberDana og CuriousEvents, som tager sig af rådgivning indenfor kommercielle anliggender. Gennem de arrangementer, kammeret afholder for medlemmerne, støtter de bl.a. de kommercielle, sociale og kulturelle forbindelser mellem de to lande, og relationerne er gode. Arrangementerne kan være alt fra seminarer og kurser til frokoster med relevante og interessante temaer. I år er der fx lavet en tur til Expo 2008 i Zaragoza. Handelskammeret har et tæt samarbejde med de andre nordiske handelskamre og den danske ambassade i Madrid.
Omkring 90-100 af danske virksomheder i Spanien er medlem af det spansk-danske handelskammer, her kan bl.a. nævnes F.L. Smidth, Grundfos, Vestas, Oticon, SAS Spanien og Visit Denmark.
Byttehandel med vindmøller og frugt og grønt - fokus på handel mellem Spanien og Danmark
Diverse | Juli 2008
Diverse | Juli 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























