Designeren selv

Af Stine Mynster og Anne-Marie Andersen/Comunica.dk

Det er især kommet modebranchen til gode, at spaniernes privatforbrug er steget. Sammen med italienerne, portugiserne og grækerne er de nu, det europæiske folk, der bruger mest af deres af indkomst på tøj og sko. Også udlandet har fået øjnene op for spansk mode. Især inden for de sidste fem år, hvor Spaniens eksport af tekstil og tøj er steget med 42 procent. Stangvarebutikkerne Zara og Mango er de mest kendte, men mere eksklusive designere som Adolfo Dominguez og Ágatha Ruiz de la Prada er også at finde på mange europæiske hylder. En anden vigtig spansk designer, om end mindre kendt i de skandinaviske lande, er catalanske Lydia Delgado. Umiddelbart tror man det ikke, men den spinkle mørkhårede kvinde, der er blevet sammenlignet med Audrey Hepburn for sin statur og stil, er faktisk en mastodont blandt spanske designere. Selvom hun aldrig har studeret design og kun kan sy ’til husbehov’, har hun formået at komme til tops i en verden, hvor konkurrencen er hård, og ’intet kommer af sig selv’.

Rå og romantisk
At det ikke bare er en kliché, blev endnu engang bevist ved dette års ‘Pasarela Cibeles’, Spaniens mest prestigefyldte ‘catwalk’, og et must for alle, der er noget inden for den spanske modebranche. Den har været afviklet årligt i Madrid siden 1961, og traditionen tro strømmer journalister og celebriteter til for at besigtige, beundre og bedømme den kommende sæsons mode. Til trods for at det nu er ti år siden, hun fik sin debut på det madrilenske podium, var Lydia Delgado stadig et af tilløbsstykkerne. For to år siden fik hun æren af at være den sidste designer, som lukkede og slukkede showet med rober, der gjorde både publikum og kritikere ovenud begejstrede - og som stemplede hende som Cibeles’ ukronede dronning. I år blev hendes modeller modtaget med mere ’vanlig entusiasme’. De skråede over podiet i et romantisk miks af klassiske mønstre og avantgardistiske detaljer. Farverne var dæmpede, med sort som den dominerende. En stil hun selv beskriver som ’en eksplosiv blanding af poesi og boheme, romantisk med et strejf af lolita og destroyer’. Stilen er dog helt hendes egen og det er den, der i løbet af årene har fået skabt hende et navn og et særegent Lydia Delgado-udtryk. Når hun arbejder, finder hun inspiration mange steder. ’Nogle gange kommer det hele indefra. Jeg har en indre verden, som jeg udtrykker i mit design. Jeg koncentrerer mig ikke om én ting. Jeg vælger noget ud, der gør mig glad; der morer mig; som jeg kan lide. Jeg elsker for eksempel at beskæftige mig med andre epoker og andre kulturer.’
Typiske pigeuniverser beboet af prinser og prinsesser, og hendes fortid i balletverdenen er også kilder til inspiration. Inden hun blev hyldet på Cibeles, modtog hun således sine første applauser i et helt andet forum; nemlig på Liceo Teatret i Barcelona, byen hvor hun er født og opvokset.

Fra balletskørt til haute couture
Som barn dansede hun ballet, og blev senere professionel danserinde i balletkompagniet på Liceo Teatret. Men til trods for at hun elskede at danse, var det en verden, hun var nødt til at forlade.
’At danse var min passion, men jeg følte, jeg blev kvalt. Balletverdenen er utrolig lukket, og der er altid en anspændt stemning. Det er alle mod alle i kampen om at blive primaballerina’, har hun udtalt. Lydia Delgado forlod derfor teatret i Barcelona og gav sig til at fotografere og lave musik på fuldtid - noget hun havde gjort i sin fritid siden teenageårene. Men hverken som fotograf eller musiker fik hun dog den store succes, så hun begyndte så småt at designe smykker og t-shirts, og opdagede, at det faktisk kunne give hende smør på brødet. Hun havde ’for sjov’ lavet sine egne t-shirts i mange år, men i slutningen af 1980’erne, blev de pludselig meget efterspurgte i Barcelonas hippe kredse. På dette tidspunkt traf hun ved et tilfælde designeren Antonio Miró, hvilket blev afgørende for hendes fremtid: han tilbød hende arbejde i sit værksted som designassistent, på trods af at hun hverken havde uddannelse som skrædder eller designer. Hun startede hos Miró i 1990, og blev hos ham i halvandet år, hvor hun sugede til sig af hans erfaring, viden og kreativitet.
Derefter besluttede hun at prøve selv. Hun åbnede sit første atelier i hjertet af Barcelona, og kort efter åbnede hendes første forretning. I de første år arbejdede hun primært med haute couture kollektioner, hvor hun kælede for hver detalje. Den kreative proces var det vigtigste, og det hele blev skabt omhyggeligt og med følelse - noget der stadig kendetegner hendes arbejde.
’På intet tidspunkt har jeg opgivet min måde at arbejde på - pertentlig på grænsen til det perfektionistiske’. Heller ikke, da hun seks år senere introducerede sin ’pret a porter’ linje - der sælges i butikker i Madrid og Barcelona, og eksporteres til blandt andet Italien, Frankrig, Tyskland og Hong Kong – gav hun køb på disse principper.

’Jeg lægger ingen planer’
Fra hun lagde balletskoene på hylden, til i dag, har hendes familie været involveret i hendes arbejde. De var især en stor hjælp i de første år, hvor hun måtte arbejde ekstra hårdt for at bevise sit værd, og skabe sig et navn som kvindelig designer.
’Det er altid svært at starte op, fordi du ikke har adgang til de stoffer, du har brug for, da man altid skal købe mange meter. Men som kvinde er det endnu sværere. Man bliver ikke taget seriøst i branchen, af og til bliver man behandlet som en lille pige. Da jeg begyndte, tænkte jeg tit, at hvis jeg havde været en mand, ville det hele ikke have været så svært. Samfundet er mandschauvinistisk til tider’, udtaler hun i flere interviews.
Til gengæld har hendes mand bakket 100 procent op om hendes projekt fra dag ét. Også selvom antallet af timer hun brugte i atelieret langt overgik dem, hun kunne bruge i hjemmet. Ifølge ham er modeverden offerkrævende og barsk; absolut ikke ’for pjankede tøser’. Få brancher kan matche timetallet, og man skal være hårdhudet for ikke at give op på halvvejen.
Efter eget udsagn gemmer der sig en stærk og rebelsk karakter bag Lydia Delgados imødekommende og charmerende lillepige-smil. Måske er det derfor, hun befinder sig som en fisk i vandet i modeverden. At hun trives i branchen, skyldes også den store kærlighed til faget; hun elsker simpelthen sit arbejde og kreativiteten prioriterer hun højere end noget andet: ’Jeg er ikke specielt vild med at blive fotograferet ved diverse arrangementer, eller blive for optaget af andre ting. Jeg er udmærket klar over, at hvis jeg ikke fokuserer på mit arbejde, der er den kreative proces, vil det begynde at gå skævt for mig’. Heller ikke fremtidsplaner lader hun sig distrahere af. ’Personligt lægger jeg ingen planer for, om vi for eksempel skal prøve at lancere os mere internationalt. Det er min mands arbejde. Nogle gange vil jeg hellere ingenting vide, for jeg vil ikke distraheres af noget som helst’. Lydia Delgado lever efter en buddhistisk-inspireret livsfilosofi. Hun prøver altid at gøre det så godt hun kan og være til stede i nu’et. Det bedste kommer, når man mindst venter det, er en af hendes overbevisninger. Så mens Lydia Delgado fordyber sig i det, hun gør bedst, og lader fremtid være fremtid, skal modeverdenen nok tage sig af at finde hende. Og en ting er sikkert: hun elsker livet i Barcelona. ’Det er den ideelle by at bo i. Selvom den ikke er kæmpestor, bliver jeg aldrig færdig med at se den. Mangfoldigheden gør, at jeg på gaden kan høre fransk, tysk, engelsk, catalansk og spansk hver eneste dag.’ I Barcelona skal hun bare gå ud ad sin dør for at møde nye verdener og blive inspireret.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven