![]() | |
Nu står sommerferien for døren, og det betyder for mange af os gæster fra det høje nord. Dermed følger diverse spørgsmål og tilhørende vejledninger til familie og venner. Og i år har der været en del ændringer i den offentlige danske sygesikring. Deraf en del forvirring, som endnu ikke har lagt sig - selv for de faste operatører her på kysten. Så hermed nogle forhåbentligt klare retningslinier at forsyne venner og bekendte med, hvis de skulle få brug for en læge under opholdet hernede.
Ferie-rejser under 1 måneds varighed
Det GULE sygesikrings-kort: Der gælder langt hen ad vejen de samme regler, som altid, nemlig at det gule sygesikringskort lukker alle døre op både i den private sektor og i den offentlige sektor ved akut opstået sygdom. Specielt hvis lægeklinikken kender kortet fra tidligere. Det gør ret mange klinikker og hospitaler på kysten.
Der er dog to væsentlige undtagelser fra tidligere
1) Hjemtransport bliver ikke dækket. Tegn derfor en privat forsikring. Mange vil have glæde af, at deres kreditkort eller almindelige familieforsikring enten har denne dækning allerede eller kan tegnes som for en beskeden ekstra præmie (i nogle tilfælde er det nok blot at benytte det pågældende kreditkort som betaling for rejsen).
2) Kronisk sygdom dækkes ikke. Heldigvis stavnsbinder man ikke kronisk syge i Danmark, men for at den offentlige sygesikring skal dække, skal man inden afrejsen have en erklæring fra sin egen sygekasselæge om, at man er i en stabil fase og at der ikke forventes en opblussen af sygdommen under opholdet i udlandet. Det er fortsat sådan, at kroniske kontroller heller ikke dækkes, f.eks. kan man ikke få taget noget så banalt som en INR (blødningskontrol) på den offentlige sygekasses regning.
Det blå EU-kort
Det blå EU-kort er netop et EU-kort. Det giver alle EU borgere ret til behandling indenfor det første år, forudsat at man befinder sig inden for EU’s grænser. Det gælder dog kun sygdomme, der efter lægeligt skøn kræver behandling indenfor dette år. Så hvis en dansker kommer ud for at blive syg af en ny eller kronisk sygdom, eller udsættes for et ulykkestilfælde her og medbringer sit blå EU-kort, så bliver han/hun behandlet på samme vilkår som en spanier i det offentlige system.
Ferie-rejser over 1 måneds varighed
Det gule kort gælder ikke!
Det blå EU-kort dækker al behandling, der skønnes nødvendigt i det offentlige spanske hospitalssystem. Akut opblussen i kronisk sygdom dækkes efter skøn. Hjemtransport dækkes ikke.
Kombinerede studie/ferie og kombinerede forretnings-ferierejser
Det gule sygesikringskort dækker ikke. Heller ikke hvis rejsen og ferien i alt er under 1 måneds varighed.
Det blå EU-kort dækker al behandling, der skønnes nødvendigt i det offentlige spanske hospitalssystem.
Akut opblussen i kronisk sygdom dækkes efter skøn. Hjemtransport dækkes ikke.
Konklusionen
Det er klogt at overveje en rejseforsikring under alle omstændigheder. Man kan nemlig komme ud for, at den akutte behandling bliver dækket (enten af det gule eller det blå kort), men bliver man kronisk syg (fra lammelser, respiratorbehandling, dialysebehandling over hele spekteret til koma) og har man ikke tegnet en rejseforsikring med hjemtransport ved sygdom; ja, så bliver man altså overført til de lokale behandlingsinstitutioner, som af gode grunde ligger langt fra hjemmet. Og frem for alt må man forvente, at der kun tales spansk.
Hjemtransporten kan, som det kan forstås, blive kritisk og dyrt under alle omstændigheder. Så tegn i det mindste en hjemtransportforsikring eller sikre jer på anden måde (f.eks. kreditkort el. lign.)
(For en ordens skyld skal det nævnes, at jeg både modtager patienter med gult sygesikringskort og/eller privat forsikring. Det blå EU-kort hører alene til i det offentlige system).
Syg på ferien?
Helse | Juni 2008
Helse | Juni 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























