Af Ángel M. Almagro og Lasse W. Fosshaug

Fra Danmark er vi vant til, at vi kan fortælle vores forældre stort set alt. En lille hvid løgn fra tid til anden bliver det jo til, men hovedsageligt er forholdet sådan, at sandheden, uanset hvad den måtte være, ikke har alvorlige konsekvenser. I Spanien er det en helt anden historie. Til trods for at børn vokser op med stort set de samme værdier og det samme syn på rigtigt og forkert som danske børn, er kulturen her, at der er mange ting, som man slet og ret ikke kan fortælle sine forældre.

Børn lyver. Enkelt og klart. Hunde gør, katte miaver, og børn lyver. Ikke alle løgne er ment som løgn, men når iveren tager overhånd, har overdrivelsen let ved at vippe over i en løgn. Dette er ikke et problem i sig selv, for det er jo en del af forældrenes ansvar at få barnet til at indse, hvad der er rigtigt og forkert. Desuden begynder den spanske tradition med decideret at lyve for sine forældre ikke før, man er blevet gammel nok til at vide, at det man lyver om, er noget, som forældrene ikke ville have syntes om.

Man lyver længere i Spanien
Det begynder gerne i puberteten. Både søn og datter er ude alt for længe om aftenen under dækhistorien, at de er hos nogle venner, øver med deres band, er på aftenskole eller lignende. Sandheden er, at sønnen er på diskotek, og datteren er hos sin kæreste. Forældrene ville ikke have givet lov til nogle af aktiviteterne, det ved børnene, og derfor holder de det for sig selv. Dette sker jo selvfølgelig også i Danmark, men den store forskel er, at her i Spanien fortsætter løgnene ofte til langt op i voksenalderen. Som børnene bliver ældre, får løgnene større omfang, og mens forældrene sidder hjemme og tror, at de har verdens bedste børn, er børnene ude med ældre kærester, til fest, ryger, drikker og tager måske stoffer. Når studietiden kommer, slår de sig måske en anelse til ro, er flittige i skolen og arbejder hårdt, samtidig med at de er i et mere eller mindre seriøst forhold, som de ikke tør fortælle om hjemme. Så flytter de måske sammen under dække af, at de bor sammen med nogle veninder, og lige pludselig gifter de sig med en, som tilfældigvis boede i samme lejlighed... Det må være problematisk at huske på alle løgnene, og ikke afsløre sig selv.

Forældre lyver også
Det, som gør sagen endnu mere indviklet, er, at denne tradition går begge veje. Forældrene lyver også for deres børn, og særligt når emnet er sygdom og lignende, florerer løgnene. Hvis en i nær familie f.eks. er syg, vil forældrene ikke fortælle børnene dette i frygt for, at de skal bekymre sig unødvendigt. Tendensen er altså, at man lyver, fordi man er bange for den anden parts reaktion. Og frygten er måske ikke ubegrundet. I et samfund som Spanien, hvor kirken indtil for nylig havde meget stor magt over, hvad der blev anset som rigtigt og forkert, har det været almindeligt med fysisk afstraffelse for selv den mindste synd. Det spillede ingen rolle, om man skriftede sine synder eller ej. Afstraffelsen var et faktum, så snart forældrene havde fundet ud af, hvad barnet havde gjort. Dette bidrog selvfølgelig til, at man undgik at fortælle sandheden.

Kirken spiller en stor rolle
Der findes meget lidt, hvis overhovedet nogen, forskning på dette område. Vi kan derfor kun basere dette på udsagn fra spaniere, fastboende og fagpersoner.
Vi talte med María Luz Escalada, psykolog i Torremolinos, i håb om at en fagperson kan kaste lidt lys over fænomenet. Efter en lille tænkepause fortæller hun:
”Kirkens store indflydelse på det spanske samfund har ført til, at Spanien har en lang tradition for straf. Dette ser vi f.eks. på fænomenet med at skrifte, hvor man derefter modtager sin straf direkte, og så er man færdig med sagen i kirkens øjne. Problemet er, at hvis familien også fik ”synden” at vide, så gav de ikke deres tilgivelse baseret på kirkens, de straffede synderen på ny i stedet for. Dette kan have været en medvirkende årsag til, at traditionen nu er, som den er.
Interessant er også dobbeltmoralen, som skiller drenge og piger. Drengen er gerne mere mand, hvis han har haft tre-fire kærester i en alder af 20 år, mens en lige så frimodig pige bliver set på som en luder. Forældrene tillader deres sønner mere end deres døtre, og døtrene ser sig nødt til at lyve for at få lov til at gøre de samme ting. Dette blev særligt udbredt i 1960-70’erne, da ungdommen gik igennem en liberaliseringsproces, som gav dem længere tøjler i forhold til før. Forældrene billigede dog ikke dette. Hytteture og venneudflugter blev ofte til skoleudflugter, mens kærester bare var venner. Dette skyldtes slet, at man vidste, at hvis man spurgte om lov, så var svaret ikke bare nej, man kunne også få husarrest eller fysisk afstraffelse blot for at spørge så dumt. Nu ser vi heldigvis, at forholdene i samfundet gradvist ændrer sig. Forældrene har vel efterhånden indset, at det kan betale sig at have et åbent forhold til deres børn. Derudover lærer børn i dag også om religion på en anden måde end tidligere. Mine børn lærer om religion i skolen på samme måde, som de lærer om matematik, og de fortæller mig alt, i hvert fald foreløbig. Så er det bare at håbe, at kirken følger med, hvilket den til en vis grad også gør. Udviklingen er bare så ulidelig langsom”.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven