Kirkepladsen i Zahara de la Sierra

Af Else Byskov

En fabelagtig udflugt til en charmerende by og en vild slugt
Lad det være sagt med det samme: Hvis man ikke har set La Garganta Verde, så bør man smide, hvad man har i hænderne og se at komme af sted. Det er et helt eventyrligt sted med en skøn og vild natur, fantastiske panoramaer, løvefarvede gribbe samt masser af mystik.
La Garganta Verde ligger i udkanten af nationalparken Grazalema, som befinder sig mellem Málaga og Cádiz provinserne. Når man vil besøge La Garganta Verde, er det en god idé at overnatte i Zahara de la Sierra, for dels er det en charmerende by smukt beliggende ved et stort vandreservoir, og dels har byen et supergodt, lille hostal hvor man får masser af kvalitet for pengene.

La Garganta Verde har en af Europas største bestande af gribben “el buitre leonado” – den løvefarvede grib, som bor og yngler på små klippefremspring på slugtens stejle sider, så derfor er slugten særligt beskyttet af miljømyndighederne. Det betyder, at man kun lukker omkring 30 personer ind i slugten om dagen, så derfor skal man anmode om at få lov til at gå derind. Det er imidlertid ret let at få tilladelsen, idet man blot skal ringe til turistkontoret i El Bosque på tlf. 956727029 og sige, at man gerne vil have “permiso para entrar en la Garganta Verde”. Man kan kun reservere plads 14 dage før, så for at sikre sig en plads er det en god idé at ringe nøjagtigt to uger før, man planlægger at tage af sted. Man skal oplyse sit DNI eller pasnummer, samt hvor mange personer man er. Man skal også fortælle, hvor man vil hente sin “permiso”. Da vi skal overnatte i Zahara de la Sierra, oplyser vi, at vi gerne vil have tilladelsen sendt pr. fax til turistkontoret i Zahara. Dér henter vi så vores tilladelse på selve dagen, og da turistkontoret har åbent fra kl. 9 også i weekenderne, er det ikke noget problem.

Vores hostal hedder “Los Tadeos” (ring 956123086 for at reservere) og det ligger i den nordlige udkant af Zahara. Fra hostallets terrasse foran baren har man et fantastisk kig op mod La Torre de Zahara, som troner højt over byen.

Vi ankommer til hostallet ved 21.30 tiden fredag aften og er godt sultne, men det er ikke noget problem, for Mor står i køkkenet og har varmet op under gryderne. Vi får dejlig hjemmelavet spansk mad, når det er bedst, og efter et herligt måltid går vi op på vores fine værelse. Hostallet blev udvidet omkring 2002, så der er 10 nydelige, nye værelser med bad. Vores værelse har tilmed en stor terrasse med udsigt op mod La Torre, så der er ikke noget at klage over. Et dobbeltværelse koster 50€.

Lørdag morgen kører vi op til kirkepladsen i Zahara, hvor turistkontorer ligger, for at hente vores “permiso”. Derefter kører vi ud af byen igen i retning af Grazalema, og ca. 5 km. efter byen ligger P pladsen, hvor turen ned i La Garganta Verde starter. Der er vagt på, så vi må pænt vise vores “permiso” for at blive lukket ind.
Turen ned i La Garganta er egentlig ikke ret lang – kun ca. 2 ½ km hver vej, men da vi skal omkring 250 m. ned og op igen, og også have tid til den medbragte frokost, skal man beregne 4-5 timer til udflugten. I starten går stien blot lige ud ovenfor slugten, som til at begynde med ikke ser ud af noget særligt. Men efterhånden som man når længere hen ad stien, begynder slugten at blive dybere og nu dukker de første store gribbe op. De kommer lydløst svævende over vores hoveder og i starten er vi i tvivl, om det overhovedet er gribbe. De ser alt for pæne ud, synes vi, men “El buitre leonado” er en pæn grib, der har hvidt hår på hovedet og fine hvidmelerede brune fjer, og ikke sådan en grim fætter med et rødt skaldet hoved, som man har set på film fra Afrika. På et tidspunkt står der et skilt med “Silencio”, så fra nu af må vi hviske for ikke at forstyrre “Leo” her i yngletiden.
Nu går det nedad, og stien får både rækværk og trapper af og til. På vejen ned bliver vi overhalet af syv gemser, der med stor fart drøner forbi lige ved siden af stien. De er så sikre på benene, at de slet ikke ser ud til at ænse, at det nærmest går lodret ned og i løbet af “no time” er de væk og ude af vores synsfelt.

Til gengæld møder vi en gruppe spaniere, der svedende og pustende kæmper sig opad, og så ved vi, hvad der venter os, når vi selv skal den anden vej.
Endelig når vi bunden, og her er slugten ikke mere end 5-6 m. bred og overstrøet med store klippeblokke.

Men stien fortsætter ud og ind mellem klippeblokkene, og det er et must at gå videre hen til det fænomen, som man har kaldt La Ermita.
Efter ca. 200 m. vider slugten sig ud på venstre hånd, og der åbner sig en stor hule af katedrallignende dimensioner. Helt målløse træder vi ind i hulen, som er beklædt med drypsten i alle mulige former og farver.

Vi mærker begge to, hvordan de små hår rejser sig, for der er en helt umiskendelig stemning af mystik herinde, og vi kan bogstaveligt talt mærke, hvordan ånderne puster os i nakken. Der må være tale om et ældgammelt kultsted, for der er en atmosfære af ophøjethed og hellighed herinde, som er helt håndgribelig. Desuden lyder der en besynderlig udefinerbar form for sang, der vibrerer mellem klippevæggene, så vi er nærmest tryllebundne af stedets mystik og bliver stående længe for at absorbere stemningen.
Overfor La Ermita ser vi et stort skilt, som fortæller, at her slutter turen og at videre færdsel længere ind i slugten kun må ske med yderligere en speciel tilladelse. Men vi er jo nysgerrige folk, så vi kan ikke dy os for at trænge længere ind, for nu bliver slugten endnu smallere og ser meget interessant ud. Vi kæmper os videre mellem store klippeblokke, og da slugten samtidig skråner nedad, er det ikke en tur for hverken perlehøns eller barberlærlinge. På et tidspunkt må vi give op, og det på trods af, at vi kan høre vandplasken og råb, men vi kan ikke komme tæt nok på kanten til at se, hvor de kommer fra. Vi må minde hinanden om, at vi har læst, at videre færdsel kræver guide, 300 m. reb og neoprendragt samt hjelm, så der er ikke andet for end at vende om.
Vi finder en solrig plet lige før La Ermita og her indtager vi vores medbragte frokost. Også her udenfor helligdommen er stemningen helt enestående og vi sidder tryllebundne i solen og suger dette specielle steds atmosfære til os. Det er i sandhed et sted, hvor der er mere mellem himmel og jord….
Men nu er det vores tur til at kæmpe os opad. Svedende og pustende stiger vi langsomt op ad slugtens skrænt, og vi må holde mange pauser, men under vores opstigen bliver vi muntret op af adskillige Leoér, som kommer flyvende ganske tæt forbi og ser ud til at fatte en særlig interesse for os. Måske håber de på, at vi snart falder døde om af udmattelse, så de kan få sig et solidt, fedt- og hormonrigt måltid.
Helt så galt går det dog ikke, og efter en halv time er vi oppe og turen tilbage til bilen forløber uden bemærkninger.

Tilbage i Zahara er det tid til en is, som vi indtager på kirkepladsen.

Efter isen har vi fået fornyet mod på livet, så vi beslutter at kravle op for at bese byens vartegn tårnet: La Torre de Homenaje, som muligvis stammer fra arabernes tid (herom strides de lærde). Tårnet og vejen derop er blevet restaureret indenfor de seneste år, så der velanlagte stier, der fører op til monumentet, og man kan oven i købet komme ind i selve tårnet og helt op på taget. Heroppefra er der en udsigt, der siger spar fem hele horisonten rundt, så et besøg i tårnet er obligatorisk.
Nu har vi fået motion nok for i dag, så efter en kold øl på Los Tadeos’ terrasse tager vi en lille siesta inden aftensmaden. Der er masser af restauranter i Zahara, men vi vil ikke svigte Mor, så vi spiser igen i hostallets restaurant. Her får vi en “sopa de ajo” som er til UG med kryds og slange, og som i sig selv er nok til at tage tilbage til Zahara.

Til næste dag har vi skaffet “permiso” til endnu en fantastisk tur – igen ved La Garganta Verde, men denne gang i modsat retning. Men først skal vi checke ud af hostalet og betaler med glæde de 90 € per mand, som vores regning lyder på for 2 x overnatning, 2 x aftensmad, 2 x morgenmad og øl på terrassen.

Igen henter vi vores “permiso” på turistkontoret i Zahara og tager ud af byen i samme retning som sidst. Vi skal blot køre et par kilometer videre, og her starter vores vandretur til “El llano del Rabél”. Det er en nem, flad vandretur på omkring 10 kilometer, der først fører os ind til El Llano – en flot slette og dernæst ind til kanten af en vældig bjergkam “La Sierra del Pinar”, der er beklædt med pinsapoer – den specielle grantype, der kun vokser her i omegnen af Ronda og i Marokko.

Turen har en lille krølle i enden inde ved foden af bjerget, hvor stien fører os rundt mellem pinsapoer og andre interessante gevækster, inden den går samme vej tilbage. Efter tre timers vandring er vi tilbage ved bilen og nu er det på tide at vende snuden hjemad, for vi har 2,5 times kørsel tilbage til La Herradura.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven