![]() | |
Hvad blev der af Middelhavskosten?
Det er efterhånden blevet en kendt sag, at den såkaldte ’Middelhavskost’ skulle være både sundhedsfremmende og velsmagende. Skal man på slankekur, kan man helt sikkert finde metoder baseret på ’Middelhavskost’, ligesom forskellige fødevareprodukter bliver markedsført som en del af en Middelhavsdiæt. Der er imidlertid meget forskning, der tyder på, at det hele ikke bare er et snedigt salgskneb. Forskere har fremhævet netop kosten, som en af årsagerne til, at man i landene omkring Middelhavet generelt lever længere, og at der er færre, der dør af kræft eller får hjerte- karsygdomme. Selvom de hen ved 16 lande har meget forskellige kulturer, er der således nogle fødevarer, der går igen: mange grønsager, mere hvidt end rødt kød, meget fisk, olivenolie som væsentligste fedtstof, frisk frugt, bønner og nødder, moderat indtag af vin, ost og yoghurt. En kostsammensætning, der altså skulle være særlig god for helbredet.
Imidlertid lader det til, i hvert fald i Spanien, at man er ved at gå væk fra denne sunde kost til fordel for fødevarer, der indeholder alt for meget sukker og usundt fedt. En af årsagerne til dette er, at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, og at der ikke er så meget tid til at stå i køkkenet. Konsekvenserne af denne ændring i spisevaner er blandt andet, at alt for mange har problemer med overvægt, især børnene. Efter Malta er Spanien det land i EU med den højeste procentdel af overvægtige børn mellem 7 og 11 år. Nogle taler ligefrem om en fedmeepidemi. Af alle spanske skolelever er 33 % overvægtige, mens 9 % er svært overvægtige. Blandt spanierne er andaluserne dem, der har de største problemer med at holde vægten. Voxpop gik på gaden for at spørge netop andaluserne, hvor meget de går op i sundhed, og hvor meget de tænker over, hvad de putter i munden.
Mariló Jimenez, 36, aerobicinstruktør
Hvis man skal leve sundt, skal man spise meget protein, lidt fedt og lidt kulhydrat.
På grund af mit arbejde som aerobicinstruktør lever jeg meget sundt. Om morgenen får jeg skummetmælk, og et lille stykke brød med olivenolie. Til middagsmad grillet fisk og grønsager. Om aftenen en yoghurt med frugt. Jeg er meget striks i hverdagene. Selvom jeg egentlig nogle gange har lyst til mere, holder jeg igen. Til gengæld spiser jeg i weekenden alt, hvad der ellers er forbudt. Is, slik, chips, fed mad og rødt kød, som jeg normalt heller ikke får til hverdag. Jeg drikker heller ikke alkohol til hverdag. Det er også kun i weekenden. Det er mit arbejde at dyrke motion, og det er vigtigt at se godt ud. Så jeg laver mindst to timers motion om dagen. Jeg har ingen børn, men jeg ved, at nogle af mine veninder med børn, lever anderledes. De har ikke tid til motion, og heller ikke overskud til at tænke så meget på, hvad de spiser. Og så er der pengene. Jeg bruger omkring 800 euro om måneden på mad, men heldigvis har mig og min kæreste stadig penge nok til at tage på ferier og gå ud. Naturligt nok går mine arbejdskolleger meget op i sundhed og i at se godt ud, men jeg har en veninde, der var meget overvægtig, og da hun ville tabe sig, endte hun med at få anoreksi. Hun er stadig ikke ovre det. Det gør mig meget trist.
Lorca Delgado, 33 murer
Som jeg har forstået det, skal man vist spise lidt af det hele, men især mange grønsager. Jeg tænker ikke ret meget over, hvad jeg spiser. Jeg spiser, hvad jeg har lyst til, og det min kone serverer.
I går fik jeg for eksempel en bocadillo med smør og skinke til morgenmad. Til middagsmad fik jeg makaroni. En kaffe med mælk ved femtiden, og ved ni-ti tiden en fransk tortilla. Jeg laver aldrig mad eller køber ind. Det er min kone, der gør al den slags, så jeg har ingen idé om, hvor mange penge, vi bruger på mad. Vi går sjældent ud, men engang imellem drikker vi en flaske vin i weekenden. Nogle gange får jeg en øl i ugedagene, men det er ikke så tit.
Jeg tænker heller ikke så meget på, om jeg får motioneret. Mit arbejde er fysisk, så jeg bruger meget energi dér, men jeg spiller også fodbold engang imellem - mest fordi, jeg godt kan lide det, ikke fordi jeg gerne vil være sund. Men jeg har heller ingen problemer med mit helbred eller vægten. Det har min svigerfar til gengæld. Han vejer 140 kg. I den tid jeg har kendt ham, har han altid været så tyk. De forsøgte at lave en mavereducerende operation, men det mislykkedes, og han kan ikke hjælpe sig selv, lader det til.
María Teresa, 73, pensionist
For at leve sundt skal man spise grønsager, stege kød og fisk på grillen og dyrke motion. Det er altid bedst at grille det. Man må godt få et glas vin eller et stykke chokolade ind imellem.
Jeg ved godt, man skal spise sundt, men jeg gør det ikke altid alligevel. Til morgenmad får jeg toast eller en sukkerbolle, som jeg spiser med kaffe med mælk eller kakaomælk. Til middagsmad grillet kød eller fisk med grønsager. Som mellemmåltid yoghurt, kage eller chokolade med mælk. Om aftenen suppe eller kød. Og brød selvfølgelig. Jeg spiser brød til det hele. Min datter og hendes mand bor sammen med mig, og vi spiser kun ude to gange om året. Generelt forsøger jeg at spare på pengene. Jeg får også kun alkohol ved særlige lejligheder for eksempel fødselsdage eller højtider. Så får jeg en vermouth. Til gengæld går jeg til gymnastik. Det er et hold for ældre mennesker, hvor øvelserne er mere skånsomme - jeg har problemer med mine led på grund af gigt. Faktisk er det derfor, jeg flyttede til Andalusien, jeg er egentlig fra Katalonien. Men klimaet hernede er meget bedre for mig, og så har jeg lært at svømme - som halvfjerdsårig! Generelt har jeg det godt, men jeg lider dog af for højt kolesterol. Når jeg ser på de unge i dag, eller børnene, er der mange, der er tykke. De spiser meget, og helt forkert. Pommes frites, slik, chips, og de sidder ned hele dagen. Hvis man ikke er en rastløs type som mig, skal man sørge for at få bevæget sig nok på anden vis.
Salvador Martín Vega, 85, fisker
Fisk er noget af det sundeste, man kan spise. Eller det vil sige, det er det ikke længere. Fiskene indeholder så mange giftstoffer, at det nærmest kan være farligt at spise dem i dag. De lever i forurenet vand og får forurenet føde. Det er et stort problem. I stedet for fisk må man spise kikærter og korn. Men udover det, tænker jeg ikke så meget over, hvad jeg spiser. I går fik jeg for eksempel en kaffe med mælk til morgenmad. Kl. tolv ris, svinekød og nudler. Til aftensmad friturestegt blæksprutte, vin og brød. Jeg spiser altid brød. Og jeg får vin hver dag, rødvin.
Jeg ved ikke, hvor mange penge, jeg bruger på mad. Det tænker jeg ikke over. Men det er nok ikke så meget. Jeg bor alene nu. Min kone har Alzheimers, og er på plejehjem i Benálmadena. For at besøge hende er jeg nødt til at tage bussen, da jeg ikke har en bil. Så jeg går hver dag til og fra busstoppestedet, op og ned ad bakke. Det er min motion, men jeg er også en gammel fyr, så det føles som meget.
José Luis, 54, marketingschef.
Hvis man skal leve sundt, skal man følge den traditionelle Middelhavskost. Ikke alle gør det, men det er nødvendigt for mig, fordi jeg har sukkersyge. Det har jeg altid haft. Om morgenen får jeg kaffe med mælk og mariekiks, og lidt senere et stykke frugt. Til middagsmad for det meste salat med grillet fisk eller kød. Derefter spiser jeg ikke noget indtil kl. 22 eller 22.30, udover en kaffe med mælk ved femtiden. Jeg bliver ikke sulten derimellem, jeg har vænnet mig til at spise sådan. For mig at se, er det bare at spørgsmål om vaner. Normalt får jeg suppe til aftensmad, eller fisk. I går aftes skejede jeg godt nok lidt ud. Jeg fik en pakke pølser stegt på panden. Engang spiste jeg altid brød til min mad, men det er jeg holdt op med. I weekenden spiser jeg lige, hvad jeg har lyst til. Om lørdagen spiser vi ude, og vi får tre retter, med dessert og det hele. Hvad angår alkohol har jeg ikke drukket det i ti år. Nu drikker jeg til gengæld tre liter vand om dagen. Hvis jeg skulle ændre noget i min livsstil, ville det være at dyrke mere sport. Jeg har ikke tid i hverdagen, men jeg ville ønske, jeg havde. Jeg bruger nok omkring 60 % af min løn på mad, fordi det er så dyrt at leve sundt. Sundhed er kommet på mode, og priserne på kød, fisk og grønsager er steget horribelt. Det burde virkelig være billigere. Til gengæld har det ført til, at ledelsen på min arbejdsplads er blevet opmærksomme på, hvor mange, der er overvægtige, så de prøver at få kokkene til at lave sundere mad; bruge mindre fedt og servere mange grønsager og kød. Men det er måske ikke så sært, at der er mange med vægtproblemer i firmaet: morgenmad klokken fem: kaffe og forskellige søde brød, kl. 8 serveres en bocadillo. Middagsmaden er en tung sammenkogt ret med kød til. Og det er altså ikke små portioner. Kl. 17 er der kage og kaffe og om aftenen tre retter igen.
Alejandra Rivas, 39, sekretær
Grønsager, grillet kød og fisk, juice og frugt - det et noget af det vigtigste, hvis man skal spise sundt. Jeg ved altså godt, hvad jeg skal spise for at være sund, men jeg følger det ikke altid, hvis jeg skal være ærlig. Jeg kan godt lide søde sager. På en almindelig dag, i går for eksempel, fik jeg en kaffe med mælk til morgenmad, og et lille flute med skinke og ost. Kl. 14 pasta med salsa, og senere en kop te med chokoladekage. Jeg spiser normalt ikke aftensmad. I hvert fald ikke lige for tiden, hvor jeg er på kur. Det vil sige, jeg har tabt mig seks kilo ved ikke at spise aftensmad de sidste to måneder. Det er måske ikke den bedste måde at tabe sig på, men det virker for mig.
Jeg spiser ude en gang om ugen cirka, og jeg drikker ikke ret meget alkohol. En gang om måneden nok. Jeg bruger omkring 100 euro om måneden på mad. Slik og chokolade og den slags er lige så dyrt som grønsager. Jeg er stadig i fin form, selvom jeg ikke dyrker motion. Jeg ved godt, at man skal, og på et tidspunkt bliver jeg bliver nok nødt til at være bedre til at leve sundt.
Voxpop [latin, vox: stemme, pop: -folke]
Tema & Debat | Juni 2008
Tema & Debat | Juni 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |


















