![]() | |
Spaniens bedste mandlige tennisspillere langer hårdt ud efter ledelsen af landets tennisforbund og i særdeleshed efter forbundets præsident, Pedro Muñoz. Spillerne er sure over, at forbundet har valgt Madrid som værtsby for Davis Cup semifinalen mod USA senere på året, uden at tage hensyn til spillernes ønsker.
I et åbent brev erklærer spillerne, at de føler sig snydt gentagne gange, og at forbundet ikke har levet op til sine løfter til spillerne. Spillerne mener, at hjemmebanefordelen havde været større på en bane i havets højde - som eksempelvis i Benidorm - frem for i Madrid, der ligger mere end 600 meter over havet. Ved en serv på 200 km/t er der to km/t i forskel på grund af højdeforskellen, så der er tale om de små marginaler.
Spillerne mener heller ikke, at andre kandiderende byer - herunder Benidorm, Gijón og Tenerife - har fået en reel chance for at blive værtsby.
Brevet er underskrevet af Rafael Nadal, David Ferrer, Carlos Moyá, Nicolás Almagro, Juan Carlos Ferrero, Feliciano López, Tommy Rebredo og Fernando Verdasco. Holdets kaptajn, Emilio Sánchez Vicario, har ligeledes sat sin signatur på brevet.
Fodboldspillere uden løn i to år
Levante rykkede ud af den bedste spanske fodboldliga, og spillerne mangler stadig at få udbetalt det meste af deres løn for de seneste to år. I de sidste kampe lavede spillerne flere aktioner for at gøre opmærksom på deres situation. Imod Deportivo La Coruña stillede spillerne sig op ved midtercirklen, da bolden blev givet op, men Deportivos Sergio var så loyal, at han sparkede bolden forbi det tomme mål. I en anden kamp truede spillerne med strejke, men den blev afblæst, da ledelsen lovede at betale spillerne. Det løfte indeholdt dog ikke andet end varm luft.
Real Madrid blev spansk mester
Spillet var ikke specielt imponerende, men alligevel blev Real Madrid en suveræn vinder af den spanske fodboldliga. Hovedstadsklubben var ganske enkelt meget mere stabil end konkurrenterne, og det var mere end rigeligt til at vinde La Liga overlegent. Andenpladsen gik til Jon Dahl Tomasson og Villareal. De gulblusede fra den lille by Castellón i Valencia-regionen sikrede sig dermed direkte kvalifikation til Champions League. Real Madrids evige konkurrenter fra FC Barcelona kunne slet ikke leve op til de tårnhøje forventninger, og katalanernes stjernespækkede mandskab måtte nøjes med en tredjeplads.
Guardiola afløser Frank Rijkaard
FC Barcelonas nye træner er 37-årige Josep Guardiola, der spillede på Barcelonas dream team i starten af 90’erne og var med til at vinde OL i 1992 i Barcelona med Spanien. ”Pep”, som han også kaldes, har hidtil trænet Barcelonas andethold. Han afløser hollænderen Frank Rijkaard, der blev fyret efter fem år i spidsen for klubben.
Milito ude resten af året
FC Barcelonas midterforsvarer Gabriel Milito kommer ikke til at spille fodbold mere i år. I en af sæsonens sidste kampe rev han sit ene korsbånd helt over. Lægerne har nu udskiftet korsbåndet, og de forventer, at han først er klar til at spille igen et stykke inde i det nye år.
I 2003 var argentineren meget tæt på at skifte til Real Madrid, men lægestaben ville ikke lade han bestå lægetjekket, fordi han havde eftervirkninger fra en lignende skade.
Bjergbestiger uden tæer besteg kæmpebjerg
Den 52-årige spanske bjergbestiger Juanito Oiarzabal besteg i maj verdens femtehøjeste bjerg, det 8.463 meter høje Makalu. Der er 21. gang baskeren bestiger et bjerg på mere end 8.000 meter, men det var hans første bjerg i denne højde, siden han i 2004 mistede alle sine tæer efter forfrysninger på verdens næsthøjeste bjerg, K2. Denne gang fik han også begyndende forfrysninger i sine fodstumper på vej ned ad bjerget, men dog ikke så alvorligt som i 2004.
Den dramatiske bestigning af K2 i 2004 foretog Oiarzabal sammen med den spanske kvinde Edurne Pasaban. Hun mistede ved den lejlighed langetåen på begge fødder på grund af forfrysninger. Der skal dog også mere end et par manglende tæer til at stoppe hende. For nylig besteg hun det 8.167 meter høje Dhaulagiri, hvilket gør den 35-årige kvinde til den blot tredje kvindelige bjergbestiger i verden, der har nået toppen på 10 af de i alt 14 bjerge i verden, der er over 8.000 meter.
Ciudad Real vandt det hele
Svenske Jonas Källman og danske Torsten Laen vandt alt, de kom i nærheden af i den forgangne sæson. Deres klub Ciudad Real tog både det spanske håndboldmesterskab i Liga Asobal, pokalturneringen og Champions League, hvor det efter to måls nederlag på hjemmebane mod Kiel blev til en triumf efter en sejr på seks mål over tyskerne på udebane. Sæsonen blev også en stor personlig succes for begge skandinaver. Jonas Källman blev den store helt, da han med et mål i sidste sekund sikrede Ciudad Real sejren over Barcelona i pokalturneringen Copa del Rey. Torsten Laen har spillet meget mere i angrebet end ventet, da holdets spanske stjernestregspiller Orlando Urios har været langtidsskadet, og den danske spiller har scoret mange mål fra stregen.
Tvedten nummer to på topscorerlisten
Håvard Tvedten blev den næstmest scorende spiller i Liga Asobal i den netop afsluttede sæson. Den 29-årige venstre fløj scorede 171 mål for Naturhouse La Rioja, det samme som Siarhei Rutenka fra mestrene Ciudad Real. Ligaens topscorer blev FC Barcelonas Iker Romero.
Spellerberg reddede Cantabria
Bo Spellerberg nåede kun at spille tre uger i Nordspanien, men det var nok til at redde Teka Cantabria fra at rykke ud af den spanske håndboldrække, Liga Asobal. Da danskerens klub Kolding IF ikke kvalificerede sig til semifinalen i den danske liga, tog playmakeren i stedet til Cantabria for at spille de sidste kampe for holdet, der på det tidspunkt lå til nedrykning. I sæsonens sidste kamp vandt Teka Cantabria 28-27 over ligaens nummer tre, Ademar León. Sejrsmålet scorede Bo Spellerberg på et vip få sekunder før slutfløjtet. Efter den sidste kamp vendte han tilbage til Danmark.
Med Teka Cantabrias sejr endte Algeciras og Keymare Almería på nedrykningspladserne.
LIGA ASOBAL 07-08 Point
Ciudad Real 53
FC Barcelona 51
Ademar León 46
Portland San Ant. 45
Valladolid 39
CAI BM Aragón 36
Arrate 31
Antequera 24
Torrevieja 24
Teucro 24
Octavio Pilotes 20
Fraikin Granollers 19
Naturhouse Rioja 19
Teka Cantabria 17
Algeciras 16
Keymare Almería 16
LA LIGA 2007/2008
1. Real Madrid 85
2. Villarreal 77
3. Barcelona 67
4. Altético Madrid 64
5. Sevilla 64
6. Racing Santander 60
7. Mallorca 59
8. Almería 52
9. Deportivo La Coruña 52
10. Valencia 51
11. Athletic Bilbao 50
12. Espanyol 48
13. Betis 47
14. Getafe 47
15. Valladolid 45
16. Recreativo 44
17. Osasuna 43
18. Zaragoza 42
19. Murcia 30
20. Levante 26
Michael Laudrup stopper i Getafe
Den danske fodboldtræner Michael Laudrup stopper i Getafe efter blot en enkelt sæson i den lille Madrid-klub. Danskeren havde ellers tegnet en to-årig kontrakt, men efter en flot sæson har han fået mod på at fortsætte i en større klub. I skrivende stund tygger han på de forskellige tilbud.
Getafe nåede til kvartfinalen i årets UEFA Cup, hvor klubben var meget tæt på at eliminere Bayern München. Getafe nåede desuden for andet år i træk finalen i pokalturneringen Copa del Rey, hvor det igen blev til nederlag - denne gang til Valencia.
Spanier blev topscorer i ligaen
Dani Güiza fra Mallorca blev topscorer i den bedste spanske fodboldliga med 27 mål. Det er første gang i mere end et halvt århundrede, at en spanier scorer så mange mål i ligaen. Det er også usædvanligt, at det er en spanier og ikke en udlænding, der topper listen. Længe lå det til, at Sevillas brasilianer Luis Fabiano skulle løbe med Pichichi-titlen, men i en forrygende slutspurt bombede Dani Güiza sig til tops. Den tidligere Getafe-angribers præstation er især imponerende, fordi ingen af hans mål er scoret på straffe eller frispark. Som kronen på den gode sæson blev Mallorca-spilleren udtaget til Spaniens EM-landshold.
Sportshots
Sport | Juni 2008
Sport | Juni 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |











