Af Stine Mynster/Comunica.dk

Den 29. september sidste år skete der noget sjældent i spansk politik; et nyt parti blev født. Partiets moder og spidskandidat Rosa Díez, ildsjælen og afhopperen fra socialistpartiet PSOE, præsenterede dengang sit parti som et nødvendigt og presserende alternativ i spansk politik. Men hvem er hun, baskeren, der blev forsøgt myrdet af ETA for år tilbage, og hvad vil hun? Holder de høje ambitioner, eller er der mon tale om et spansk svar på det danske flop Ny Alliance?

Rosa Díez er født i 1952 i den baskiske by Güenes, og er trods sin kraftige modstand mod den baskiske nationalisme - eller måske netop derfor – basker helt ind i hjertet. Rosa Díez har ifølge eget udsagn ”fået socialismen ind med modermælken”. Selvom hun i dag ikke længere erklærer sig socialist, i hvert fald ikke i partipolitisk forstand, er hun stadig en politiker, som utrætteligt kæmper for retfærdighed, og hvis drivkraft er den sociale indignation. Hendes far var aktivt medlem af socialistpartiet og næstkommanderende i den republikanske hær under borgerkrigen. Inden krigens slutning blev han fængslet og dømt til døden. Dommen blev dog senere omstødt for efter en årrække at resultere i faderens frigivelse.
Rosa Díez politiske karriere startede, da hun som ungt medlem af PSOE blev ansat som parlamentsmedlem i den baskiske regionsregering. Efter en årrække i baskisk politik blev hun sendt til Bruxelles, hvor hun repræsenterede PSOE i Europaparlamentet fra 1999-2007. De seneste år har Díez dog været mere uenig end enig med sit parti. Især siden ETA erklærede våbenhvile i marts 2006 og Zapatero indledte sine fredsforhandlinger, er Rosa Díez´ forhold til sin leder blevet mere og mere anstrengt. Hun har ikke lagt skjul på, at hun var imod strategien, og at hun derimod syntes, man skulle udnytte terrororganisationens tegn på svaghed og gøre alt for at eliminere den. Selv ordet ”fredsforhandlinger” har hun opponeret mod. I marts 2006 sagde hun til El Mundo: ”Jeg synes, det er en fejl at tale om fredsforhandlinger. Det vi har brug for i Baskerlandet er at genvinde vores frihed. Fred i et demokrati er meget andet end fravær af vold. Derfor synes jeg, at den proces, som indledes nu, ikke handler så meget om fred, som om at udrydde terrorismen og de konsekvenser, den har haft og stadig har for samhørigheden i Baskerlandet”. Konsekvensen af de mange gnidninger med ledelsen tog hun i sommeren 2007, hvor hun meldte sig ud. Få måneder efter kunne hun præsentere sit eget parti ”Unión, Progreso y Democracia” (UPyD) ”Enhed, fremskridt og demokrati”, et midterparti, der går ind for Spaniens enhed.

Spansk svar på Ny Alliance?
Som dansker kommer man nemt til at drage paralleller mellem det nye spanske parti og Naser Khaders Ny Alliance. De umiddelbare ligheder er til at få øje på: begge partier er stiftet af kendte og politisk respekterede afhoppere fra store partier, partierne er erklærede ”midterpartier”, stiftet med henblik på at bryde med blokpolitikken og udfylde et behov blandt vælgerne, som ingen hidtil har kunnet imødekomme. Begge partiers største svaghed er imidlertid, at de nemt kommer til at fremstå som intellektuelle elite-partier, langt fra den almindelige mand på gaden.
Men her stopper lighedspunkterne også. Modsat det danske folketingsvalg i november, hvis gennemgående tema var bogstavleg, og hvorvidt jokeren Ny Alliance ville pege på rød eller blå stue, har Rosa Díez haft helt andre ambitioner. Visionær og ambitiøs, med store armbevægelser; er nogle af de karaktertræk, som partilederen har med sig i sit nye parti. Hovedformålet med partiet er intet mindre end at ændre selve ”el modelo de Estado”, statsopbygningen - og dens allerhelligste – grundloven. Herunder også kongehusets rolle. Emner der normalt er nærmest tabu i spansk politik, skræmmer ikke den kvindelige politiker. Hun har et indædt ønske om ”at garantere mere frihed og mere lighed for alle spaniere, hvor end de bor” og beskriver samtidig sit parti som ”et helt og holdent nationalt parti, uden hykleri og komplekser”. Her hentyder hun til den berøringsangst, der eksisterer i det spanske samfund, og som især har præget Zapateros PSOE, når talen er faldet på det nationale.
Under valgkampagnen kørte Díez sine kanoner i stilling under sloganet ”Lo que nos une” (Det der holder os sammen). Langs de spanske landeveje, side om side med gigantiske valgplakater af Rajoy og Zapatero, smilede Rosa Díez til de forbipasserende fra sit pas-foto. Plakaten var nemlig et forstørret billede af hendes spanske id-kort, et kort, som alle spanske statsborgere – hvad enten man er basker, katalaner eller andaluser - besidder. Nederst satte sloganet; ”Det der samler os”; trumf på, med en klar reference til en fælles spansk nationalitet. Díez mener, at der er for stort et fokus på forskellene spanierne imellem og har derfor valgt at fokusere på lighederne, der efter hendes mening er langt flere af: ”Det, der holder os sammen, er vores forsvar for værdier som lighed og frihed, og ambitionen om et bedre land til vores børn og de fremtidige generationer. Også vores demokratiske grundlov, vores passion for mangfoldighed og retten til at have forskellige meninger har vi tilfælles….det er det, som altid har bundet os frie borgere sammen…kampen mod uretfærdighed.”
Når mindretallet diskriminerer
Men hvorledes gik det partiet ved parlamentsvalget den 9. marts i år? Rosa Díez’ nye parti UPyD opnåede faktisk over 300.000 stemmer og blev dermed landets femte største politiske parti ud fra antal stemmer. Men trods de mange tilhængere, høstede partiet kun ét mandat i parlamentet. Også et parti som IU (Izquierda Unida) har måttet bøde for det ulige valgsystem, der trods partiets over 900.000 stemmer kun tildelte det to mandater.
Det spanske valgsystem er indrettet på den måde, at det forfordeler de nationale partier, mens det samtidig favoriserer de partier, som er tilknyttet de spanske selvstyreregioner. Eksempelvis fik det baskiske nationalist parti PNV (Partido Nacionalista Vasco) samme antal stemmer som UPyD, men til gengæld opnåede partiet hele seks mandater. Rosa Díez har kaldt systemet ”uretfærdigt” og ”udemokratisk”, og vil arbejde for, at det ændres, så mandaterne afspejler det virkelige antal stemmer, som et parti har fået.
Årsagen til, at systemet er indrettet, som det er, skal findes i den spanske historie. Mange mener, at det er en direkte konsekvens af det 40 år lange Franco-diktatur, som undertrykte regionerne både politisk, socialt og kulturelt med det formål at samle fædrelandet. Netop derfor er diskussionen om, hvorvidt de spanske regioner stadig har ret til deres privilegier, politisk set, en varm kartoffel. Ud over de stemmemæssige, har regionerne nemlig også en række skattemæssige og sproglige privilegier. I regioner som Baskerlandet og Katalonien foregår en stor del af undervisningen i offentlige institutioner på henholdsvis baskisk og katalansk. Spansk er et fremmedsprog, som eleverne har på skoleskemaet et par gange om ugen. Sidste år udsendte den baskiske præsident, den basker-patriotiske Juan José Ibarretxe et dekret om, at baskisk skulle være det eneste officielle sprog i alle regionens skoler, en sag, som UPyD har kritiseret kraftigt og har forsvoret at ville bringe op til national debat i kongressen. Et af partiets mest kendte bestyrelsesmedlemmer, den baskiske filosof og ven af Díez, Fernando Savater, har udtalt sin foragt for, at det spanske sprogs skæbne sådan uden videre bliver diskuteret rundt omkring i landets hjørner, og at man i Spanien kan vokse op uden at lære ordentligt spansk. En holdning hans parti ikke er ene om at have. En gruppe af forældre til børn i baskiske skoler har for nylig dannet en forening ”Plataforma por la Libertad Lingüística”, hvis formål netop er at bringe sagen til høring i parlamentet. Tidligere kunne forældrene vælge mellem tre sproglige undervisningsmodeller: A: kun baskisk, B: både baskisk og spansk og C: kun spansk. I dag er sidstnævnte meget sjælden, da mange forældre har in mente, at de fleste arbejdspladser i Baskerlandet kræver, at man forstår og taler baskisk. Men har Ibarretxe heldet med sig, kan det altså ende med model A som eneste løsning, og dermed er dødsstødet til valgfriheden en realitet.

Babyen ved barnedåben
Rosa Díez bliver ofte beskrevet som en af spansk politiks største kvindelige politiske begavelser. Hun virker utrættelig og har et stort engagement i de emner, hun brænder for. Hun er kendt for at være meget arbejdsom og for at bruge en kraftfuld retorik i sine taler. Med sine enkle og direkte budskaber når hun dermed ud til en stor del af befolkningen. Desuden har hun fået hele rettighedsspørgsmålet blandt baskere og ikke baskere til at ligne et politisk våben, der har ført til prisværdigt mange stemmer under hendes PSOE medlemskab, og som for år tilbage gjorde hende til en af kandidaterne til generalsekretærposten i PSOE. Hendes svage punkter er hendes impulsivitet og nærmest overdrevne loyalitet i forhold til sit parti. Hun har altid været en stor beundrer af den tidligere socialistiske statsleder Felipe González, og har til enhver tid forsvaret ham og hans politik. Hendes bemærkning om, at det var fejlagtigt at foretage tilbundsgående undersøgelser i GAL-skandalen i 80´erne (hvor González regeringen var vidende om en række mord på medlemmer af ETA), er en af hendes største fejltagelser. Hendes hårde kritik af den baskiske nationalisme, har gjort hende upopulær blandt mange PSOE-medlemmer i Baskerlandet. Endelig har hendes trang til at være midtpunkt bragt hende mange fjender. Som en veteran og tidligere partifælle i PSOE for nyligt udtalte: ”Hun vil være babyen ved barnedåben, barnet, der skal konfirmeres ved konfirmationen, bruden ved brylluppet og den døde ved begravelsen”.

Udsat for bombeattentat
Rosa Díez er med sin åbenmundede kritik af ETA en af organisationens selverklærede fjender. Et faktum, hun selv måtte sande i 1997, hvor hun blev udsat for et attentat. Til alt held mislykkedes mordforsøget, eftersom den tilsendte brevbombe fra ETA besad en teknisk fejl og derfor ikke eksploderede som planlagt. Siden dengang har sikkerhedsvagter været en fast del af Díez hverdag. En anden konsekvens af episoden har været, at hun har set sig nødsaget til at forlade sin hjemegn og flytte til Madrid, hendes aktuelle bopæl. På spørgsmålet, om hun aldrig frygter for sit eller familiens liv, når hun er så direkte i sin terrorkritik, svarer hun ”At have med politik at gøre i Baskerlandet har aldrig været nemt. Men der er mennesker, som har lidt meget mere end jeg”, svarer hun. Når Díez ikke er politiker, hvilket hun er det meste af tiden – tilbringer hun tiden med sin mand og deres to børn. Efter sigende er hun en stor fan af Bob Dylan og sine tre hunde. Men udover professionen som politiker kan Rosa Díez også skrive forfatter på sit CV. I 2005 udkom selvbiografien ”Porque tengo hijos” (Fordi jeg har børn), hvori hun gjorde rede for sin baggrund og sine politiske visioner for Spanien, og i februar i år blev den fulgt op af endnu en udgivelse med titlen ”Merece la pena” (Det er umagen værd). Bogen beskriver bl.a. hendes sidste år i socialistpartiet, udmeldelsen og stiftelsen af det nye parti. Men hvad er det præcis, som ifølge Díez er umagen værd? Det svarer hun bl.a. på i et interview med avisen ”La Voz de Marbella”: ”Det er umagen værd at gøre og forsvare de ting, man tror på. I mit tilfælde er det umagen værd at dedikere mit liv til politik. Politik er for mig et kald. Det er umagen værd at forsvare sine ideer og blive ved med at kæmpe for dem, uanset hvad.”
Sikkert er det, at Díez vil blive ved med at kæmpe for sine ideer. Men hvorvidt hun formår at omsætte ideerne i praksis - især nu hvor hun er oppe at slås med de store partier i spansk politik - vil kun fremtiden vise. Men alene dét, at det nye parti er valgt ind i parlamentet, må siges at være en sejr for demokratiet, som er blevet en medspiller rigere.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven