Jamen, her går det jo godt. Med her tænker jeg på Jorden. Mens den burmesiske hær spiser proteinkiksene for næsen af de nødstedte, forsøger Kinas regering at holde de internationale hjælpestyrker ude – for tænk nu, hvis vi opdager, at de rosende ord om myndighedernes jordskælvsindsats er udtalt er pro-regeringsjournalister med en pistol for tindingen. Letizias søster har lagt sag an mod ikke mindre end 57 spanske medier for deres paparazzi-metoder – sådan! Hvor er vi på vej hen? Jeg er ikke ved at falde i svime over royalisteriet, men jeg ville være ked af at se endnu en anoreksiramt prinsesse. Marie udtalte da også inden sit bryllup, at det sværeste ved det kongelige liv bliver pressen. Skyldes vores hang til la prensa rosa mon, at vi ikke magter at se den grumme virkelighed i øjnene? Og indrømmet, det er svært. Fx når Putin planter en ny præsident i Rusland, Mugabe skærer ballerne af de Zimbabwe-borgere, der agter at stemme på hans modstander, og fodboldfans smadrer en flok togvogne. Træt af både Hillary, FOA-Dennis og høje bezinpriser er man efterhånden også – og ja, så er det faktisk helt befriende at flygte fra virkeligheden et øjeblik, mens man kigger på billeder af fine kjoler, læser om aflyste bryllupper og kongelige fejltrin. Selv bor jeg sammen med en anti-royalist, der er sikker i sin forvisning om, at en præsident ville være billigere i drift. Og så er sådan en folkevalgt. Han er nu også så moderne, min mand… Men med mindre vi kunne få en Sarkozy-type, der gifter sig med verdensberømte fotomodeller, så er der ligesom ikke så meget ved det, vel? Jeg mener, hvem gider at sidde en hel dag foran skærmen, når Angela Merkel inviterer til pølsefest? Og jo, jeg ved godt, at hun ikke er Tysklands præsident, men Horst Köhler trækker da slet ingen seere. Og nu, hvor vi er ved det, hvorfor er det så lige, at præsidenter ikke altid er noget ved musikken alligevel? Hvad med Giorgio Napolitano, for eksempel? Udover at han, som navnet antyder, er napolitaner og derfor næsten må være mafioso, ja så er der da ingen, der snakker om ham. Berømmelse hænger sammen med magt. Bare vent og se, hvordan det går i Rusland. Magten, der fulgte med præsidentembedet rykker garanteret med Putin over på premiereministerstolen – og så kan Medvedev dele hylde med folk som Köhler og Napolitano. Det er, som bekendt, ikke kun berømmelse, som magt hænger sammen med. Magt er nemlig også sexet, især hvis det er mænd, der har den. Sorry ladies, men se lige Merkel for jer igen, og Kruckow… Den samme ulighed kan man faktisk også tale om i forbindelse med uniformer. Hvem husker ikke Richard Gere i An Officer and a Gentleman? Derimod er der ikke meget sex i kvinder i uniform – det er måske derfor, der ikke er ligeløn? Mænd er bare mere lækre i uniform end kvinder… Smækre sygeplejersker med kavalergang, røde læber og kort kitel er da i hvert fald en saga blot. I dag står den på Crocs, fedtet hår i praktisk frisure og stor røv (eller også er det bare tilfældigvis sådan nogle, de filmer til TV-indslagene) – og så er der det aldrende kabinepersonale, der af al magt forsøger at ligne 23-årige, blonde stewardesser. Er der noget, der ikke rykker overhovedet, så er det portører - af begge køn - og golfspillere, hvis påklædning gør golf til den mest usexede sport i verden. Tænk blot på cityshortsene… Hvad i alverden tænkte de på, da de opfandt dem? Hov, der havde jeg nær glemt tørklædedebatten, som efterhånden er så træls, at det kræver en kæmpe dosis kongeligt bryllup, hele 2007-oplaget af Billedbladet, lyserød champagne og MatadorMix at skulle høre mere på Pia, Birthe og Asmaa, hvis hovedbeklædning vel egentlig har startet hele polemikken. Før var det ligesom selvklart, at en politibetjent, en kirurg og en dommer bare brugte de uniformer, som hørte til erhvervet, men nu skal det diskuteres i det uendelige, fordi en, i øvrigt afsindigt irriterende politiker, ikke vil give hånd eller tage sin hovedbeklædning af, hvis hun nogensinde skulle blive kaldt ind som suppleant i Folketinget. Det næste bliver måske, at præster krænger Bevar Christianina t-shirts udover kjolen. Har I forresten hørt, at der er mangel på bier. Gad vide, om Jorden går under, hvis der ingen bier er tilbage?
he
Kære læser,
Diverse | Juni 2008