La Danesa - dansk magasin på Costa del Sol - 10.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Det skrøbelige bentøj
De to holds trætte soillere efter kampen på Suel fodboldstadion i Fuengirola
De to holds trætte soillere efter kampen på Suel fodboldstadion i Fuengirola
Af Morten Møller

- Endte i rullestol i Lissabon - og i Fuengirola måtte han humpe fra banen til trøst hos fru Kirsten
Han spiller med pacemaker. Hjertet fungerer nu upåklageligt. Derimod kniber det med bentøjet for den 66-årige Leif Ottesen, bilforhandler i Ringe, tidligere formand for KB 1919 Kværndrup på Fyn og en af aktørerne på et af Danmarks mest aktive grand-old boys-hold (50+ år). Fodbolden har gjort spillerne og deres fruer til store rejseaktører.
Med den trillende i spidsen er Kristi Himmelfarts-turene de seneste år gået til Rom og Bergamo i Italien, den spanske hovedstad Madrid, Lissabon i Portugal og nu i år til Fuengirola med Barcelona som målet i 2009.
Leif Ottesen og den tidligere skoleinspektør, anfører og manager Olav Engholm, har spillet fodbold sammen lige fra barnsben, og Jens Erik Marqvardsen, Svend Erik Pedersen og Frank Pedersen gik i samme skoleklasse i Kværndrup – en stationsby på blot 2500 indbyggere.
”Holdet så dagens lys i 1971”, fortæller Olav Engholm. ”Dengang var der ingen ”flommefede”. Vi er nu syv spillere tilbage fra starten og er således blevet suppleret lidt op undervejs”.

Kamp i høj sol - træning i sne
Med konerne ivrigt heppende på lægterne med dannebrogsflag og ”bølge” kæmpede de krogede fynsk ben i en skøn middagssol mod adrætte veteraner fra Fuengirola-mandskabet ”Viveros Escalona” – sponsoreret af anfører Salvadors blomsterforretning.
Spil i et flottere vejr end normalt i Danmark, hvor det helt specielle for Kværndrup-folkene er, at de træner i al slags vejr hele året rundt. Således også om vinteren - udendørs hver søndag. Udeblivelse straffes med 10 kroner til bødekassen, som går til fester.
Turneringskampene spilles på en hverdag i sommerhalvåret. KB 1919 ligger i spidsen for Master-turneringen på Fyn.
Men det er svært at hamle op med udenlandske klubber. For ingen af disse har tradition for, at deres spillere bliver ved helt op i 60 års-alderen, hvor bentøjet begynder at gøre ”knuder” - hvilket Leif Ottesen nu mærker. I Lissabon sidste år forstuvede han en fod, hvorfor resten af turen helt ud til flyveren hjem til Danmark blev tilbragt i en rullestol, og i Fuengirola måtte han kort efter, han med det yderste af støvlespidsen havde scoret i eget mål (!), humpe fra banen med en fibersprængning i låret. Til trøstende ord af fru Kirsten.

Brændt straffe - og spisning
Matchen var kommet i stand gennem Jens Peter Jepsen, bestyrelsesmedlem i Club Danés, og for det praktiske i forbindelse med arrangementet stod Los Vikingos, den danske supporterklub for Málaga CF, og Salvador Gallardo indehaver af Salvador Network Management, Consulting & Events. Det omfattede også hyggeligt samvær med spisning på El Chaparral Golf-restaurant.
Resultatet af opgøret på Suel fodboldstadion i Fuengirola blev uafgjort 6-6, hvorfor det måtte afgøres i en straffesparkskonkurrence. Her misbrugte den lille vævre bankmand Frank Pedersen sit forsøg, hvorefter Fuengirola vandt 5-4, og altså kampen sammenlagt 11-10.
Begge holds anførere udtrykte stor glæde og tilfredshed med arrangementet, og Fuengirolas ytrede ønske om en genvisit på Fyn.
Dagen derpå drog de glade Kværndrup-folk på bustur til Gibraltar.
Nu venter Barcelona. 

Ambitiøse Hinnerup i Barcelona - Med en dansk ex-stjerne i Espanyol og Málaga i spidsen
Et af Danmarks mest ambitiøse old boyshold (30+ år), Hinnerup ved Århus, besøgte i slutningen af april Barcelona med den tidligere Espanyol- og Málaga CF-spiller John Lauridsen fra Esbjerg i spidsen. Han var inviteret til en dyst mod Espanyol, der stort set udelukkende talte ex-stjerner - en stor mundfuld for jyderne.
Det stjernespækkede spanske hold vandt da også 6-2, selvom John Lauridsen stred godt for sine nye kammerater i Hinnerup. Denne klub gør sig ikke i større omfang bemærket på fodboldfronten i Danmark, men dens ihærdige og initiativrige old boyser nyder stor opbakning blandt sponsorer.

John Lauridsen fortæller:
”Jeg blev en dag for længe siden ringet op af en frisk fyr fra Hinnerups old boys, som var ufattelig levende, ambitiøs og bare anderledes. Simon, hed han. Han fortalte, at de var nogle stykker, der samlede et oldboys-hold med det ene formål, at tiltrække flere tilskuere til deres kampe end klubbens førstehold, der spiller i serie 2. Det lykkedes over al forventning.
De havde via sponsorer med diverse gavekort, gratis øl og pølser således haft 1200 tilskuere til deres første kamp. Nogle herlige gutter, som virkelig brændte for sagen og nu ville til Barcelona. En fantastisk tur, fyldt med oplevelser og skønne øjeblikke”.
Turen med de usædvanlige Hinnerup-folk blev dækket af Jyllands-Posten og TV2 Østjylland.
Og den spanske sportsavis El Mundo mødte op og mindedes i sine spalter John Lauridsens mål for Espanyol mod italienske Inter i 1988 på San Siro stadion.
Det skrøbelige bentøj
Sport | Juni 2008
Abonner på nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



COMUNICA




Villa i Spanien





Landsbanki



Saxo



SAS
















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Hoteller

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Que Pasa? | Redaktionen | Rubrikannoncer