![]() | |
Hvis man kan tale om inkarnerede danskere på Costa del Sol, så må Pia Bruun være en af dem.
Over halvdelen af sit liv har hun boet på Solkysten, og ligesom så mange andre, kom hun hertil ved lidt af et tilfælde. Hun tog nemlig som 23-årig til Fuengirola for at besøge sin far, der var flyttet til sydligere himmelstrøg for at nyde sit otium og realisere ideen ”hotel-bingo” for de mange udenlandske turister på de store hoteller. Det var i august 1982, måneden før Pia skulle starte på Statskundskab-studiet på Århus Universitet. Uddannelsen skulle hun bruge for senere at opfylde drømmen om at blive journalist. Ikke bare hvilken som helst, men en engageret og kritisk journalist.
Men Pia kom aldrig tilbage til Danmark for at studere, for på ferien mødte hun en irer, der manglede hjælp til sin bar - og Pia, der valgte at bytte strand ud med et intensivt spanskkursus, kastede sig ud i bartenderlivet og besluttede sig for at tage et sabbatår i Spanien.
Episoden er ret karakteristisk for Pia, der ikke er en udpræget planlægger-type. Hun tager udfordringerne som de kommer, og dem har der været nok af de sidste 26 år. Efter at have været i praktik hos et svensk ægtepar, som drev en svensk radiostation fra en garage i Fuengirola, besluttede Pia i 1987 sammen med sin nu afdøde kollega Leo Carpato at lancere deres egne danske radio, Radio Solymar.
Det var dengang danske aviser kostede en formue og tog tre dage om at nå frem. På tv var der kun spanske programmer og internettet var slet ikke opfundet. De herboende danskere hungrede med andre ord efter nyt fra Danmark, og det gav radioen sin berettigelse. I dag ser konceptet helt anderledes ud. I begyndelsen lejede Radio Solymar sig ind hos en stor radiostation i Málaga, men efter et par år skiftede de over til Onda Cero i Marbella og herfra bliver programmer fortsat sendt. Efter flytning af kontor og studie bliver de daglige udsendelser i dag produceret fra mellemetagen i Centro Idea, hvor også DRSydeuropa holder til. Ud over kunne kalde sig autodidakt journalist med en stribe kurser på sidebenene, så har årene i Spanien frem for alt lært Pia at stå på egne ben og tænke selv.
”Spanien er på mange måder et wild-west-samfund og det skyldes ikke mindst inkompetence fra myndighedernes side. Der bliver heller ikke taget hånd om den enkelte borger på samme måde som i Danmark. Så man lærer at klare sig selv. Markedskræfterne styrer, men den offentlige forvaltning begynder så småt at træde i karakter”, tilføjer Pia.
Til dagligt bor hun sammen med sin 17-årige datter Bianca i centrum af Fuengirola.
Når hun får nok af stress og hektisk liv smutter Pia ud til sin hest Galatea og sit nyindkøbte landssted. Den andalusiske finca, som er ved at blive istandsat, er en gammel drøm, som skal realiseres når Pia om ikke så længe påbegynder ”de næste 50 år i sit liv”.
Min dag:
07.30: Vågner og vækker Bianca, selv om vi faktisk har aftalt at hun skal vække mig.
"Er du nu vågen. Er du sikker ...?"
Tager en kort løbetur og et hurtigt bad. Drikker et glas vand og spiser sund morgenmad. Opskrift: frisk frugt skåret i stykker med lidt citron og tidselolie på. Så har jeg fået en god start på dagen.
08.45: Sender Bianca af sted med et "skynd dig nu og vi snakkes ved, når du kommer hjem.."
Rydder op og ordner dit og dat.
09.15: Møder på arbejde og går i gang med dagens nyheder.
10.15: En kop kaffe og mere morgenmad, hvis jeg ellers husker det.
10.30: tjekke og svare mails og slette de første 500 spam mails. Telefonerne kimer ind i mellem nyheder og mails. "Ja, det er nu du skal stille om til den nye satellit.... Jo, det kan du læse mere om på vores hjemmeside..... Nej, det lyder som om du skal have en tekniker....Jo, det kan du sikkert sagtens ordne selv ..... Et øjeblik, så får du teknisk support fra Janni.... Ja, du er altid velkommen til at ringe tilbage.”
12.00: kort opdatering af dagens programindhold og fordeling af arbejdsopgaver. Forberedelse af dagens interview med Hanne Mundberg fra Técnicas i Maro. Det handler om at fjerne fugt!
Indrykning af nye annoncer, indspilning af interviews og reklamespots.
13.00: opdatering af andre nyheder.
13.30: Hurtig frokost og så skal dagens nyheder lægges op på hjemmesiden
13.50: Gøre klar til dagens udsendelse – hvoraf det meste ligger på pc. Byde velkommen til Hanne Mundberg, som jeg ikke har set i ti år. Vi ser på spørgsmål og indslagets varighed.
13.55: Koble op til Onda Cero Radio i Marbella.
14.00: Klikke på Radio Solymars kendingsjingle, sætte sig i stolen, dyb indånding og så er vi klar til at afvikle dagens udsendelse.... ”Klokken har passeret og 14 og du har valgt at stille ind på FM 101.6 ...” I den næste times tid bliver der sagt en masse. Og når programmet er slut er det tid til at...
15.00: Trække vejret og ringe hjem. "hvordan er det gået, sørg nu for at få noget ordentlig af spise. Hvad skal du nu? Jo, vi ses senere...."
15.30: Kaffepause, redaktionsmøde og forberedelse af indslag til øvrige programmer
16.00: Fakturere en kunde og svare mails
17.00: Af sted for at se til resten af livet. Jeg har møde med konstruktøren om den nye dør til huset ude i Entrerríos. Døren er lavet i Loja i Granada i sådan en gammel andalusisk stil. Men hvad med gitter og lås? I morgen kommer elektrikeren for at se på installationer. Vandtanken skal repareres og fliserne i udestuen skal brækkes op. Men fuglene synger stadigvæk og tiden står stille bare et øjeblik. Min dejlige nabokone María del Carril kikker ind. Hun bliver kaldt for ”del Carril” fordi hun bor lige ved vejen. Nu hedder jeg Pia del Carril.
19.00: Trække vejret og sms´e til et par venner. Derefter en smuttur ud til hesten – der står lige i nabolaget - for at hænge en ny mineralsten op. Men nogen ridetur bliver der ikke tid til. Et klap og et par gulerødder.
20.00: Hjemme igen: "Hvad skal vi have at spise? Det er din mad-dag i dag. Handle ind og putte tøj i vaskemaskinen.
21.00: I dag spiser vi tidligt.
22.00: Ringe til min søster for at høre hvordan det går med mormor....94 år og desværre ikke længere going strong. Lige nu er hun indlagt med lungebetændelse... og med arbejdsnedlæggelse og personalemangel på plejehjemmet er der nok at tænke på. Jo, jeg forstår godt, at de strejker. Det er jo helt forrykt som behandlingen af de ældre er kørt helt i bund. Og det kalder de for et velfærdssamfund.
22.30: Læse et kapitel i min bog og så ... Go´nat
Spørgsmål til Pia:
Hvad savner du mest fra Danmark?
Sådan lidt eftermiddagshygge når regnen pisker ind på ruden. Og måske en engageret diskussion over en god middag. Jeg kan også godt lide brede cykelstier, økologisk bevidsthed og en kollektiv trafik, der fungerer. Men ellers ikke meget mere end min familie og gamle gode venner.
Hvilket tidspunkt i døgnet er det bedste?
Dem alle. Det gælder om at udnytte døgnets 24 timer, minutter og sekunder. Jeg har ikke nogen fast rytme og sjældent to dage, der er ens. Men jeg kan nok bedst lide weekender .... selv om morgensol og tusmørket også lokker.
Hvordan ville du tilbringe den perfekte fridag?
Nu er den ene fridag ikke mere perfekt end den anden. Men en fridag i godt selskab et eller andet sted i den store eller lille verden. Jeg har ikke nogen drømme om at slappe af på en Stillehavs ø eller 14 dage i Thailand. Nogen gange er man tættere på lykken, end man tror. Men når nu spørgsmålet er så konkret, så tager jeg gerne en tur op i bjergene, slapper af på strandene i Huelva, går bytur i Córdoba eller en lang ridetur i baglandet. Der er tonsvis af muligheder.
Hvad kan gøre dig rigtig sur?
Jeg har ikke lyst til at være sådan rigtig sur, men jeg kan blive ked af svigt, bedrageri, egoisme, uærlighed o.s.v. Nå jo ... for resten, jeg kan godt blive rigtig sur på Telefónica. Jeg overvejede en gang at tage de helt store skyts i brug til bekæmpelse af Telefónicas business-terror.
OG jo, for pokker. Jeg kan blive rasende over myndighedernes laden-stå-til holdning, når det gælder bekæmpelse af ulovligheder. Costa del Sol er jo et slaraffenland for gangstere.
Det er ikke bare de der tusindvis af ulovlige huse, jeg tænker på, men også ulovlig konkurrence indenfor erhvervslivet. Tag bare nu vores egen branche, som er ved at blive løbet over ende af piratradioer. Det tager luften ud af enhver fornuftig virksomhedsmentalitet. Og så holder jeg meget af dyr og naturen og kan blive rasende over at se, hvorledes verdens herskere og deres undersåtter destruerer vores planet.
Hvordan forkæler du dig selv?
Ved at sætte pris på mig selv, uden at det behøver at koste noget. Ved at være glad for livet i almindelighed, leve her og nu og holde mig sund og rask. Men min seneste investering i et gammelt hus på landet er en kostbar gave og opfyldelse af en gammel drøm om at leve (dele) af livet på landet. Nu glæder jeg mig over at kunne bruge noget krudt på at realisere den del af mig selv. Fremtiden kommer også til at omfatte et agentur for andre, der har lyst til at gøre det samme. Nøgleordet er anti-stress og fred i sjæl.
Hvornår taler du spansk?
Jeg bruger hver dag flere timer på at læse spanske nyheder og på mit arbejde taler vi både spansk og dansk. I fritiden taler jeg også begge dele. Min datters kæreste er spansk, men jeg taler dansk med hende. Mange af mine venner er spanske, og så har jeg en del fritidsinteresser, hvor der kun tales spansk. Desuden er jeg er med i miljøpartiet de Grønne og en lokal ride klub. Men jeg har også danske venner og skriver og taler masser af dansk på arbejde.
Hvem ville du gerne være for en dag og hvorfor?
Der er ikke rigtig nogen jeg gerne vil være, ud over mig selv. Men måske en flue med en mikrofon i hånden på væggen i et ovalt konferencerum ”over there” ...
Blå bog:
Navn: Pia Bruun Nielsen
Fødselsdag: 7. april 1959
Stjernetegn: Vædder
Alder: 49
Bopæl: Fuengirola/Mijas
Flyttede til Spanien i: 1983
Flyttede til Spanien fordi: Et sabbatår inden universitetsstudie.
Civilstand: Eget selskab med datter på 17 år og hest og salamander som kæledyr.
Uddannelse/Arbejde: EFG, HF og en bunke kurser. Har arbejdet med meget forskelligt, men i de seneste tyve år med Radio Solymar og måske også i de næste tyve. Er derudover ved at promovere et nyt koncept som hedder ”det lille hus på landet...”
En dag med Pia Bruun
Profiler | Juni 2008
Profiler | Juni 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
























