Af Jette Christiansen

I Santiago de Compostela demonstrerer landmænd fra hele Galicien, fordi priserne på mælk og kød er for lave i forhold til de øgede produktionsomkostninger. Priserne på fødevarer har længe været et problem i Spanien, hvor visse varer og serviceydelser allerede ved euroens indførsel i 2002 steg med op til 40 procent.
Imens slås man i Mexico om tortillaerne, og priserne på hvede og ris truer med at skabe kaos i Pakistan, Haiti og flere afrikanske lande. Over 800 millioner mennesker lever i dag under sultegrænsen. Årsagerne er mange. Og sammenflettede.
De højere brændstofpriser, øget produktion af biobrændstof, det stigende befolkningstal og større velstand i verdens mest folkerige nationer er nogle af årsagerne til, at et besøg i alverdens supermarkeder er en langt mere hårrejsende oplevelse end for bare et års tid siden. Derudover beskyldes også de økologiske fødevarer for at være meddelagtige i at presse priserne i vejret.

Sagens kerne
Ifølge Eurostat er priserne på fødevarer steget med syv procent i Spanien i forhold til sidste år, mens den gennemsnitlige prisstigning i euro-landene ligger på 5,8 procent. Mellem februar 2007 og 2008 er brød steget med 10 procent, mælkeprodukter med 30 procent og madolie med 12 procent. Men kun to tredjedele af stigningen på fødevarerne i Europa kan tilskrives dyrere råvarer, har Europa Kommissionen regnet ud. Den sidste tredjedel skyldes faktorer som højere brændstofpriser, lønudgifter mv.
I de mindre velstillede lande udgør udgifter til madvarer mellem 60 og 80 procent af husholdningsbudgetterne, mens man f.eks. i Catalonien bruger mellem 10 og 20 procent af lønningsposen på at sætte føde på bordet. Så mens vi i Europa da døjer med højere priser, har situationen langt større konsekvenser andre steder. El País kalder situationen en ”stille tsunami”, som har ramt 40 lande, hvor nu yderligere 100 millioner mennesker lever under sultegrænsen.
Globalt set er priserne på råvarer steget med 83 procent de seneste tre år, og verdens fødevarereserver har ikke været lavere siden 1980.

Verdens aftensmad i benzintanken
Biobrændsel, der skulle redde verden fra klimaændringerne, er blevet udpeget til at være en af årsagerne til fødevarekrisen - det er ligefrem blevet beskyldt for at være en forbrydelse mod menneskeheden. Men som El Mundo skriver i en leder: ”Det ville være skandaløst, hvis jagten på rene energikilder skulle udløse en humanitær tragedie.”
På verdensplan steg investeringen i biobrændsel fra fem milliarder dollars i 1995 til 38 milliarder i 2005 og forventes at stige til 100 milliarder i 2010, takket være investorer som Richard Branson, BP, Ford og Shell. I en årrække har det således været næsten acceptabelt at fælde træer i Amazonen, som indtil da var miljøgruppers yndling, for at skabe land til at dyrke afgrøder, der kunne bruges til biobrændsel. Men eksperter og miljøgrupper har ændret holdning, og producenter af brændstoffet har nu hårde tider. Dele af Amazonen bliver imidlertid stadig ryddet for at give plads til bl.a. sojabønner, der skal blive til miljøvenligt brændstof for at reducere CO2-udslippet.
Problemet er dog fortsat, at den sydamerikanske regnskov holder på en enorm mængde CO2, og når træerne ryddes, øges udslippet, og vi er tilbage ved en acceleration af den globale opvarmning.
Noget tyder på, at det er klogere at gro fødevarer og bore efter olie, eftersom alternativet er værre. Vi kunne jo også købe mindre biler, da den mængde majs det tager at producere biobrændstof til at fylde tanken på en stationcar, kan brødføde en person i 365 dage. Biobrændstof er med andre ord kun ideel, når man kan konvertere affald og restprodukter fra f.eks. skov- og landbrug til noget profitabelt.
På plussiden reducerer biobrændstof afhængigheden af olie, og mens sojabønnerne og sukkerrørene vokser, suger de CO2 til sig - dog går priserne på sojabønner op, og skovene saves ned. Alene i sidste halvdel af 2007 forsvandt 303.514 hektar regnskov i Brasilien.
Det tidligere så politisk korrekte biobrændsel får altså disse dage en kold skulder, men en tid var det som om, at videnskabsfolk og politikere havde forventet, at afgrøderne til biobrændstof blev dyrket på efterladte parkeringspladser. Det betyder dog ikke, at det ikke ville være katastrofalt at skrinlægge alternative energikilder, men vi skal stille strenge krav til biobrændsel, herunder bæredygtighed. Men at stoppe indvinding af landbrugsjord som f.eks. i Amazonen, er en stor opgave, især når efterspørgslen på afgrøder til både biobrændsel og fødevarer stiger.

Mælk og kød til 40 procent af verdens befolkning
Samtidig med at klodens befolkningstal øges, stiger velstanden i Kina og Indien, der tilsammen repræsenterer omkring 40 procent af verdens befolkning. De to befolkningsgrupper er med globaliseringen desuden mere modtagelige for alt, der kommer fra Vesten, hvilket bl.a. betyder, at de er begyndt at konsumere mere mælk og oksekød. I 1997 drak hver kineser 7,5 liter mælk om året, i 2007 forbrugte de hver 32 liter. Det anslås, at dette forbrug stiger med 15 procent om året.
Allerede i 2002 skiftede kineserne rolle fra at være eksportører af fødevarer til at være importører, og sidste år fordobledes EU’s eksport af mælkeprodukter til Kina, mens eksporten af oksekød steg med 75 procent. I Indien ses tilsvarende tal.
Og når de to enorme lande ændrer spisevaner, kan det få seriøse konsekvenser, så som højere priser på foder. Som det ses nu.

Økologiske madvarer – syndebuk eller frelser?
Når så mange mennesker sulter, mener øko-skeptikere, at det er asocialt at købe økologiske fødevarer - for man kan få 15-20 procent mere ud af jorden, hvis man dyrker den konventionelt. Dog sparer man selvfølgelig miljøet og menneskene for de kemikalier, der anvendes til førstnævnte.
Andre afviser, at økologiske fødevarer mindsker den globale produktion - tværtimod kan udbyttet i nogle af verdens fattigste lande tredobles. Forskere peger på, at produktion i udviklingslande er det vigtigste våben i bekæmpelsen af sult, og her bidrager udviklingen indenfor økologisk producerede fødevarer.
Et eksempel er afrikanske landmænd, der ikke har råd til pesticider og kunstgødning, men som kan komme længere med økologiske landbrugsmetoder. Udpinte jorde skal tilføres kunstgødning, men de økologiske metoder som tilførsel af kompost og husdyrgødning er ligeledes afgørende, så ved at kombinere det bedste af de to, mener man altså, at man kan gøre de fattige lande mindre afhængige af import.

Stop for landbrug
Og netop i Afrika er høstudbyttet og produktion af fødevarer ikke øget de sidste 40 år. I stedet importeres kylling fra EU, ris fra Kina og Thailand, majs fra USA.
Landmændene flytter i stedet til byerne, og et andet naturligt resultat heraf er, at man ikke længere eksporterer landbrugsvarer.

Lys forude?
I New York har FN’s formand, Ban Ki-moon, nedsat en arbejdsgruppe, der skal finde veje ud af fødevarekrisen, og han har bedt de udviklede lande om at komme op med 1,6 milliarder euro for i mellemtiden at brødføde verden.
I EU mener man, at vi de kommende år vil se stadig højere fødevarepriser men der er samtidig enighed om, at de nuværende himmelflugte er et overgangsfænomen.
Banco de España (den spanske nationalbank) mener, at prisstigningerne modereres i slutningen af 2008. I mellemtiden kan vi dog forvente visse prisstigninger, f.eks. på den spanske ris, der fra september kan stige med så meget som 30 procent, og det udelukkes ikke, at også vi kommer til at se restriktioner a la USA i supermarkederne, som om et besøg dér ikke allerede er skræmmende nok.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven