Af advokat José Manuel Serrato León, Legatum
Oversat af Ann-Marie Barrios Hertz

Den spanske lov om konkurs fra 2003 indeholder to normer, der regulerer omstændighederne i en konkurssag. Det kan enten dreje sig om frivillig eller tvungen konkurs. Processen går primært ud på, at samtlige af selskabets kreditorer ligestilles, hvilket betyder, at hver kreditor står bedre stillet end ved individuelle inkassosager, hvor den kreditor, der først har indgivet sit krav, først får betaling. I en sådan situation skal de andre kreditorer prise sig lykkelige, hvis de får noget overhovedet. Denne konkursproces går i retten under den latinske betegnelse ”par conditio creditorum”, som betyder beskyttelse af massekrav.

Kreditorer kan få godtgørelse på to måder:
1. Via en aftale mellem skyldner og dennes kreditorer. I denne situation indgår skyldner en frivillig aftale med kreditorerne om, hvordan fordringerne skal tilbagebetales. Aftalen bør være juridisk godkendt for at undgå uretfærdige handlinger. Desuden kan aftalen indeholde et stort antal forholdsregler som f.eks. en delvis eller hel eftergivelse af fordringen og/eller udsættelse af betalingsfristen på fordringen.
2. Via bekendtgørelse om afviklingen af konkursboet. Afviklingen af konkursboet minder om den frivillige afvikling og tages i brug, såfremt den der måtte være erklæret konkurs, enten er fuldstændig insolvent eller ikke har mulighed for at bringe selskabet på fode igen.
Begge metoder tager vare på parternes omstændigheder, og har til hensigt at bevare og beskytte skyldnerens formue, således at kreditorerne kan modtage deres tilgodehavender, ligesom der stræbes efter en fornuftig måde at afvikle fordringerne på, og således undgå, at formuen tilfalder den, der først indgiver sit krav om betaling.

Konkursbehandling
Konkursen indledes i handelsretten efter anmodning til dommeren af den person, som måtte have kompetence hertil, normalt af selve skyldneren (frivillig konkurs) eller af en kreditor (tvungen konkurs). På juridisk baggrund erklæres sagen enten godtaget eller for svag, hvis skyldner i henhold til lovens krav må betegnes som insolvent. Fra det øjeblik konkurssagen erklæres påbegyndt, dannes styrelsen af sagen (Forvaltningen og Rådet for Kreditorer), som undersøger samtlige udestående fordringer forud for konkursen, og der udarbejdes en inventarliste og regnskabsvurderinger for konkursboet.
Efter godtagelse af konkurssagen bliver formuen overgivet til konkursforvaltningen, som udvælges af dommeren, og som tager sig af formuen indtil konkurssagens afslutning. Nogle af skyldners grundlæggende rettigheder kan blive begrænset af dommeren (tavshedspligt, tvungen bopæl et bestemt sted samt adgang til denne og ransagning af samme).
Sker det, at der opstår søgsmål efter skyldners aflæggelse af forklaring, og hvor retsforfølgningerne kan have indflydelse på konkursboet, ligger afgørelsen om optagelse af disse ene og alene hos dommeren i Handelsretten. En almindelig dommer har ingen indflydelse herpå. Efter at konkurssagen er begyndt, er det ikke muligt at gøre separat indsigelse overfor gæld til optagelse i en konkurssag.

Ændring i udestående fordringer
Fordringerne kan gennemgå nødvendige tillempninger for ikke at skade situationen yderligere. Disse kan være:

• Ophævelse af renteafkast
• Forbud mod godtgørelse. I en situation hvor debitor og kreditor samtidig er kreditor og debitor, undgår man, at parterne indbyrdes køber hinandens gæld.
• Afbrydelse af forældelsesperioden. Efter aflagt forklaring ophører fristen for at indgive sagsanlæg.
• Der findes flere ændringer, men grundet deres tekniske kompleksitet, er der ikke plads til at nævne dem i denne artikel.

Konkursen har en afgørende indflydelse på udestående kontrakter eller de, der måtte være under udarbejdelse, men vil ikke i sig selv være årsag til deres ophævelse (annullering). I forbindelse med arbejdskontrakter er indflydelsen mere håndgribelig.

Afslutning af en konkurssag
Som sagt afsluttes en konkurs enten via aftale eller ved afvikling. En afvikling på baggrund af en aftale mellem parterne baseres på muligheden for, at en økonomisk aktivitet kan opretholdes, og at kreditor har en mulighed for at generhverve sit tilgodehavende, hvorimod det modsatte vil være tilfældet ved en afvikling. Ved en afvikling af formuen betales kreditorerne i forhold til tilgodehavender, når resultatet af opgørelsen er mindre end passiverne. Det skal nævnes, at der findes nogle institutioner, som er fortrinsberettigede, når fordringerne skal afvikles. Disse er Sygesikringen, Skattevæsenet samt visse arbejdskreditter, og som deres navn giver udtryk for, har de betalingspræference overfor andre.
Ifølge den spanske konkurslov fra 2003 indbefatter konkurssøgsmål ikke kun erhvervsdrivende, fysiske og juridiske personer, men ligeledes en fysisk person som ikke er erhvervsdrivende og dennes familie. Dette gør den spanske konkursret til en sand revolution.
Man skal ikke se konkurs som en ubeskreven regel, der kan beskytte kriminelles handlinger (strafbar insolvens), da den offentlige anklagers medvirken i retsprocessen er mulig, hvis der er indicier på, at skyldner eller dennes administratorer, hvis det er en juridisk person, har haft et uagtsomt eller skyldigt adfærdsmønster, som har kunnet forårsage eller forværret insolvensen.
Processen i konkurssager studeres meget i øjeblikket, idet der er et stigende antal klienter, der søger assistance i forbindelse med konkurssager. Emnet er meget teknisk og indviklet, hvor adskillige fag flyder sammen (juridiske, økonomiske og sociale), og denne artikel skal derfor kun ses som at være vejledende.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven