Af Else Byskov

Las Alpujarras er betegnelsen for det bjergområde, der ligger på sydsiden af Sierra Nevada massivet. Da der er tale om et frugtbart område med masser af naturlige vandreserver fra de mange floder, der løber ned fra bjergkædens top, har det været befolket i adskillige tusinde år. Det er dog maurerne, der har givet området navnet Las Alpujarras, og man mener, at det stammer fra det arabiske ord ”abuxarra”, som betyder turbulent og ubesejret. Områdets historie har i hvert fald været turbulent, og det med det ubesejrede kan nok komme af, at maurerne fik lov til at blive boende i området i over 150 år efter Granadas fald i 1492. Om de ligefrem var ubesejrede, skal jeg lade være usagt, men deres tilstedeværelse blev tolereret. Men efter at de tilbageblevne maurere gjorde oprør i 1568, havde de kristne fået nok, og maurerne blev smidt ud af landet. Man var dog nødt til at beholde to mauriske familier i hver by, for de var de eneste, der vidste, hvordan vandingsanlæggene fungerede. Og uden vandingsanlæg ingen afgrøder.
Det blev jo lidt halvtomt i byerne efter maurernes afmarch, så man ”importerede” folk fra især Galicien til at give et befolkningstilskud til byerne. Det er derfor, at byerne Pampaneira og Capileira samt floden Poqueira har galicisk-klingende navne. I dag kan rester af den arabiske kultur især spores i arkitekturen, der minder om den firkantede berberarkitektur i Atlasbjergene i Marokko, men også i de håndvævede gulvtæpper, der sælges i stor stil i området.

De tre byer Pampaneira, Bubión og Capileira er nok de mest kendte og også dem, der får flest turistbesøg. Det skyldes sikkert, at de ligger utroligt smukt ved Poqueira flodens stejle kløft og nok også, at de har en fremmedartet arkitektur og atmosfære. Et andet trækplaster er den rene, klare bjergluft, som er vederkvægende at indånde.
Den bedste måde at opleve de tre byer og Poquiera flodens løb på er ved at kaste sig ud i den herlige rundtur til fods, som her skal beskrives. Turen er på rundt regnet 10 km., men den indebærer en del vandren op og ned, så man skal afsætte ca. 7 timer til turen. Vores tur indbefatter også 2 interessante museumsbesøg, et kirkebesøg og en lang frokostpause, så det er ikke vandring hele tiden.

Turen starter i Pampaneira, og det er lettest at parkere sin bil på den lille parkeringsplads til højre for hovedvejen, lige efter et sving i byens øverste ende. Lidt nedenfor parkeringspladsen ser man en brun garageport og et skilt med Calle La Peseta. Det er her, man trænger ind i Pampaneira.

Man går nu lige ud, til man kommer til Calle Real og tager 2. vej på venstre hånd lige før en lille vandkumme med en bænk. Her støder man efter nogle meter på GR 7 skiltet med den røde og hvide stribe, og nu skal man bare følge denne sti mod Bubión. Stien er velafmærket, men vær opmærksom på, at når den røde og den hvide streg er sat i kryds X, så betyder det, at det ikke er den vej. Når stregerne er parallelle, er det den rigtige vej.
Vejen opad mod Bubión er ret stejl, men med flot udsigt, og heldigvis er der ikke mere end godt en kilometer, til vi ankommer til Bubión.

I Bubión går vi opad mod kirken og krydser kirkepladsen ved at dreje til venstre. I det fjerne hjørne af pladsen kommer vi til hjemstavsmuseet ”Casa Alpujarreña”, hvis hoveddør ligger oppe ad en lille trappe. Det koster 1,80 € at komme ind, og de er givet godt ud, for museet er indrettet i et gammelt Alpujarras hjem. Huset stammer fra 1500 tallet, men er blevet ombygget en del gange. I dag står huset som det så ud, da kommunen overtog det, og der er tale om et typisk interiør fra midten af 1900 tallet. Det er meget sjovt at se de gamle soveværelser, stuen og ikke mindst køkkenet med de forskellige potter og pander.

Der er også en kælder, hvor dyrene stod. Huset blev opvarmet dels fra et åbent ildsted i køkkenet og dels fra varmen fra dyrene nedenunder. I kælderen ses også det kar, hvor man med fødderne trampede druerne, så de kunne blive til vin, samt tønder til opbevaring af vinen. Man føler sig hensat til fjerne tider, når man går rundt i den fine bolig, som må have tilhørt en ret velstående familie. På væggen over et lille skrivebord hænger der en ”salvoconducto” (en passerseddel), som under Francotiden har givet bæreren tilladelse til at rejse én gang til Frankrig. Ak ja, dengang var det ikke så nemt at komme ud af landet, og et pas var der ikke noget der hed.
Ved udgangen fra museet får vi hver en lille pose lokalt indsamlet kamille til minde om besøget og vi bliver opfordret til at skrive i gæstebogen, hvilket vi selvfølgelig gør. Museet har åbent fra 11-14 og i weekender desuden fra 17-19. Der er lukket om tirsdagen.

Nu skal vi videre mod Capileira og vi tager derfor Calle Real, som efter ganske få meter går over i Calle Liso. Vi følger nu Calle Liso i retning mod Capileira og ser snart Bubions fodboldbane. Lige før fodboldbanen deler vejen sig foran Calle Hondillo nr. 15, og her skal man tage stien til højre. Det går nu lystigt lige ud, indtil stien passerer en ”barranco” eller kløft. Vi skal ned i og op af kløften, og 50 meter derefter kommer vi til et stort, hult kastanjetræ. Det er her, det bliver rigtigt sjovt, for nu skal vi til højre og kravle op ad en lille skrænt og under et hegn.

Man kommer nu op på en slags mark og følger blot en lille sti opad. Vi skal op i det øverste venstre hjørne af marken, hvor der er en slags låge lavet af et par udtjente sengebunde. Vi åbner lågen og tager nu stien mod venstre i retning af Capileira, som nu ligger ganske nær. På den måde kommer vi i fin stil ind i Capileira. Hvis man synes, det er for vildt med kløft, skrænt, hegn og sengebunde, kan man naturligvis blot vandre ad hovedvejen mellem Bubión og Capileira, men det er jo den vej, tøsedrenge tager.
Vi kommer ind i Capileira ret langt nede og følger blot stien ind i byen. Vi ser nu til vores glæde, at der også her er et museum, og det må vi straks hen og se. Museet hedder Pedro A. de Alarcón, men umiddelbart ser det lukket ud. Der står dog på døren, at man bare skal banke på, så det gør vi, og ganske rigtigt kommer der straks en dame og lukker os ind. Her koster det kun 1 € at bese herlighederne, så igen er det pengene værd. Museet er indrette i to nabohuse, der er bygget i den helt traditionelle capileirastil. Husene har et grundareal på omkring 4 x 8 meter hver og i bunden boede dyrene. Ovenpå i varmen (og lugten) fra dyrene boede menneskene så. De to huse er blevet slået sammen og for neden er der udstillet en del forskelligt værktøj fra gammel tid. Dengang var det sådan, at når man f.eks. stod og manglede en drejebænk, så bestilte man den ikke bare over Internettet, nej, man måtte selv fremstille den i sit ansigts sved. En mængde sådanne hjemmelavede værktøjer er udstillet sammen med nogle ski fra 1950érne. Ovenpå er der stue/køkken og soveværelse, men der er hverken bad eller toilet, så man kan selv tænke sig til, hvor vask og toilette foregik. Stuerne er dog meget fint indrettet med fornemme ting, og museet har da også fået meget foræret af de lokale. Museet er åbent fra 11-14 hver dag undtagen mandag. Yderligere information på 958763051.

Vi bliver lukket ud af museet for oven, og det betyder, at vi nu er i niveau med kirken, som ligger ca. 100 m. i nordvestlig retning. Kirken er bygget på det sted, hvor araberne havde deres ”mesquita” (moské) og den ældste del stammer fra 1501. Vi stikker lige snuden ind i kirken for at se, om der skulle være sket noget nyt på den katolske front, men det ser som forventet ikke ud til at være tilfældet. Vi trisser så ud igen og videre op mod Plaza del Calvario, byens centrale plads, hvor det meste af folkelivet foregår. I dag er der særligt meget af slagsen, for det er markedsdag og en masse varer er til salg fra små boder.
Vi krydser pladsen med det 100 år gamle lindetræ og tager Calle del Cubo henne for enden. Vejen går nedad mod ”Apartamentos Vista Veleta”, og her drejer vi til højre. Kort derefter drejer vi til venstre to gange og tager en vej, som er dels stenbelagt og dels belagt med beton. Den går ret stejlt nedad, og vi fortsætter indtil vi i et lille sving ser et skilt over en del af naturparken. Her begynder en sti, som de første 10 meter går parallelt med vejen, og det er denne sti, vi skal tage. Man kan kende stien ved, at der er en lille stenbro over et vandløb ca. 10 meter nede. Stien går ned mod Puente Chiscal, og det er denne bro, der skal føre os over på den anden side af Poquiera floden.

Stien ligger med en meget flot udsigt over Poquiera kløften, så vi beslutter os til at spise vores medbragte madder siddende på bjergsiden med dette skønne syn for øje. Efter frokost går det rask nedad og snart passerer vi broen over floden.

Nu kravler stien lidt opad og følger derefter flodens løb sydpå. Stien har et par udløbere, men man skal hele tiden vælge den nederste sti, sådan at man ikke kommer væk fra floden. Stien har været den eneste adgangsvej til de få cortijos, der ligger herovre på flodens vestside. Et par af dem ser stadig ud til at være beboede, så vi lister forbi uden at forstyrre. Ved en cortijo er der en helt fantastisk ”era” eller tærskeplads og fra denne side af floden er udsigten op mod Capileira, som nu troner over os, helt enestående. Og herfra kan vi også se selve majestæten ligge der i al sin sneklædte pragt: Mulhacen himself.

Det tager et par timer at vandre ad stien tilbage til Pampaneira, og på et tidspunkt deler stien sig, sådan at man kan tage vejen til venstre ned mod Puente Molino. Men det skal man ikke, for så kommer man tilbage til Bubión. Efter at stien har delt sig, kommer der et stykke med krap stigning, så det er om at have kondien i orden til denne del af turen. Efter stigningen kommer man op til en slags græsklædt mark, hvor der har ligget en ret stor cortijo. Her ved gården har man en helt enestående udsigt til alle tre byer og til Mulhacen. Her ser man også et skilt med påskriften: Sendero local ”La Atalaya”, og det er så heldigt, at det er denne sti, man skal tage for at komme tilbage til Pampaneira. Og nu går det nedad. På et tidspunkt går stien under en kolos af en klippeblok, der tårner sig op over vores hoveder, så vi beder til, at den lige bliver stående, mens vi smutter forbi.
Der, hvor vi kommer ned, er der anlagt en fin ny bro over Poquiera, så vi krydser floden igen og følger grusvejen ind til Pampaneira. I udkanten af byen støder vi igen på GR 7 markeringerne, og dem følger vi det sidste stykke vej ind i byen. Vi tager op til Pampaneiras centrale plads, hvor der altid er masser af folkeliv, og i mangel af konditorier og kager, må vi nøjes med en Cola hver. Til gengæld er der tider i ens liv, hvor en Cola smager skønt, og en af dem er, når man har vandret mellem Pampaneira, Bubión og Capileira.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven