La Danesa - dansk magasin på Costa del Sol - 10.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Det ligger os på sinde: Den politiske stafet på vej til OL i Beijing
Af Jette Christiansen

Beijing 2008 er de mest politisk ladede Olympiske Lege, siden de i 1936 blev afholdt i Berlin, og det er en uundgåelig pærevælling af politik og sport.
EU-parlamentet har nu, hvor sportsfolkene allerede er på vej til Beijing, opfordret de europæiske statsoverhoveder til at boykotte åbningsceremonien. Men er det dobbeltmoralsk, når vi stadig gerne vil købe fra og især sælge til verdens største nation? Støtter man en spæd udvikling af demokrati ved sportslig og kulturel udveksling eller støtter man diktaturet?
Det gav desuden de spanske myndigheder nervøse trækninger, da viceformanden for den Internationale Olympiske Komité i april i Beijing sammenlignede Tibet med Baskerlandet, og regeringen har endnu ikke bestilt Kong Juan Carlos’ billet til åbningsceremonien.

Der er årsager nok til at boykotte OL i Beijing, hvis man mener, at det er den korrekte vej fremad. Det drejer sig først og fremmest om kinesernes manglende menneskerettigheder, heriblandt ytrings- og religionsfrihed, om undertrykkelsen af Tibet, om det problematiske forhold til Taiwan og om de kinesiske myndigheders samarbejde og handel med regimet i Sudan.
I protest mod de kinesiske sikkerhedsstyrkers hårdhændede tackling af protesterende tibetanske munke, bl.a. i slutningen af marts, da 99 munke blev dræbt (de kinesiske myndigheder siger 13) og 570 blev anholdt, har Europa Parlamentet opfordret til en boykot af åbningsceremonien i august. Denne opfordring vil dog blive tilbagetrukket, hvis de kinesiske myndigheder starter en dialog med Dalai Lama. Den 10. april stemte 580 europaparlamentarikere for at opfordre til boykot, kun 24 stemte imod, mens 45 undlod at stemme. EU bad desuden FN se nærmere på hændelserne i Tibet. Kina har sagt nej til et besøg af menneskerettighedskommissæren.

Afbud til åbningsceremonien
I Spanien er spørgsmålet nu, om kong Juan Carlos eller andre medlemmer af kongefamilien bør deltage i ceremonien eller se det på TV hjemme på Zarzuela. Beslutningen er måske taget, men endnu ikke offentliggjort, dog oplyser regeringskilder, at det er for tidligt at træffe en endelig afgørelse. Kongehuset gør det, regeringen beslutter, men udenrigsminister Miguel Ángel Moratinos har foreløbig sendt blandede signaler.
FN’s generalsekretær kommer ikke. Ban Ki-Moon har ladet en talsmand udtale, at han ikke kan deltage, fordi ”han har andre aftaler.” Nicolas Zarkozy, der præsiderer over EU, mens legene afholdes, har sendt afbud, og det samme har Gordon Brown - med den yderste diplomati, eftersom han frygter repressalier, når OL i 2012 kommer til London. I USA har præsidentkandidater på begge fronter opfordret George W. Bush til ikke at rejse til Beijing - selv har han endnu ikke mumlet noget om sagen.
Flere atleter har dog mumlet ordet boykot, men ved nærværende magasins deadline, havde ingen sagt det højt.

Censur, dødsstraf og andet ilde
Atleternes ret til at udtrykke sig frit under legene giver også anledning til bekymring. Formanden for den Olympiske Komite, belgiske Jacques Rogge, har forsikret, at sportsfolkene frit kan udtale sig, men kun når punkt 5 i det olympiske regelsæt accepteres. Dette punkt siger, at det er forbudt at anvende olympiske sportsfaciliteter til politisk propaganda. Svært at sige, at det ikke er netop, hvad værtslandet gør. Samme Rogge har desforuden sagt, at han ikke kan sige, hvilke ”sanktioner”, atleterne kan forvente, hvis reglen ikke overholdes. Man frygter, at nogle sportsfolk vil benytte lejligheden til at protestere.
Derudover er de europæiske og andre demokratiske lande bekymrede over, at de kinesiske myndigheder censurerer både presse, lokale og internationale hjemmesider, ligesom kinesernes adgang til internettet er begrænset. EU forlanger ydermere, at Kina giver moratorium i dødsstraffen, der tildeles efter nogle gange kun 20 minutters retssag.
Kina beskyldes desuden for at udvælge landets egne atleter efter disses politiske tilhørsforhold.

Religion og terrorisme
Det kommunistiske regime mener som tilbage i Formand Maos dage, at religion er en trussel mod styret, og det er stadig risikofyldt at dyrke religion, om det er buddhisme, kristendom eller islam. Eller Falun Gong for den sags skyld, som tusinder af mennesker er blevet anholdt for at dyrke.
Myndigheder anholdt også i april 35 personer og beslaglagde sprængstof og detonatorer, der formodes at tilhøre en islamisk terrorgruppe i Urumqui, hovedstad i den muslimskdominerede provins Xinjiang. Myndighederne har meddelt, at gruppen havde planer om at kapre et fly og sprænge en bus i luften under legene, men selvom Kina har været udsat for terrorangreb, har de hårdhændede, præventive metoder forhindret en større bølge af terror.
Kritikere mener dog, at kineserne bruger terrortruslen som lynafleder for andre interne problemer.

Problemet Taiwan
Det anslås, at 1000 kortdistanceraketter er placeret på den kinesiske side af Taiwan-strædet, 160 km fra øen, for at minde taiwanerne om moderlandets evige opmærksomhed. USA holder vagt og har foreløbig kunnet forhindre, at Kina ganske enkelt invaderede øen.
De to lande, eller fastlandet og øen om man vil, blev delt ved kommunisternes magtovertagelse i 1949, da mange ikke-kommunister flygtede til øen. Kina anser dog stadig Taiwan som værende en del af moderlandet, mens Taiwan ser sig selv som et selvstændigt land. Med Kina som fast medlem af FN’s sikkerhedsråd, har verdensorganisationen ikke godkendt Taiwans uafhængighed.
Det første møde mellem de to parter i 59 år, fandt sted i april i år, da Kinas præsident, Hu Jintao, mødtes med Taiwans nyvalgte regering, repræsenteret ved vicepræsident Vicent Siew.
Ping-pong-mødet anses som en test på, hvorvidt de to parter er i stand til at tale sammen og skyldtes ikke kun, at Kina ønsker at vise sig fra sin bedste side op til OL, men også at øens nye præsident, Ma Ying-jeou, er Kina-venlig og gerne ser en genforening med moderlandet. Han har opbakning fra 72 procent af vælgerne. Det betyder dog ikke, at 72 procent af dem ønsker genforening, faktisk støtter kun to procent af Taiwans indbyggere et sådant skridt. Men Taiwans økonomi er i recession, og man anser samhandel med Kina som en vej ud af krisen, og mange frygter, at landet isoleres fra de andre asiatiske lande, fordi de er bange for at lave aftaler med Taiwan, i fald det skulle fornærme kineserne, der lige nu oplever en så hurtigt voksende økonomi.
Ma har officielt fordømt Kinas håndtering af den seneste krise i Tibet, men har udtalt, at man ikke kan drage en analogi mellem Tibet og Taiwan.
Sidste års vækst lød dog på 5,7 procent og landet har en arbejdsløshed på 3,9 procent. Der er 23 millioner indbyggere i Taiwan, hvis befolkning også består af polynesiere, der var der før kineserne, samt andre minoritetsgrupper. Landet regeres på demokratisk vis, og medierne er blandt de mest frie i verden. Der er ingen direkte flyforbindelser mellem de to lande.
Mens forholdet til Taiwan er tøet en smule op, tillades almindelige turister ikke indrejse i Tibet, der er den mest ømme tå.

Smertebarnet Tibet
EU-parlamentet byder Dalai Lamas pacifistiske protest og hans ønske om autonomi frem for egentlig selvstændighed velkommen. Tibets religiøse overhoved har oven i købet udtalt, at det kinesiske folk fortjener, at OL bliver afholdt i Kina, skriver det spanske dagblad Público, og som den olympiske fakkel er faret verden rundt, har han opfordret til ikke-voldelige manifestationer. “Hvis volden kommer ud af kontrol, er min eneste mulighed at gå af,” sagde Dalai Lama efter urolighederne.
Som bekendt lyttede ikke alle til ham, og demonstrationer i forbindelse med den olympiske ilds jordomrejse, resulterede i førnævnte drab og anholdelser. De 1,3 milliarder kinesere lyttede heller ikke, men de har slet ikke hørt om urolighederne, eftersom de af de kinesiske myndigheder forskånes for den slags ubehagelige nyheder.
Hu Jintao mener, at konflikten med tibetanernes leder er ikke etnisk, men et spørgsmål om national enhed eller en opløsning af fædrelandet.
Dalai Lama har siden 1959, da kinesiske styrker invaderede området, levet i eksil i Indien.

Sudan og masseudryddelse
Kinas tætte forhold til den sudanesiske regering kritiseres på grund af masseudryddelserne i regionen Dafour. Kineserne vender, til gengæld for lukrative energiinvesteringer og olieleverancer, det blinde øje til det muslimske, regeringsstøttede militærs etniske udrensning af den ikke-arabiske befolkning. Det har foreløbig medvirket til mindst 200.000 døde.
Det var hovedårsagen til, at Steven Spielberg ændrede mening og alligevel takkede nej til at være legenes iscenesætter, og endnu en årsag til, at mange benytter olympiaden som sæbekasse til at gøre opmærksom på de mange problemer, det kommunistiske styre er roden til.

I bakspejlet
På spørgsmålet om, hvorvidt det var en klog beslutning at tildele Kina OL-værtskabet, siger Rogge til International Herald Tribune: ”Jeg har sagt, at det er nemt at kritisere den beslutning nu. Det er let at sige, at det ikke var en klog og sund beslutning.” Belgieren insisterer dog på, at det trods alt var en klog beslutning at bringe OL til et land, der huser en femtedel af verdens befolkning.
Da Beijing lagde billet ind på at få legene tildelt, understregede kinesiske embedsmænd, at disse ville hjælpe landet til at fremskynde sociale ændringer, inklusiv menneskerettigheder.

Et skridt frem og...
Er der så sket fremskridt, siden Kina for syv år siden fik tildelt OL 2008? Ja og nej. Der er sket forandringer til gavn for befolkningen, og den økonomiske politik, som specielt Deng Xiaoping stod bag, er en succes, og den økonomiske vækst tromler af sted.
En lovændring indført i 2007 giver desuden udenlandske journalister større rejse- og udtryksfrihed, men loven er endnu ikke fuldt implementeret. Ellers er ændringerne svære at få øje på, og i 2007 fængsledes det største antal politiske fanger i otte år, hvilket kan skyldes, at regeringen vil have gjort hovedrengøring inden OL. Hvor mange, der sidder fængslet på grund af modstand mod diktaturet, ved ingen.
Men en boykot af legene, vil få den kinesiske regering til helt at stoppe med at lytte til de aktivister og politikere, der presser på for at få indført ændringer, og i stedet skubbe den i modsat retning.

Flag og utopi
En OL-delegation var i april i Beijing, hvor viceformanden for Den Olympiske Komité, Hein Verbruggen, noget uheldigt sammenlignede tibetanernes situation med baskernes. ”Vi har set mange tilfælde, hvor en atlet har båret mere end et flag,” citerer El Mundo formanden for komiteen, som nævnte det hypotetiske eksempel på en spansk sportsperson, som både kunne bære et spansk og et baskisk flag. ”Det er helt legalt,” sagde Rogge. Betyder det et ja til det baskiske flag, men et nej til det tibetanske, undrer El Mundo.
Med i Beijing var også Madrids borgmester Alberto Ruiz-Gallardón, som udover at lobby for Spaniens værtskab for OL 2016 og komitéens interesser, ifølge El Mundo sagde, at politik har sin sfære, men den må ikke invadere sportens. Når det drejer sig om Beijing 2008, er det vist et ambitiøst mål, Sr. Ruiz-Gallardón. 
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

OL Beijing 2008:
• De 29. Olympiske Lege afholdes fra den 8. til den 24. august.
• Kina har investeret i alt 36 milliarder dollars i legene (20 gange mere end Atlanta 1996).
• Legenes slogan er ”One World, One Dream” (Én verden, én drøm).
• Atleter fra hele verden deltager i 28 store og 302 mindre konkurrencer fordelt på 37 stadions, heraf er de 19 nybyggede.
• Den olympiske by kan huse 17.000 atleter, trænere mm.
• 120 hoteller er blevet opført, renoveret eller udbygget.
• 500.000 udlændinge og 1 million kinesere forventes at overvære legene.
• Læs mere på den officielle hjemmeside (engelsk): www.beijing2008.cn.
• Og på komitéens hjemmeside: www.olympic.org.

Spanske atleter til Beijing
Spanien forventer at sende 60 sportsfolk til Beijing, hvilket gør landet til et af de 5./6. mest talstærke lande.

Handel mellem EU og Kina
EU importerede i 2006 (seneste offentliggjorte tal) kinesiske varer for 191 milliarder euro, en fremgang på 21 procent i forhold til året før. EU eksporterede samme år derimod kun varer for 63 milliarder euro til Kina.
Også i USA er der underskud på den kinesiske konto. Landet importerer for omkring 150 milliarder dollar mere end det eksporterer.
Det ligger os på sinde: Den politiske stafet på vej til OL i Beijing
Tema & Debat | Maj 2008
Abonner på nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



COMUNICA


Villa i Spanien







Landsbanki



Saxo



SAS




















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Hoteller

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Que Pasa? | Redaktionen | Rubrikannoncer