La Danesa - dansk magasin på Costa del Sol - 10.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Hvilken gruppe tilhører du?
Af Michael Jepsen

Redan har delt danskerne ind i tre grupper:
Gruppe 1: Pensionister der allerede bor i Spanien.
Gruppe 2: De, der bor i Spanien, men er for unge til at få pension udbetalt.
Gruppe 3: De, der engang i fremtiden vil nyde deres otium i Spanien.

Redan arbejder for at bevare dobbeltbeskatningsaftalen af hensyn til gruppe 2 og gruppe 3
”Hvis det lykkes, redder vi gruppe 2 g 3”, konstaterer Redans formand Bent Krone.
Foreningen forventer, at gruppe 1 er i sikkerhed og ikke vil blive påvirket af en eventuel lovændring. Alligvel advarer Bent Krone folk i gruppe 1 mod at juble for tidligt:
”Det vil være svært for politikerne at tage rettighederne fra gruppe 1. Men vi ikke skal vide os sikre. Slaget er ikke vundet endnu. Der er mange kroge, vi ikke kender resultatet på. Politik er det mest rådne erhverv, der findes, og i de sidste trætte timer ud på forhandlingsnatten begynder man at lave studehandler. Derfor er det ikke til at vide, hvilket misfoster, der kommer ud af et kompromis. For et kompromis er, hvad vi forventer bliver resultatet af forhandlingerne mellem den danske og den spanske regering.”

Venter på øksehugget
En kvinde fra Torrevieja fortalte på informationsmødet med Redan om sin situation. Hun er resident og har en ratepension til udbetaling pr. 1. marts 2008, hvor hun blev 60. Hendes bank har imidlertid anbefalet hende at vente med at sætte sin pension igang og i stedet se tiden an.
Det råd udløser hovedrysten fra Redans formand Bent Krone.
”Det er helt galt. Hvis hun sætter pensionen i gang med det samme, så har hun gode chancer for at nå det. At følge bankens råd er derimod blot at vente på øksehugget”, siger Bent Krone.
Han har dog et bud på, hvorfor en bank giver en - efter hans mening - så dårlig rådgivning:
”En bank er forsigtig, fordi den helst ikke skal gøres ansvarlig for noget. Derfor vælger banken at helgardere ved at sige, at hun skal vente”, siger Bent Krone, der dog ikke mener, der er noget som helst at helgardere sig mod.
”Selv hvis hun er så fantastisk heldig at lande på benene ved at vente, så vil hun ikke være dårligere stillet ved at følge vores råd. Og det bedste råd vi kan give til folk er, at de skal sætte deres pensioner i gang hurtigst muligt”, siger Bent Krone.

Usikkerhed om dato
Formanden bakkes op af Martin Davidsen, der ikke tror på, at den danske regering kan holde fast i 31. januar 2008 som skæringsdato. Inden da skal pensionen være aktiveret for at undgå at blive ramt af det nye lovforslag L13, men Redan forudser, at den langsommelige proces vil tvinge Danmark til at flytte skæringsdatoen. Måske til 1. januar 2009:
”Den nuværende aftale mellem Danmark og Spanien udløber 1. januar 2009, forudsat at Danmark opsiger aftalen senest 30. juni i år. En ny aftale skal ratificeres, før den træder i kraft. Der er meget stor sandsynlighed for nye datoer, og jeg råder alle, der overvejer at flytte til Spanien, til at gøre det hurtigst muligt og til at sætte deres pensionsordninger i gang”, siger Martin Davidsen. 
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Lovforslag L13
Den danske stat vil fjerne dobbeltbeskatningsaftalen med Spanien. Sker det, vil danske pensionister i Spanien typisk få en tredjedel mindre af deres danske pension udbetalt.

REDAN
Dansk forening der kæmper for at bevare dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Spanien. Over 220 husstande på Costa del Sol er medlemmer. Læs mere på www.redan.es

Den svenske model
Selv om formanden for Redan, Bent Krone, er skuffet over Danmarks position, så ønsker han sig ikke svenske tilstande:
”Sverige gør det helt klodset. Først skal svenskerne betale skat af deres pension i Spanien, så skal de betale skat i Sverige, og derefter får de så refunderet den spanske skat. Så kluntet et system kan kun embedsmænd finde ud af”, sukker Bent Krone.

Den norske model
I Norge var der i 2007 et forslag om helt at opsige dobbeltbeskatningsaftalen mellem Norge og Spanien, men forslaget blev forkastet. Man bliver beskattet i Norge de første tre år efter udflytning. Derefter bliver man beskattet i bopælslandet. Det gælder også for tjenestemandspensioner, alderspension og uføre trygd (førtidspension). 
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Regnestykket går op
Formanden for Redan, Bent Krone, er træt af at høre danske politikere og medier fortælle om, hvor mange penge danske pensionister i Spanien sparer i skat.
”Det er en ensidig debat. En neutral forskergruppe på Handelshøjskolen i Århus har lavet en cost-benefit analyse, hvor de også har indberegnet, at danske pensionister i udlandet ikke belaster det danske system med ventelister og hospitalsophold. Forskergruppen konkluderede, at regnskabet faktisk balancerer, og det er nok kommet bag på nogle politikere”, siger Bent Krone.
Han erkender dog, at det er fedt at være dansk pensionist i Spanien.
”Et ægtepar uden formue i Danmark kan tilsamen modtage 208.000 kroner i social pension og ATP om året, og det kommer man langt med i Spanien. I Spanien er skatten 20%, i Danmark ville den være ca. 35%.” 
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Afviser politikernes frygt for masseudvandring
Et af de danske politikeres argumenter for at ville stoppe de gode vilkår for danske pensionister i Spanien er, at politikerne frygter, at mange flere danskere vil flytte til Spanien. Det argument holder imidlertid ikke, mener Redans formand Bent Krone.
”Jeg har været formand for den danske forening i Fuengirola, og jeg kender rigtig mange danskere her i Spanien, men jeg har aldrig mødt én, der var flyttet herned på grund af skattespørgsmål. Danskerne kommer først og fremmest på grund af solen og deres helbred. Skatten er en gevinst på sidelinjen, men det er ikke hovedargumentet for at flytte til Spanien”, hævder Bent Krone.
Han mener desuden, at det at flytte til Spanien er så stor en beslutning, at mange danske pensionister aldrig vil overveje det - skattefordele eller ej.
”Da min søster besøgte mig for nylig sagde hun, at hun godt kunne se, vi havde det dejligt her i Spanien, men at det ikke var noget for hende. Hun er en forsigtig pige, der bor i Munkebo og for hende er det uoverskueligt, hvis hun skulle flytte til Kerteminde. Det er en relativ stor beslutning at flytte til et andet land, hvor meget er anderledes, og du ikke kan sproget.” 

Læs også artiklen "Danskere kæmper mod dansk skat på pension"
Hvilken gruppe tilhører du?
Tema & Debat | Maj 2008
Abonner på nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



COMUNICA


Villa i Spanien







Landsbanki



Saxo



SAS




















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Hoteller

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Que Pasa? | Redaktionen | Rubrikannoncer