Ønsker du at støtte Cudeca, så ring på 952 564 910

Af Jette Christiansen

”Cudeca var en uvurderlig hjælp, da min mor var syg. Vi vidste, at hun var i så gode hænder som overhovedet muligt. Ellers ville det have været en helt uoverskuelig situation,” fortæller Martin Norrbom. Hans mor, Nina Norrbom, der i snart halvandet år havde lidt af cancer, døde i april på Cudeca, kun 68 år gammel. På Cudecas hospice fandt både hun og de pårørende den hjælp, som ellers er svær at finde, når diagnosen uhelbredelig cancer er stillet.
”Min mor havde i begyndelsen af 2007 beklaget sig over, at hun havde ondt i maven. Hun tog til det lokale lægehus, hvor lægen sagde, at det sikkert var mavekatar og ikke noget at bekymre sig om. Hun blev skrevet op til en endoskopi, som skulle foretages nogle måneder senere. Bedst som hun var ved at forberede en tur til Mexico, blev smerterne voldsommere og hyppigere, og hun blev kørt til Hospital Costa del Sol. Her fik hun foretaget en endoskopi samme aften. De arbejder hele tiden på det hospital,” fortæller Martin, som fortsætter: ”Lægerne fandt en knude i tyktarmen, det var bekymrende, men de beroligede os med, at den sikkert kunne fjernes. Hun blev indlagt og gennemgik yderligere undersøgelser, der desværre viste, at canceren havde spredt sig.”

Ind og ud af hospitalet
Herefter fulgte en tid, hvor Nina var indlagt flere gange. Det betød, at familien hver gang måtte igennem skadestuen. ”Der er ikke åben indlæggelse her, så hver gang måtte vi på skadestuen, hvor også dem, som måske har brækket en lillefinger, venter, og ventetiden kan være så meget som seks-otte timer. Hvis det er meget alvorligt, kan man komme foran i køen, men normalt kunne hun bare sidde der og lide, og vi andre se på,” beretter Martin, som dog understreger, at han har stor respekt for det spanske sygehusvæsen, og at han er sikker på, at situationen generelt ikke ville havde været nemmere at tackle, hvis familien havde befundet sig i Danmark.
”Når det så vel blev vores tur, skulle vi de fleste gange konsultere en ny læge, og en som ikke var kræftspecialist, men hvis arbejde det er at ekspedere patienterne videre i systemet, og jeg måtte forklare sygdomsforløbet hver gang. De havde naturligvis min mors journal, men de havde ikke altid tid til at læse det hele igennem,” siger Martin, der er det eneste af Ninas tre børn, der bor i Spanien. Hun selv flyttede herned for godt tre år siden.
”Canceren havde spredt sig til leveren, som havde metastaser, og også til området omkring lungerne. Derfor besluttede lægerne ikke at operere. I mellemtiden fik hun dog en tarm-bypass, men den ødelagde kræftknuden, og de opererede derfor en kolostomi på hende. Det var en hård tid, også fordi stomiposerne ikke passede, men en god veninde tog udstyr med fra Danmark, og det fungerede bedre. Hun fik desuden kemoterapi, men blot palliative behandlinger. Det responderede hun dog meget negativt på. De skiftede til en anden type kemo, men det var ikke bedre. De besluttede derfor at indstille behandlingerne for at give hende en bedre, sidste tid,” beretter Martin.

Få valg tilbage
Kræften var diagnosticeret uhelbredelig. Nina var opgivet af lægerne, og dermed overladt til sig selv. Tilbage var kun hasteindlæggelser og cancerforeningen AEEC, der desværre ikke har nogle faciliteter. Men så kom familien i kontakt med Cudeca.
”Vi fik først besøg af et lægehold, som skulle vurdere min mors tilstand. De er jo nødt til at bedømme de enkelte situationer nøje, eftersom de har lange ventelister. Min mor blev derefter indlagt, og noget af det første Cudecas lægehold gjorde, var at lave hendes medicinplan helt om. Hun havde f.eks. et morfinplaster, hvilket gav voldsomme bivirkninger, men det fjernede lægerne på Cudeca og gav hende en anden form for morfin, som hun tålte langt bedre. De ringede desuden til mig hver dag, og holdt mig opdateret om forløbet. De havde helt tjek på det, og mens hendes tilstand forværredes, vidste både hun og vi, at der altid var hjælp at få,” siger Martin.
Hans mor var indlagt i tre omgange. Udover den lægelige behandling og den menneskelige omsorg var hun også glad for at kunne benytte dagcentret, hvor hun kunne tale med andre patienter, og desuden få massage samt få ordet hår og negle. ”Min mor var meget forfængelig, det var til det sidste vigtigt for hende, at hun altid så ordentlig ud. Det synes jeg, var flot. Men også dette menneskelige aspekt blev løst med værdighed på Cudeca,” fortsætter han. ”Hun havde også mange dejlige dage indimellem. Når hun havde en god dag, hentede jeg hende, så hun kunne komme med hjem og spise frokost med vores børn. Hun var i øvrigt utrolig stærk i hele forløbet. Hun gjorde alt for ikke at bekymre os her eller mine søskende i Danmark.”
Martin er lutter superlativer, når han taler om Cudeca. ”Medarbejdere såvel som de frivillige hjælpere er dejlige mennesker, de er rare og betænksomme både overfor patienten og de pårørende. Jeg håber inderligt, at hospicet kommer ud af de økonomiske problemer, det desværre befinder sig i lige nu, så andre, der kommer i samme situation som os, kan finde den samme hjælp. Vi ville have været helt magtesløse uden,” slutter Martin. 

Læs også artiklen "Cudeca truet af lukning".

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven