![]() | |
Den spanske debat om abort har været på vågeblus lige indtil DR programmet Magasinet Søndag i efteråret 2006 kunne vise, hvordan en højgravid kvinde blev tilbudt en abort på en klinik i Barcelona. Dette blev startskuddet til en heftig polemik, både i og uden for Spanien, og afstedkom, hvad de private klinikker oplevede som en ”heksejagt” på deres læger. I januar i år følte klinikkerne sig så chikanerede, at de strejkede i fem dage, hvilket satte mere end 2000 kvinder i venteposition. Under Franco var abort ikke lovligt i Spanien, men i 1985 blev loven ændret, således at den i dag tillader abort, hvis en af tre følgende betingelser er opfyldt: Ved voldtægt kan man få abort indtil 12. uge. Ved risiko for fysiske og psykiske handicaps hos barnet kan man få abort indtil 24. uge. Ved risiko for kvindens fysiske eller psykiske helbred er der ingen øvre tidsgrænse for, hvornår man kan få abort. Læger, der gennemfører ulovlige indgreb, kan straffes med op til tre års fængsel, mens den aborterende kvinde risikerer op til et års fængsel. Abort er gratis i offentligt regi, men 97 pct. af alle indgreb foretages på private klinikker, hvor det koster omkring 400 euro. Der blev i 2006 udført 101.592 aborter i Spanien, heraf 97 pct. med henvisning til risiko for kvindens helbred. 88 pct. af indgrebene blev foretaget inden 12. uge, som er grænsen for fri abort i en række EU-lande, heriblandt Danmark. Med udgangspunkt i den aktuelle debat, har vi spurgt en række tilfældige spaniere om, hvad deres holdning er til emnet.
Antonia Roldán, 57 år, sælger
Jeg kender udmærket abortloven i Spanien, og jeg synes, det er forkert, at det kun er lovligt med abort i de tre tilfælde, som loven foreskriver. Jeg synes helt klart, abortloven skal ændres. Abort er absolut ikke en forbrydelse. Kvinden har ret til at bestemme over sin egen krop. Og som det er i dag, er der mange, der ikke kan få en abort, fordi de ikke har råd til at betale de private klinikker.
Jeg synes aborten skal være fri for alle, udføres på offentlige hospitaler og betales af myndighederne. Jeg ved ikke engang, om jeg synes, der skal være en øvre grænse for hvor sent i graviditeten, man skal kunne udføre aborten. Det skal i hvert fald være muligt op til femte måned.
I Spanien er der desværre stadig mange, der lever efter meget konservative ideer. Mange er religiøse og lytter efter, hvad kirken prædiker. Den katolske kirke samarbejder med de højreorienterede organisationer og partier, og de har tydeligvis stadig stor indflydelse. Både på den almindelige borger, og på hvilken politik eller love der kan gennemføres. I forhold til det de agiterer for, er jeg nok meget liberal.
Manuela Rodríguez, 66 år, hjemmegående
Jeg synes, abort er en forbrydelse. Uanset om det er to dage eller tre uger gammelt, så er et foster et menneske, der gror inden i én, og det menneske har ret til at leve. Der er mange par, der gerne vil adoptere, og jeg synes, at hvis man bliver gravid og ikke ønsker barnet, så må man føde det og derefter bortadoptere det. Det er måske hårdt, men det er det eneste rigtige, som jeg ser det. Det er heller ikke i orden at abortere, selvom kvinden er blevet voldtaget. Barnet er der jo alligevel, og det har krav på at leve. Jeg tror desuden, det er bedre for kvinden selv, at hun får barnet, end at hun bortadopterer det. Abort kan kun retfærdiggøres i de tilfælde, hvor sygdom gør det nødvendigt at abortere. Som det er i dag Spanien, tror jeg ikke, at man kun udfører abort i de tre tilfælde, som loven foreskriver. Hvis loven skulle laves om, skulle den være mere striks, og håndhæves bedre. Jeg er absolut imod fri abort, som der er i mange europæiske lande, hvor man altid kan få en abort bare barnet ikke er mere end tre måneder.
Greika Cristina Nuñez, 16 år, studerende
Jeg synes ikke abort er en forbrydelse. Jeg kender ikke den spanske abortlov specielt godt, men jeg mener, at det skal være muligt for alle kvinder at få en abort. Også hvis der ikke er anden grund, end at kvinden ikke ønsker at få barnet. Hvis der ikke er kærlighed blandt forældrene, hvorfor så få et barn? Et uønsket barn ender med at skabe lidelse, både for barnet og dets forældre. Derfor synes jeg, at den spanske abortlov skal laves om, så der bliver fri abort. Men det skal ikke være sådan, at man kan få en abort uanset, hvor langt henne man er. Der skal være en øvre tidsgrænse. Hvis kvinden er otte måneder henne, synes jeg ikke det er ok. Så er det et lille menneske, man slår ihjel. Men hvis aborten for eksempel er inden for de første tre måneder er det i orden.
Carlos de Benito, 27 år, arbejdsløs
Jeg er katolik, så jeg går ikke ind for abort. Et barn er ikke noget, man bare kan bytte eller afskaffe som en bil. Det er et menneske, som man fratager retten til at leve. Jeg kender godt den spanske abortlov, og dens tre situationer, hvor abort er tilladt, men jeg tror næppe, den altid overholdes. Der er altid brodne kar, der ikke holder sig til procedurerne, og som udfører aborter uanset omstændighederne - for eksempel en læge i Barcelona, der tilbød højgravide kvinder abort.
Jeg synes, der burde være mere strikse regler omkring evalueringen af kvinderne fra psykiatere, så man ved, om loven rent faktisk håndhæves. Fortalere for abort fremhæver ofte argumentet, at det er kvindens ret at bestemme over sin egen krop. Det synes jeg ikke er retfærdigt for der skal to til at lave et barn og manden må også have noget at sige. Om barnet skal fødes eller ej, er det ikke kun hendes beslutning. Jeg synes bestemt ikke, den spanske abortlov skal ændres, så vi får fri abort i Spanien. I stedet skal man sørge for at oplyse børn og unge om prævention. Der er mange måder, man kan undgå at blive gravid på, og folk bør benytte sig af disse muligheder.
José Miguel Ríos, 35 år, ejendomsmægler
Jeg er imod fri abort, for jeg synes abort er en forbrydelse. Hvis jeg var læge, ville jeg ikke foretage indgrebet. Selvfølgelig kan en kvinde gøre, hvad hun vil, uanset hvad jeg mener; og som det er i dag, tror jeg ikke at laves loven om. For eksempel var der en læge i Barcelona der tilbød en højgravid kvinde abort. Det er virkelig hårrejsende. Men generelt mener jeg, at hvis en kvinde bliver gravid, og ikke vil have barnet – måske fordi hun ikke har råd til det, eller simpelthen bare ikke ønsker det - så må hun føde det og bortadoptere. Vi skal ikke have fri abort, som de har i de fleste andre lande i Europa. Vi er lidt mere konservative her i Spanien på grund af, at vi har haft fyrre år med diktatur. Vi er ikke så moderne endnu, hvilket smitter af på holdningen til temaer som abort. I stedet for at liberalisere abortloven synes jeg, at man bør oplyse mere om prævention. Det er ikke svært at undgå at blive gravid, og ofte er det skødesløshed og uansvarlighed, der er årsag til en uønsket graviditet. Man kan jo også tage en fortrydelsespille - det synes jeg er i orden. Selvfølgelig kan der være tilfælde, hvor morens eller barnets liv eller helbred sættes på spil, og så kan abort være nødvendig. Men kun som en nødløsning.
José Luis Veigas, 40 år, køkkenansat
Jeg mener ikke, at abort er en forbrydelse, men jeg synes heller ikke, aborten skal være fuldstændig fri. Man skal ikke kunne få abort, hvis man for eksempel er otte måneder henne, som nogle læger jo gerne vil gå med til. Når en kvinde er så langt henne, er det et lille menneske, hun bærer rundt på, og så er det at slå et barn ihjel. Jeg synes dog, at alle skal have adgang til abort. De fleste aborter udføres i dag på private klinikker, og det er forkert. Det skal udføres på de offentlige hospitaler så alle kan få det. Det skal ikke være økonomiske årsager, der gør, at nogle kvinder ikke kan få en abort. Loven skal laves om, da der alligevel er mange tilfælde, hvor den ikke overholdes. Det burde være som i de andre europæiske lande, hvor der er fri abort indtil 12. uge.
Voxpop [latin, vox: stemme, pop: -folke]
Tema & Debat | Maj 2008
Tema & Debat | Maj 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























