La Danesa - dansk magasin på Costa del Sol - 10.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Har du en sød tand?
Af fysioterapeut og akupunktør Betiina Larsen

Sukker - hvor uskyldigt det end måtte se ud, er og bliver det en af de store skurke, når det gælder dit velvære og din vægt. At sukker leverer kalorier, kunne i og for sig være lige meget, hvis det samtidig mættede og gav os vitaminer, mineraler, holdbar energi og andet godt for kroppen, men det gør det som bekendt ikke. Sukker har tværtimod en meget dårlig mæthedsværdi, da det er et særdeles letfordøjeligt næringsstof, som opholder sig meget kort tid i maven og intet fylder.
Derfor, hvis du hører til en af dem, der lige skal have et par lakridser om formiddagen, et stykke kage til kaffen og måske også et eller andet om aftenen, så burde du stoppe. Slik, kager og andre søde sager er det værste, du kan byde din krop, hvis du vil have det godt og samtidig vil holde vægten. At være afhængig af sukker er en kompliceret cocktail af hormoner, følelser og blodsukker, og for rigtig mange er det lettere at bestemme sig for at skære ned på sukkeret end rent faktisk at få det gjort. Mange hænger fast i en sukkerafhængighed, der gør det næsten umuligt at holde fingrene fra sukkerskålen. Smagsløgene bliver hurtigt vænnet til den søde smag og kroppen bliver afhængig af den hurtige, og somme tider næsten livreddende energi, som sukkeret giver.

To sider af afhængigheden
Rigtig mange mennesker har en svaghed for søde sager, og det er derfor vanskeligt at skelne mellem dem, som bare har en sød tand og så dem, der er afhængige af det daglige sukkerfix.
Nogle er ligefrem sukkerjunkies og de har ofte store skjulte sliklagre og chokoladebarrer gemt i huset. Spiser søde sager i smug og skjuler slikpapiret i affaldsspanden for at dække over, hvor meget de egentlig har spist. De kan vågne midt om natten, fordi de trænger til sukker - og så der er mennesker, som kun kan føle glæde og trøst, når de får sukker. Afhængigheden har både en fysisk og en mental side. Nogle får ligefrem abstinenser, hvis man tager sukkeret fra dem, og de reagerer fysisk på det med hovedpine, ekstrem træthed, udslæt, anderledes fordøjelse, aggressivitet mm.

Hygge, samvær, trøst og kærlighed
Der findes masser af rigtig gode grunde til at guffe søde sager. Lækkersult, trøst eller lyst til at hygge og selvforkælelse. Sukkerafhængighed har både en mental, social og kulturel side. Vi forbinder simpelthen sukker med hygge, samvær, trøst, kærlighed og nydelse.
Akkurat ligesom stoffer og alkohol kan sukkeret ændre stemningen. Det giver et kick, som kan kickstarte hjernens lykkestoffer, ligesom det kan sætte skub i frigivelsen af de såkaldte endorfiner, som virker smertestillende og fremmer velvære. Der virker som en mild ”lykkepille”, fordi det også øger mængden af humør- og lykkestoffet serotonin i hjernen, og fremmer derved en følelse af indre ro og glæde.
Vores hyggekultur har sat lighedstegn mellem hygge og indtag af sukker, og den holdning skal ændres, da mange, både børn og voksne, spiser alt for meget sukker. Nogle børn spiser så store mængder sukker, at behovet for vitaminer og mineraler, som skal sikre udvikling og vækst, vanskeligt kan dækkes af den øvrige kost. Sukkeret er tomme kalorier, som kun giver hurtig energi.

Føler du dig afhængig af slik og andre søde sager?
Dine smagsløg kan vænne sig så meget til den søde smag, at de bliver næsten immune over for den, og derfor skal du faktisk have mere og mere for at føle dig tilfreds. Derfor bør du vænne dig af med at slikke så meget. Det vigtige under afvænningen er, at du sjældnere og sjældnere udsætter dine smagsløg for den søde smag. Det hjælper ikke noget at spise slik lige tit som før, bare i mindre mængder. På den måde vil du nemlig fastholde smagsløgenes forventninger om jævnlig at få noget sødt.

Få et naturligt forhold til det søde liv
Hvis du af og til spiser en smule sødt, har du lettere ved at sige nej tak til hverdagens fristelser. Hvis du hører til dem, der simpelthen går amok, når der er noget sødt i sigte, spiser du sandsynligvis aldrig noget i hverdagen. Mange indfører et totalt forbud mod søde sager, også kan man umuligt modstå fristelserne, når de bliver placeret lige foran én. Mennesker der lever meget restriktivt til dagligt, går ofte helt amok i fx en buffet end folk med et afslappet forhold til det, de kan lide. Spis lidt sødt indimellem og spis af det sunde slik, der både er sødt og mættende. ( sundt slik = fx alt tørret frugt, nødder og mørk chokolade over 70 %).
Mørk chokolade er et godt bud på decideret sundt slik, specielt det med nødder. Det indeholder ganske vist også sukker og kalorier, men giver samtidig værdifulde vitaminer, mineraler, antioxidanter og flavonoider. Mørk chokolade og nødder beskytter direkte både hjerte og kredsløb. Det er kakaobønnen, det indeholder hovedparten af de gavnlige stoffer i chokoladen. Det drejer sig om flavonoiderne, der tilhører gruppen af de kraftigste antioxidanter, der også findes i fx rødvin, te, frugt og grønsager. Disse flavonoider påvirker kredsløbet og modvirker dannelsen af blodpropper.
Et olieshot er nok det allerbedste, når den søde tand melder sig. Olieshot består af 2 spsk. hørfrøolie, 4 spsk. frisk juice og 6 spsk. sojamælk, og dette tager trangen til noget sødt, og er samtidig meget sundt for hele kroppen.

Foredrag i Vitamina
Denne artikel er en appetitvækker, som måske har gjort dig interesseret i, hvordan du kan lære at styre din søde tand. Derfor, hvis du kunne tænke dig at høre mere, kommer Frederick og Pernille Damore, forfatterne bag bogen ”Guide til detox-kost – mad der glæder dig krop” til Vitamina i Centro Idea d.11/4 kl.17.00 og holder foredrag i bistroen om emnet. Samtidig vil det være muligt at få en konsultation i løbet af lørdag og søndag, hvor der vil være fokus på din kost, din krop, dine vaner, dine omgivelser, din personlighed og din kommunikation. Se mere på www.damorelife.com.

Månedens Pilatesøvelse
Hoftestræk fra gulv
Træner: Ballemuskulaturen.
Udgangsstilling: Stå på alle fire med underarmene hvilende på gulvet. Sug maven ind for at stabilisere torso og rygsøjle. Bøj det ene ben, og hæv det, til låret er på linie med torso og knæet bøjer 90 grader.
Øvelse: Pres nu benet opad i små vip, mens du stadig holder det i en 90 graders vinkel. Sænk ned igen i en lille pause. Tag 3 sæt af 10 små vip med hvert ben.
Fokus: Hold stabiliteten omkring torso, så du ikke kommer til at svaje i lænden.
Har du en sød tand?
Helse | April 2008
Abonner på nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven







Villa i Spanien





Landsbanki



Saxo

SAS


















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Hoteller

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Que Pasa? | Redaktionen | Rubrikannoncer