![]() Advokat José Manuel Serrato León, Legatum | |
Oversat af Ann-Marie Barrios Hertz
Social- og arbejdsretsrådgiverens funktion
Den spanske social- og arbejdsretsrådgiver (Graduado Social) er uden tvivl den profession, som har mindst til fælles med lignende stillinger i andre europæiske lande. Der findes imidlertid lignende professioner i lande med juridiske tilhørsforhold til det romerske retssystem. Social- og arbejdsretsrådgiveren tager sig primært af rådgivningen indenfor arbejdsret, men for den spanske Graduado Social strækker faget sig til selve retsforfølgningen. Rådgiveren kan desuden stille op som repræsentant for ansatte, offentlige administration, fagforeninger, pensionister, etc. i en retssag i den spanske arbejdsret.
Social- og arbejdsretsrådgiverens kompetence
Social- og arbejdsretsrådgiveren er universitetsuddannet og anses som fagmand indenfor social- og arbejdsområdet med ret til at rådgive, repræsentere og ordne samtlige arbejdssager og andre sager i forbindelse med den offentlige sygesikring samt for privatpersoner, den offentlige administration, eller andre. Social- og arbejdsretsrådgiveren kan repræsentere vedkommende i Arbejdsretsdomstolen.
Selvom her er tale om en forholdsvis ny profession indenfor det spanske retssystem, har professionen trods alt eksisteret i 52 år. Man skabte i sin tid professionen, da der manglede en fagmand med kompetence indenfor alt, hvad angår den offentlige sygesikringsret, og den meget indviklede del i socialretten, omhandlende sociale ydelser (pensioner, enkepension, invalidepension, dagpenge, etc.). Det var nødvendigt med en kompetent rådgiver, der kunne påtage sig sager indenfor social- og arbejdsret med virkefelt fra social sygesikringsret til arbejdsret. Specielt skulle social- og arbejdsretsrådgiveren påtage sig opgaver vedrørende juridiske forhold som måtte opstå mellem arbejdsgiveren og den ansatte, samt omkring udfærdigelsen af kontrakter, lønsedler og sidst men ikke mindst medvirke og rådgive i personlige eller kollektive konflikter.
Det, der adskiller den spanske social- og arbejdsretsrådgiver fra sine ligestillede i andre lande, er, at professionen omfatter retten til at fremstå ved retsforfølgning. Umiddelbart kunne denne rådgiver sidestilles med den procesfuldmægtige (behandlet i foregående artikel). Indtil nu har social- og arbejdsretsrådgiveren i Spanien opretholdt en forsvarsfunktion ved retsforfølgningen, samt rådgivning mellem parterne.
Polemikken omkring den nye lovgivning og rådgiverens repræsentation i Arbejdsretten har stået på, siden loven var til behandling i 1980, hvor der fra Sammenslutningen af Advokater var absolut uenighed, og man forsøger stadigvæk at forhindre, at social- og arbejdsretsrådgiveren kommer ind under loven.
Ikke desto mindre har social- og arbejdsretsrådgiverne en vigtig rolle i den spanske Arbejdsret, hvor deres speciale indenfor arbejds- og sygesikringsområdet gør, at deres medvirken som fagfolk i disse retsforfølgninger er meget kvalificeret og af høj anerkendelse blandt klienter og dommerne. Dog er social- og arbejdsretsrådgiveren ofte udsat for kritik pga. mangel på et overordnet syn på love og jura. Det sidstnævnte skal ikke ses som en kritik, men som en kommentar, der udspringer af egen professionel erfaring, da den, som skriver disse linier, udover at være advokat også har en tidligere profession, som netop social- og arbejdsretsrådgiver.
Den spanske social- og arbejdsretsrådgiver
Jura & Finans | April 2008
Jura & Finans | April 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























