Vesttysk verdensstjerne mødte op for at se danske FC Barcelona
Det bliver sjældnere og sjældnere, at danske divisionshold i fodbold gæster Costa del Sol for at træne og spille testkampe op til den danske forårssæson med start midt i marts - skønt klimaet er ideelt og banerne perfekte. Forklaringen skal findes i prisniveauet på hoteller og leje af bane. Det er billigere i Cypern og Tyrkiet, hvor statstilskud ydes til resorts, som gæster udenlandske sportshold. Andre gængse mål for danske fodboldklubber er Italien og Florida – og nogle tager til et andet sted i Spanien, La Manga ved Murcia, hvor priserne i øvrigt er lidt dyrere end på Costa del Sol.
Tre danske divisionsklubber, AC Horsens og Viborg FF fra superligaen og FC Fyn fra 2. division, gæstede kysten i februar og marts og alle udtrykte begejstring for forholdene – og klubkassererne jamrede sig ikke.
De spillede begge for B 1909 i denne klubs velmagtsdage. Nu, tre årtier senere, mødes de igen i samme forening, FC Fyn.
For Reihdar Hansen med feriebolig i Mijas Golf var det en fornøjelse at vise klubbens nye træner, hardhitteren Viggo Jensen, hans spillerstab og ledere rundt i fodboldmiljøet på Costa del Sol.
Reihdar Hansen er formand for FC Fyn Invest i det nye projekt i dansk fodbold, og er manden, der gerne involverer sig i en masse praktisk arbejde.
Mødte Atlético Madrid i Europa Cuppen
Og det var sandelig en imponerende trup, denne spændende satsning mødte i La Cala:
Træner Viggo Jensen med en aktiv spillerkarriere i B 1909, og i Bayern Munchen som holdkammerat med navne som Frantz Beckenbauer og Paul Breitner og Furth for at slutte i OB med en knæskade.
Trænergerningen er gået over Svendborg, Silkeborg af to omgange, Esbjerg, Viborg og senest Estlands landshold.
Hans hjælpetræner Jan Jensen spillede i B 1909, Køln, Wolfsburg, SønderjyskE og OB.
I sin Bayern Munchen-tid spillede Viggo Jensen bl.a. mod Atlético Madrid i den daværende Europa Cup-turnering.
Gammel tysk kending mødte op til kamp
En gammel bekendt af ham fra tiden i det daværende Vesttyskland, Ulrich Stielike, med aktiv karriere i Real Madrid fra 1977 til 1988 og træner i bl.a. Almería CF, mødte i øvrigt frem for at hilse på, da FC Fyn mødte Las Lagunas. Stielike er en særdeles god ven af Salvador Gallardo, tidligere ejer af Hotel Tamisa Golf, og nu chef for et management-, consulting- og event-firma på Costa del Sol.
FC Fyn-mandskabet, som spiller i samme farver som FC Barcelona (B 1909 var røde og B 1913 blå) tæller en landsholdsspiller, Noel Seka fra Benin i Afrika. Han deltog i den netop afsluttede Africa Cup. Endvidere omfatter spillertruppen på 22 halv- og heltidsprofessionelle to fra Sydafrika, Lwasi Sahula (U-landsholdsspiller) og Mlungisi Mchunu.
Den kompromiløse og disciplinerede Viggo Jensen har virkelig et godt materiale at arbejde med. For en del af spillerne blev turen til Costa del Sol deres første træningslejr i udlandet.
De var imponerede.
... og den bløde dreng
Yasin Avci med toget fra Horsens til Málaga – hanlider af flyskræk
Sidste år gik Horsens-spilleren Yasin Avci glip af klubbens træningslejr i Cádiz. Det bekom ham ikke godt, og klubben synes selvfølgelig også, at det ideelle er, at alle spillerne er med i træningen og testkampene op til den danske forårssæson – uanset hvor i verden det foregår.
Derfor bad han i år AC Horsens om en togbillet Horsens-Málaga, så han kunne støde til holdkammeraterne i Banahavís, den lille bjergby nordvest for Marbella. Med på turen tog, for at underholde Yasin på den 42 timers lange rejse, den langtidsskadede Kasper Klausen.
De var begge ganske fornøjede med den usædvanlige rejse – ikke mindst turen Madrid-Málaga med det nye hurtigtog.
”Vi raflede, så video og læste undervejs”, fortæller Yasin Avci, der er af tyrkisk afstamning, men født og opvokset i København. ”Og ved de 7 timers ophold i Paris fik vi set lidt på byen. Jeg er Kasper taknemmelig for, at han fulgte mig”.
Træner Kent Nielsen – tidligere spiller i Aston Villa og AGF og en af berømthederne fra det danske hold, der vandt EM-guld i Sverige i 1992 – var glad for hans tilstedeværelse.
Har spillet på landsholdet med Etoo
”Vi skal have bragt alle spillerne i topform, til det nu påny går løs i Danmark. Vor nuværende 3. plads i Superligaen er jo ganske overraskende for alle. Også os selv. Vi vil med hård fight forsvare den, men det bliver vanskeligt. Jeg er ganske tilfreds med, hvad jeg har set i kampene i Spanien. Mod FC Karparty var vi ikke rigtig klar, hvorimod indsatsen ansigt til ansigt med de russiske mestre CSKA Moskva tegner lovende. Uafgjort er et fornemt resultat mod et hold, der netop har spillet Champions League-kampe mod Inter, Fenerbache og PSV Eindhoven”, beretter Kent Nielsen.
I den kamp stillede Kent Nielsen i stærkeste opstilling. Bl.a. talte holdet Cameroun-spilleren Joseph Elanga, der på sit hjemlands landshold har spillet sammen med FC Barcelonas navnkundige Etoo.
Flere marginalspillere blev af Kent Nielsen prøvet i den afsluttende testkamp mod FC Fyn.
Og for dem, der havde lyst, blev der så tid til at se Málaga CF-Poli Ejido på La Rosaleda stadion.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Tre nye i spidsen
Det var med tre nye folk i spidsen, at bundskraberen i den danske superliga, Viborg FF, ankom til Alhaurín for at spille sine kampe i Marbella. Nemlig træner, Hans Eklund, assisterende træner Søren Frederiksen og sportschef Steffen Højer – alle tidligere aktive for klubben og for andre divisionsklubber i Sverige, Schweiz, Italien og Danmark.
For nu skal der ske noget på fodboldfronten i Domkirkebyen. Og takterne på Costa del Sol var lovende. Ikke mindst opgøret mod storklubben CSKA Moskva tegnede godt.
”Det var en fin tur til Spanien”, siger Steffen Højer. ”Udbyttet rent socialt blev stort, og træningsmæssigt mener jeg helt klart, at holdet flyttede sig meget”.
Træner Hans Eklund er svensk og har på denne post lidt rutine fra et par klubber i Helsingborg. Som spiller sluttede han sin karriere i Viborg FF, som har tillid til, at han kan redde klubben fra nedrykning.
Viborg FF deltog for nogle år siden i en træningslejr på Marpafut i Marbella sammen med en række andre danske hold.
FC Fyn
Stiftet i 2006 (overbygning af B 1909, B 1913 og Dalum).
Nr. 2 i 2. division (15. marts).
Kampe i Spanien:
6-0 over Las Lagunas.
3-0 over CD Mijas
2-1 over AC Horsens.
Truppen var på 29 med ledere og turen og opholdet på syv dage kostede 290.000 kroner.
Opholdssted: Hotel La Cala Golf Resort.
AC Horsens
Stiftet i 1994 (sammenslutning af HFS og FC Horsens)
Nr. 3 i Superligaen (15. marts).
Kampe i Spanien:
Tabte 1-5 til FC Karparty, Ukraine.
Uafgjort 0-0 mod CSKA Moskva, Rusland.
Tabte 1-2 til FC Fyn, Danmark.
Truppen var på 37 personer med ledere og turen på 11 dage kostede 400.000 kroner.
Opholdsted Gran Hotel i Benahavís.
Viborg FF
Stiftet i 1896 (sammenslutning af forskellige sportsgrene).
Nr. 11 og sidst i superligaen (15. marts).
Kampe i Spanien:
Uafgjort 1-1 mod Marbella.
Tabte 2-3 til CSKA Moskva.
Truppen var på 38 personer med ledere og turen på syv dage kostede….(venter på tallet)
Opholdssted Alhaurín Golf Resort.
Den hårde hund…
Sport | April 2008
Sport | April 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |























