Af Stine Mynster/Comunica.dk

Byt d ud med t i Kurt Ards efternavn og man har et vaskeægte kunsternavn. For de ældre læsere behøver den nu 82-årige autodidakte tegner måske ingen yderligere introduktion. Kurt Ard blev nemlig nærmest verdensberømt i 50´erne og 60´erne på grund af sin fine, naturtro streg, der især er kendt fra Familie Journalens forsidetegninger og diverse af tidens reklamer. En af hans mest berømte illustrationer er portrættet af en lille pige med et vemodigt udtryk, alle måtte falde for.
Den dengang 12-årige pige, Anette – der stod model for Ard - blev hovedperson i den over 40
afsnit lange føljeton: Barn 312, skrevet af chefredaktøren på det tyske blad ”Hör Zu”. Siden
blev den store læsersucces publiceret i de skandinaviske ugeblade og Ards tegninger af pigen blev allemandseje. I dag er Anette en moden kvinde og har for nylig sendt en hilsen til ham, der forevigede hende dengang, da livet i lille Danmark måske var mindre kompliceret.
Jeg møder Kurt Ard en solrig dag i Mijas – tæt på parrets spanske hjem i de sidste 36 år. Kurt Ard er en livsglad og berejst herre, der i flere perioder har boet uden for Danmark – bl.a. i Sverige og USA. Hvor end han har befundet sig i verden, har han dog været sin egen. Som selvstændig med kontor i det private har han kunnet planlægge sin tilværelse, som han havde lyst til. Grunden til at parret valgte Spanien, var mere eller mindre et tilfælde, erfarede jeg. ”Skulle vi ikke tage til Spanien, hvor solen altid skinner?” spurgte han sin kone – en tung gråvejrsdag i 1972. ”Jo, hvorfor ikke” svarede hun, og siden da har parret boet her. Selv om Kurt Ard ikke er satiretegner, benytter jeg alligevel lejligheden til at bede ham røbe sin holdning til en aktuel, men ømfindtlig sag: Muhammed-tegningerne, og jeg kan se, at spørgsmålet kommer lidt bag på ham. Måske hænger det sammen med, at han – som han udtrykker det - ikke vil ophidse sine medmennesker unødigt ved at drøfte politik og pengesager. ”Bomben i turbanen antyder vel bare, at der altid har været krudt i Muhammed”, siger kunstneren med et underfundigt udtryk. Han undrer sig over, at man ikke straks lugtede lunten og erkendte, at her var brug af åben ild forbudt. Livsfarligt - for ingen har vel svedt Salman Rushdies Sataniske vers helt ud”, siger han. ”Men ville du have taget imod en bestilling, der lød på et portræt af Muhammed”, spørger jeg prøvende. ”Tja, så ville jeg tegne ham rigtigt og ikke håne ham”, siger han eftertænksomt og fortsætter: ”Havde opgaven lydt på illustrationer til en børnebog om profeten, ville jeg nok have sagt ja”. Generelt synes Ard, at der er sket et stort skred i forhold til, hvad man i dag tillader sig at fremføre og udtrykke – sammenlignet med dengang han var ung. ”Verden er blevet forgrovet”, mener han. ”Ord som beskedenhed, respekt, dyd, pli og flere af den skuffe må vi lede efter på kontoret for glemte sager – eller i Nudansk Ordbog - hvis de overflødige ord ikke allerede er strøget også dér”. Så langt så skidt. I dag forhindrer smerter i ryggen ham i at tegne, men i stedet har han de seneste fire år været travlt beskæftiget med at samle information til sin bog ”Det danske smil”, som udkom i efteråret. Bogen er en samling af de velkendte forsidetegninger og indeholder desuden en uhøjtidelig og humoristisk selvbiografi. Kurt Ard afslører diskret, at den allerede har afstedkommet en del fanbreve fra især kvindelige beundrere, hvilket vidner om, at hans tegninger har haft og stadig har stor betydning for mange mennesker.

Min dag:
Kl.8.05: Jeg vågner - heldigvis da, og hører regnen tromme og risle. Så kommer gartner Pepe ikke i
dag. Heller ikke posten. Nu rusker blæsten drillesyg. Det blæser jeg på, lister ned i køkkenet og er inden længe i færd med at forberede morgenmåltidet. Til mig selv: yoghurt med sukkerfrit drys, grøn te og en hjemmebagt grovbolle. Til min kone (der slumrer lidt endnu): Hybenté og havregrød. Endelig ikke glemme rosiner og lidt salt! Kun søn - og helligdage tillader den forhenværende spejderpige sig at skippe grøden til fordel for yoghurt med omtalte, knasende drys.

Kl. 9.02 - lister jeg forbi min kone, der nu sidder og kæmper sig igennem den grå masse. Et blidt, anerkendende klap på hendes skulder besvares med et umærkeligt nik, mens næste side af Blekingebanden vendes. En forståelig virkelighedsflugt fra grødmassen.

Kl. 9.20 – er shaveren pustet helt ren, og jeg tjekker, om der er mails i dag. Jo, da – så jeg printer ud og læser opstemt: ”Kære Kurt Ard. Jeg har netop modtaget Det danske smil. Da jeg var barn tapetserede jeg en hel væg med dine tegninger fra Familie Journalen. Dine menneskelige tegninger har præget hele mit liv, og jeg har med lys og lygte ledt efter en sådan bog, der netop er udkommet. Jeg glæder mig til at vise mine børn den, for deres livsindstilling er præget af min, og den har du en stor andel i. Jeg vil sige dig tusind tak og ønsker dig et rigtigt godt liv, for det har du fortjent. Med venlig hilsen, Claus…Møllergade…5700 Svendborg”. Næsten for meget, tænker jeg – men det er en velkommen anerkendelse at få efter at have arbejdet med omtalte bog i mere end fire år. Hundredvis af billeder – tegninger er gået gennem computer-kødhakkeren…mere korrekt: photo-shoppen. Og så selvbiografien – flikket sammen – for det meste af små, muntre oplevelser med indskudt alvor. 1932 til 2004. Sikke en masse fortid som nu er kommet i bogform: en slags arv til børn, børnebørn og oldebørn - for når bøgen springer ud, skal jeg kåres som oldefar. Tjuhej, hvor det går…tiden har rulleskøjter på!

Kl. 10.35 - har jeg besvaret fanbreve og er nu godt træt af at beskæftige mig med mig selv. Så hvad
med at rydde op i arbejdsværelserne, hvor der hersker et ubeskriveligt rod efter de mange års aktiviteter ved tegnebordet, ved skrivebordet eller i mit musikværelse? Som min kone advarende siger: ”Tænk på, at hvis du ikke muger ud nu – hvem skal så…engang”? Jeg forstår den dystre hentydning og…

Kl. 13.15 - kan ingen se oprydningsarbejdet - for ak! Som efter al rengøring ses kun dét, der ikke blev gjort. Kun min ryg fornemmer det. Heldigvis bliver der givet signal om, at øh – formiddags- kaffen er klar. Regnen kom og gik, så vi kan sætte os på terrassen og nyde den rensede luft, lyden af dryp og ikke mindst kaffen med gifler og lune kanelsnegle. Inde fra køkkenet siver endnu duften af hjemmebagværk ud. Så forvænt jeg dog er…

Kl.14.01 - afsluttes endnu en grundig tandbørstning. Jeg trasker over til hobbyrummet - rodebutikken rettere, her hvor alt til faget hørende befinder sig. Hulter til bulter. Det hænder, at min kone bruger en dag af sit liv på at bringe redskaber, malerbøtter, insektgift og dingenoter derhen, hvor de burde være. Så tager det selvfølgelig længere tid siden hen at opspore f.eks. et stemmejern. Men i dag finder jeg i virvaret overraskende hurtigt hækkesaksen og trodser alle forbud om at bukke og vride sig. Min ryg er – hvis man kan sige det: et stift stykke – efter flere operationer med diverse skruer og andre navnløse metaldele indsat.

Kl. 14.35 – er erkendelsens time. Jeg har sat mig på en klam stenmur og erkender altså en helt masse. Jeg er simpelthen radbrækket! Da mit øje indfanger det grågrønne oliventræ, falder jeg
i dyb undren, gud véd for hvilken gang! – Hvad er liv? spørger jeg lige ud i luften, og får selvfølgelig intet svar. Men noget véd jeg da – f.eks. at alle vækster foretager en saftopsugning: Op fra jorden og ud i kviste og blade. ”Kapillar-attraktionen” - altså hårrørskraft, som gør, at bl.a.
rødvinen altid kryber en anelse op ad glassets inderside – før den skylles ned. Så træet dér lever sit liv som en slags sugemaskine. Stikker vi en frisk, tyk olivengren i jorden, begynder ”brændestykket” inden længe at få grønne skud. Ikke som brændestykkerne i pejsen – selvom der også kan komme fut i dem – selvfølgelig på en helt anden måde. Hjælp mig! Hvad blev der af det liv, der før sad i brændeknuderne?

Kl. 14.55 – humper jeg ind i køkkenet, hvor frokosten venter: En gulerod – måske med liv i? En dag må jeg stikke en frisk gulerod - med grøn top - i jorden og så se, om den kan opstå! Lige nu får min kone sine to halve, mens jeg i passende afstand gnasker den støjende gulerod i mig. Godt med alle de fibre og antioxidanter, der beskytter huden mod den skrappe, spanske sol.

Kl. 18.30 – får vi te og rigtig gættet: lune økologiske boller med Danbo, mens vi ser nyheder hjemmefra. Vi er altså ikke et hak bedre end indvandrerne oppe nordpå – hvor satelitgrydelågene på facaderne alle peger i samme retning: Mod moskéer og minareternes hjemland. Med tydelig ”wieneraccent” sang og spurgte Max Hansen (hvem husker ham, der kom til Danmark 1938?): ”Er Kybenhaun den samme som den war engang? Ja, viist! Ja, viit! Ja viist!” På dummekassen ser vi bål og ballade på Nørr`brogade, så København er altså ikke længere, hvad den var engang.

Kl. 19.00 – har vi set den vemodige vejrudsigt fra det lille, grønne land – dramatisk fremført af den iltre Søren Rasmussen. Vi når også en bid af det morsomme aftenshow på Rådhuspladsen, hvor man gennem de polariserede glasruder ser den forsømte ungdom demonstrere for et splinternyt fritidshjem.

Kl. 19.10 – sidder jeg ved flyglet, der bliver masseret kraftigt. Og –

Kl. 21.15 – har jeg føjet endnu et opus til de mange andre, der opbevares i overflødighedshornet - og venter nu kun på gongongen…

Kl. 21.20 – der som forventet lyder nu.

Kl. 22.15 – har vi spist. Lidt, men godt. For helbredets skyld nød vi et glas rødvin.... to var det vist.

Kl. 22.30 - er der Deadline – debatprogrammet, der hævdes at gymnasticere de dovne små grå.

Kl. 23.10 – er det godnat med Ole Lukøje. Men først må jeg tygge mig igennem et helt æble og en halv Weekendavis.

Beretningen her om ”Min dag” er skam så sand og hel som fuldmånen, hvis bagside heller ingen ser…

Spørgsmål til Kurt: 

1. Hvad savner du mest fra Danmark?
Min kone, når hun er på solotrip deroppe

2. Hvilket tidspunkt i døgnet er det bedste?
Når jeg ikke har ondt nogle steder

3. Hvordan ville du tilbringe den perfekte fridag?
Uha, jeg gruer ved tanken om fridage - så kommer jeg til at tænke på alle de ældre mennesker, der sidder rundt omkring i deres hjem og ikke kan få tiden til at gå. For en gammel knark er det en velsignelse at kunne virke og tilvirke. Den perfekte fridag kan jeg så vente med at tilbringe i himlen engang. Hvis jeg kommer der…

4. Hvad kan gøre dig rigtig sur?
At Superman ikke for længe siden har fejet alle reklameskilte bort fra vejsiderne. De er naturfjendtlige og ikke mindst: farlige

5. Hvordan forkæler du dig selv?
Jeg er overforkælet af min kone. Der må være grænser…

6. Hvornår taler du spansk?
Helst i søvne – når ingen hører det

7. Hvem ville du gerne være for en dag og hvorfor?
Superman” - som jeg nævner i forbindelse med reklamevejskilte

Blå bog:
Navn: Kurt Ard
Stjernetegn: Skytte
Alder: 30.000 dage.
Bopæl: Valtocado, Mijas
Flyttede til Spanien: i 1972.
Civilstand: Gift med Lizzy, til sammen har de seks børn.
Hjemmeside: www.setternissen.dk

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven