Udsigt ud af dalen med Tolox i baggrunden

Af Else Byskov 

Skønne appelsinlunde ved foden af vilde bjerge
Tolox er en køn, hvid landsby, der ligger på østkanten af Sierra de las Nieves, som er den 200 km2 store naturpark lige nord for Marbella. Man kan bruge dagevis på at udforske Sierra de las Nieves parken, og denne gang har vi besluttet at angribe parken fra øst, nemlig fra Tolox.

Selv om Tolox i dag måske ikke er særlig kendt, er det en by med rødder langt tilbage i historien. Faktisk mener man, at fønikerne havde en bosættelse her, men det var især under arabernes herredømme, at byen blev kendt som et sted, hvor der fandt nogle drabelige slag sted mellem maurerne og de kristne. Maurerne havde en vældig fæstning på et bjergfremspring over floden, men af denne fæstning er der kun meget lidt tilbage – faktisk kun en passage og en mur.
Men den ældste del af byen ligger ovenpå det, der engang var borgen, og det er spændende at gå rundt i de smalle gyder, hvor man kun kan færdes til fods. Da byen tilmed ligger lige midt i de skønneste appelsinplantager og op ad en af Spaniens flotteste naturparker, er det oplagt at tage en weekendudflugt hertil.

Vores udflugt starter med, at vi bestiller værelse på hotellet Cerro de Hijar (www.cerrodehijar.com), som ligger et par hundrede meter over Tolox med en helt fantastisk udsigt ned mod Coín mod øst. Hotellet ligger faktisk inde i naturparken, så det er et helt ideelt udgangspunkt for vandreture i parken. Det er et lille, men veldrevet hotel, og da vi var der midt i februar, var det næsten fuldt belagt – udelukkende med spaniere. Vi var de eneste udlændinge. Et dobbeltværelse koster 71 € (dog uden morgenmad) og værelserne var fine, rene og dejligt opvarmede.

Vi starter besøget med at se på byen, der med sine 2600 indbyggere ikke er nogen helt lille landsby. Byen har tilmed et meget fint website: www.tolox.es , hvor man kan orientere sig om beliggenhed, historie, seværdigheder osv. Ud over borgkvarteret og de smalle gader er Tolox kendt for sit ”Balneario”. Denne ”badeanstalt” er dog kun åben om sommeren, men er da vel besøgt og kendt for sit helbredende vand, som især er effektivt mod sinus- og lungeproblemer, så som bronkitis og astma (www.balneariodetolox.com).
På gaden kaldet Balneario ligger byens bibliotek med museum og turistkontor, og her får vi udleveret et kort og lidt andet materiale. Bygningen rummer også en slags hjemstavsmuseum, hvor man kan se interiører fra byen fra omkring 1890 til 1950.

Vi går først op på Plaza Alta, som ligger lige op ad det, der engang var borgen. Ved indgangen til ”El barrio del castillo” står der et skilt, som fortæller om borgen og dens betydning. Vi tager en lille rundtur i de smalle gyder i borgkvarteret og overraskes især af en passage, der vistnok engang var en udgang fra borgen gennem den tykke mur.

Fra Plaza Alta udgår vores vandretur, som går hen til byens mest kendte udflugtsmål: ”La Ermita de la Virgen de las Nieves”. Denne vandretur er en dejlig nem tur på 8 km. frem og tilbage i jævnt terræn. På Plaza Alta står der et skilt, som udpeger retningen mod ermitaen. Turen går ud af byen langs med floden / bækken Los Sauces, og efter et par hundrede meter passerer vi kilden ”Fuente amargosa”, hvis vand både lugter og smager af svovl. Kilden har været kendt siden arabernes tid, og vandet bruges stadig af de lokale til at fremme sårheling.
Langs med floden har der ligget ikke mindre end 14 vandmøller, men i dag er de fleste dog nedlagt. Til gengæld er begge sider af floddalen beklædt med de herligste appelsinplantager, hvis frugter endnu ikke er høstet. Vi sniger os til at smage en enkelt appelsin lige fra træet, og den smager himmelsk. 

Vejen slynger sig ud og ind langs med floden, og efter ca. en times vandring kommer vi til ermitaen. Her er der en masse picknick borde, for byens årlige ”romería” går herud, og så bliver der spist, drukket og festet. I dag er der mennesketomt, men jomfruen har alligevel tændt et par stearinlys inde i sit bur til ære for os besøgende.

Vejen fortsætter indad mod Sierra de las Nieves, og vi kan ikke dy os for at vandre videre. Snart ophører appelsinplantagerne og naturen bliver mere og mere vild. Vejen stiger og følger en bjergside med fantastiske drops ned mod dalen. Pinsapoerne begynder at dukke op, og så ved vi, at vi er i naturparken, for disse helt specielle fyrretræer er unikke for Sierra de las Nieves. Det kribler og krabler i os efter at fortsætte længere ind i parken, men vi må jo vende om for at være tilbage i byen inden mørket falder på.
Efter 5 timers smuk og interessant vandring når vi tilbage til byen, lige betids til at byens eneste konditori på gaden ”Balneario” åbner for eftermiddagsservering. Her får vi herlige kager og spansk kaffe, når den er bedst. Og således opmuntrede tager vi den ventende bil tilbage til hotellet, hvor vi lige tager en siesta på værelset inden aftensmaden.

Hotellet Cerro de Hijar kan anbefales, dels fordi dets beliggenhed er helt unik, dels fordi der en er dejlig, afslappet, spansk stemning og dels fordi maden er noget for sig.
Der må være en særlig talentfuld kok ansat, for de retter vi fik, var meget originale, talentfuldt tilberedte og uhyre velsmagende. Tilmed var der et udsøgt udvalg af vine, så der står helt klart dygtige folk bag hotellet. Kig ind på hotellets website www.cerrodehijar.com under ”restaurante” for at se nogle af de fristende retter.
Også morgenmaden var til UG. Der var masser af frisk frugt, herunder et bjerg af friske jordbær, der var friskpresset appelsinjuice, som først blev presset, når man havde sat sig, der var varmt, friskristet brød hvorpå man kunne smøre friskrevne tomater og hælde jomfruolivenolie over, der var masser af pålæg og der var herlig café con leche.
Vores samlede regning var på 142 € for overnatning, middag, drikkevarer og morgenmad for to, så forholdet mellem pris og kvalitet var helt i orden.
Efter morgenmaden beslutter vi at udforske området bag ved hotellet, så vi lader bilen stå, og vandrer op ad grusvejen. Efter 1-2 kilometers opstigning drejer vejen og flader ud, og nu ligger naturparken for vores fødder med udsigt til alle sider. Vejen går nu lige ud langs med bjergsiden, så det er en helt perfekt vandretur på grusvej uden stigning med både fantastisk udsigt og vild natur. Efter ca. to timers vandring og 7,1 km. kommer vi til Puerto de las Golondrinas – en slags pas, hvorfra der går veje sydpå mod Istán og nordpå mod ”La Corona” – parkens ”krone” eller højeste område, hvor La Torrecilla (1919 m.) ligger.

Men nu sætter det ind med kraftig regn, og det er så som så med udsigten, så vi må vende om. Endnu engang er vi blevet fortryllet af denne enestående naturpark og kan dårligt vente til vi kan komme tilbage til Sierra de las Nieves.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven