![]() | |
Præsidenten for USA bliver skudt på Plaza Mayor i Salamanca i filmen Vantage Point, der for nylig havde premiere i Spanien. Filmens fascinerende billeder af Salamancas smukke plads er værdifuld pr for den historiske universitetsby. Og så gør det ikke så meget, at scenerne faktisk er optaget i Mexico ...
Det er ikke George W. Bush, der går på talerstolen på Plaza Mayor i Salamanca, men derimod skuespilleren William Hurt, der har rollen som USAs præsident i filmen Vantage Point. I Spanien har filmen fået titlen ”En el punto de mira” (I skudlinjen).
Kort inde i filmen bliver præsidenten skudt, og herefter vises forløbet omkring attentatet fra forskellige personers synsvinkel. Først følger man Secret Service-agenten spillet af Dennis Quaid, senere følger blandt andet en tv-producer spillet Sigourney Weaver, og Oscar-vinderen Forest Whitaker, der har rollen som en amerikansk turist, som filmer attentatet.
Optaget i Mexico
Filmen havde premiere i Spanien 29. februar. I Spanien og ikke mindst Salamanca har det vakt en del overraskelse, at filmen foregår i Salamanca, for her har de hverken set kameraudstyr, berømte skuespillere eller vilde eksplosioner:
”Er der nogen af jer, der har set Dennis Quaid eller Forest Whitaker drikke en kop kaffe på plazaen i Salamanca”, spørger en spansk filmanmelder, der selv giver svaret:
”Optagelserne i byens gader er slet ikke filmet i Salamanca, men derimod i to byer i Mexico.”
De mange scener i filmen er således optaget et sted, hvor filmproducerne har rekonstrueret Plaza Mayor. På den måde har de også kunnet lave eksplosioner og skyde præsidenter uden at genere borgerne i Salamanca.
Værdifuld PR
Bedraget ændrer dog ikke på, at det for den almindelige biografgænger ser ud som om, hele filmen er optaget i Salamanca. Og det er værdifuld pr, som ikke kan købes for penge. For mens præsidenten tilsyneladende bliver skudt i filmen, så har Salamanca i den grad skudt papegøjen.
Vantage Point er en ægte Hollywood-produktion med alt, hvad det indebærer af smukke billeder, lækkert håndværk og ikke mindst en omfattende markedsføring. Så når der i filmen stilles skarpt på de gamle bygninger på en af Spaniens smukkeste plazaer, så sidder turistchefen i Salamanca og gnider sig tilfreds i hænderne. Bedre pr kan man ikke ønske sig. Og så gør det ikke så meget, at præsidenten for verdens mest magtfulde land bliver skudt.
USAs præsident skudt i Salamanca
Kultur & Gastronomi | April 2008
Kultur & Gastronomi | April 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
























