La Danesa - dansk magasin på Costa del Sol - 10.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Slår et slag for UNICEF
Af Arne Bjørndal

Norske Britt Jeppsson står i spidsen for en international golfstafet på Costa del Sol. Hun håber på stor tilslutning, for alt overskud går til UNICEFS arbejde med HIV- og AIDSsmittede børn.

- Golfstafetten startede på La Cala Resort, Mijas Costa d. 29. marts, og når den afsluttes på samme bane i december, er målet at i alt 1.000 golfspillere har deltaget, fortæller Britt.
Det er ikke nogen pludselig indskydelse, som Britt har fået. Ideen om at arrangere en golfturnering for UNICEF dukkede allerede op i 2001. Men først i år ser golfstafetten dagens lys. Går det som Britt håber, vil FN-organisationen modtage mindst 40.000 euro, når sidste bold ”puttes” lige før jul i år. Midlerne er øremærket UNICEFS vaccinationsprogram rundt omkring i verden for børn, som er smittet med HIV og AIDS. Dette er nemlig satsingsområdet for spanske UNICEF.

Stafet hvert år
- Men det er forhåbentlig ikke slut efter denne stafet, siger Britt engageret. Den handlekraftige dame har store planer, for hun vil gerne have en golfstafet hvert år, ikke bare på Costa del Sol, men også gerne i Norge, USA, Marokko eller et helt femte sted.
- Skulle vi præstere at gøre vores Relevo de Golf (golfstafet) til et verdensomspændende og årligt arrangement, ville det være flot. Vi håber på god støtte. Måske kan vi endda spille en runde af stafetten i Skandinavien, siger Britt.
I år har Britt og hendes spanske kompagnon José Antonio Benedicto planlagt otte arrangementer, et i hver måned fra marts til og med december. Finalen er 13. december. Hun satser på mindst 100 spillere hver måned, og i finalerunden er der plads til 200 spillere, som har kvalificeret sig fra de foregående runder. Britt håber på at kunne lokke mere end 1.000 betalende spillere med på de ni runder.
- Præmien er allerede klar. Det er en stor vandrepokal, hvor navnene på årets vindere bliver indgraveret, fortæller Britt.
Den kendte spanske alpine skiløber, Paco Fernández Ochoa, som bl.a. vandt guld ved de olympiske vinterlege i Sapporo i 1972, påtog sig allerede i 2001 at være talsmand for golfstafetten.
- Han var en god ven, men døde desværre i 2006, fortæller Britt.

Golf-solidaritet
- Vi kan være med til at hjælpe HIV- og AIDSramte børn. Med dette arrangement udfordrer vi solidariteten blandt golfspillere, siger Britt, som tror på, at kombinationen af sportslige udfordringer, socialt samvær samtidig med at støtte en god sag, kan blive en succes.
- Hvorfor lige en golfstafet?
- Her på Costa del Sol er rigtig mange mennesker interesserede i at spille golf, både udlændinge og spaniere. Jeg tror på, at det giver mening at hygge sig samtidig med at kunne gøre noget for andre, siger Britt.
Golfstafetten arrangeres i tæt samarbejde med UNICEF. Samtidig får turneringen støtte fra det andalusiske golfforbund, Federación Andaluza de Golf. Det er green fee’en, som spillerne skal betale for at deltage, som vil udgøre størstedelen af indtægterne. Derudover bliver der indlagt konkurrencer under selve spillet, bl.a. af typen længste drive, som giver såkaldte Unicef-point, hvilket også tæller med i det samlede reaultat.
- Alle brikker er ikke helt på plads endnu, og der vil desuden også komme nogle overraskelser undervejs, siger Britt hemmelighedsfuldt.

Søger sponsorer
Selv om det ikke er usædvanligt at lave golfturneringer for at skaffe penge til gode formål, håber Britt, at der også er plads til hende og José Antonio’s ”Relevo de Golf”.
- Vi leder efter flere sponsorer, både skandinaviske og andre udenlandske firmaer, siger Britt. Hun tror, at UNICEF-logoet let kan åbne døre, da mange ved, at det er en god sag. Derfor håber hun ikke, at det bliver vanskeligt at få fat i præmier i form af flybilletter, rejser og lignende, som deles ud til vinderne under de forskellige golfarrangementer.
Turneringen er åben for alle spillere, og Britt tror på, at også skandinavere som sædvanligvis er gode til at støtte velgørende tiltag, vil melde sig til golfstafetten.

Godt kendt i Spanien
Britt Jeppsson har mange år på bagen i Spanien. Allerede i 1966 var hun på sin første chartertur hertil, og i 1972 flyttede hun til Madrid for at læse spansk som hovedfag. Så langt kom hun dog ikke. Hun tog spansk på mellemniveau, før hun skiftede retning og i stedet blev repræsentant for norsk erhvervsliv, blandt andet norsk laks, i Spanien.
Efter 28 år i den spanske hovedstad flyttede hun til Costa del Sol. Her startede hun sit eget event- og konsulentselskab, Rumbo Norte/Golf Rumbo Sur, som arrangerer og planlægger alt fra koncerter, festivaler, udstillinger og golfophold til rejser til Norge for spaniere.
- Hovedreglen har altid været at have det sjovt, og gøre det jeg har lyst til, siger Britt. Hun er selv en meget ihærdig golfspiller, men må indrømme at arbejdet med golftstafetten tager meget af hendes fritid. Hun prøver dog at tage en runde på golfbanen hver uge.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Relevo de Golf
Tid og sted for årets golfstafet:
* 3. maj: Golf El Chaparral
* 14. juni: Santa Clara Golf Marbella
* 5. juli: Guadalhorce Club de Golf
* 23. august: Golf Torrequebrada
* 6. september: Finca Cortesín Golf Club
* 11. oktober: Antequera Golf
* 22. november: Marbella Golf & Country Club
* 13 december: Gran Finale. La Cala Resort
Slår et slag for UNICEF
Diverse | April 2008
Abonner på nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



COMUNICA




Villa i Spanien





Landsbanki



Saxo



SAS
















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Hoteller

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Que Pasa? | Redaktionen | Rubrikannoncer