![]() | |
Nu er jeg så heldig at bo lige i nærheden af Hostal Las Islas og den tilhørende Fairuz Restaurant – mit andet hjem igennem snart mange år. Omar og hans stab kan nemlig kunsten at omgås gæsterne i en familiær tone uden at træde over den hårfine grænse, hvor man føler sit privatliv invaderet. Og så er det lille, gamle hotel placeret på en af områdets allerdejligste pletter – en skøn oase midt i Urb. Torreblanca i Fuengirolas udkant.
Det var den tidligere ejers forældre, der i sin tid købte grunden og byggede hovedhuset. Snart fandt de på at udvide med hotellet og restauranten, som datteren og svigersønnen mange år senere gjorde til et populært sted for os fastboende udlændinge at “afsætte” vore gæster fra Nord. 12 hyggelige dobbeltværelser indrettet i spansk campo-stil, en fantastisk tropisk have med masser af træer og blomster, en flot pool og en god restaurant – alt sammen kun 10 minutters gang fra stranden. Mange af hotellets gæster er de samme år efter år – man bliver ligesom lidt afhængig af stedets charme.
At være Las Islas-aficionado handler ikke kun om hotellet, men i høj grad også om restauranten, som Omar, da han overtog stedet i 2006, tilførte et libanesisk køkken, der fint supplerer det middelhavskøkken, som restauranten ellers er kendt for. Min favoritmiddag på Fairuz Restaurant er en fusion bestående af knasende sprøde langostinos serveret med en orientask sauce med sesamfrø, Sish Tawouk (det ligner et indianer-navn, men er en libanesisk kyllingeret) og så en tallerken friske frugter til dessert. Okay, jeg har faktisk endnu en yndlingsmenu; Warak Inab (vinbladsdolmere), kyllingebryst fyldt med serrano-skinke og manchego-ost og så lige en varm æblekage med vaniljeis. Som det fremgår, er der intet i vejen for at kombinere retter fra de to vidt forskellige menukort. Er man ikke alt for kendt ud i det libanesiske køkken, vil jeg anbefale et udvalg af varme og kolde forretter – mezza. På den måde får man smagt på mange forskellige ting, og kan finde sine egne favoritter.
Som alle sikkert er bekendt med, findes der lige så mange versioner af gambas al pil pil, som der findes kokke i Spanien, men en af de bedre er den, man får på Fairuz – eller på Las Islas, som stamkunderne stadig kalder restauranten. Her er den spanske national-forret både rigelig i antallet af store rejer, rygende varm og tilpas salt og stærk.
Selvom om der er super hyggeligt i den rustikke restaurant, er det 100% verdensklasse at indtage middagen ude i haven. Omgivet af dadelpalmer, cypresser og bananpalmer – og et kig ned igennem dalen til havet – sidder man midt i de bedste rammer, en sydspansk sommeraften kan præstere. Levende lys, katten, der ligger og spinder på sin pude, cikade-sang og en flaske god vin til maden. Det fås ikke meget bedre.
Vil man romantik i tosomhed, har restauranten den yndigste lille balkon, hvorfra der er en fantastisk udsigt ned over haven. Det er en sikker vinder på en bryllupsdag!
Udover at være mit andet hjem til hverdag, er Fairuz Restaurant også et perfekt sted at holde selskab. Det siger næsten sig selv, at omgivelserne imponerer selv dine mest kræsne gæster, menukortet indeholder fristelser for enhver smag og så er betjeningen venlig og professionel.
Kommer man til frokost, er man velkommen til at svømme en tur i den altid velholdte pool, og nyde en smoothie eller et glas friskpresset juice på poolkanten.
Omar Samaha har, siden overtagelsen for små to år siden, gennemrenoveret værelserne og indrettet dem med moderne bekvemmeligheder – uden at ødelægge den andalusiske, landlige charme. Priserne pr. nat ligger på 99 euro og opefter og inkluderer morgenmad.
Du finder Hostal Las Islas og Fairuz Restaurant på C/Canela 12 i Torreblanca, Fuengirola. Tel. 952 47 55 98 – besøg hjemmesiden http://www.lasislas.info – her kan du printe et kort med kørselsvejledning.
Libanesisk-Middelhavs fusion
Kultur & Gastronomi | April 2008
Kultur & Gastronomi | April 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
























