Vi vil her belyse hvor, hvornår, og hvorfor, det er vigtigt at lade sig indskrive, når man opholder sig i Spanien.
Dels er der forskel på, hvordan man administrerer personer i Danmark og Spanien, dels er hele det offentlige system opbygget forskelligt. For at kunne finde rundt i systemet er det vigtigt at kende til lidt af de to landes forskelligheder. Som danskere er vi vant til, at det meste af vores offentlige system er samlet ét sted, på vores lokale kommunekontor. Her er vi vant til at finde folkeregisteret, sygesikringen og skatteadministrationen under samme tag, men sådan fungerer det ikke i Spanien.
Folkeregisteret
Folkeregisteret ligger på det lokale kommunekontor (Ayuntamiento). For at blive indskrevet i folkeregisteret skal man møde personligt op, medbringende pas, samt dokumentation for, hvor man bor. Det kan være skøde på hus, lejekontrakt eller i tilfælde, hvor man ikke har nogen af delene, kvitteringer på betalte regninger for vand, el, telefon el.lign. Man skal sige, at man gerne vil have lavet et ”certificado de Empatronamiento”, med andre ord et registreringsbevis på hvor man bor. Det er ikke lovpligtigt i Spanien at blive indskrevet i folkeregisteret, men der er mange gode grunde til at gøre det. Man bruger dette certifikat til mange ting, fx ved indregistrering af bil, oprettelse af banklån osv. Kommunen varetager også, ligesom i Danmark, den almene borgerservice. Det statstilskud, som kommunen modtager, er afhængigt af, hvor mange personer, der er registreret i kommunen, så jo flere der lader sig registrere, jo bedre borgerservice kan kommunen tilbyde. Værd at vide er også at kommunen står for varetagelse af hospitaler, veje, gadebelysning etc. Ved flytning fra et sted i Spanien til et andet går man op på kommunekontoret, der hvor man er flyttet hen og bliver indskrevet der. På kommunekontoret sørger de så for, at man bliver slettet fra fraflytningskommunen. Kommunernes serviceydelser er ligesom i Danmark forskelligt fra kommune til kommune. De forskellige arveregler i Danmark og Spanien er endnu en god grund til at lade sig indskrive i kommunen. Det kan være af grundlæggende betydning for ens efterkommere, om man er indskrevet i det spanske folkeregister eller ej.
Sygesikringen
Ved ferierejser gælder det gule sygesikringskort i op til 4 uger. I januar 2008 trådte en ny lov i kraft, hvor dækningen af det gule kort er blevet begrænset. Ved ferierejser udover 4 uger skal man have det blå europæiske sygesikringskort, som gælder i op til 1 år. I nogle sundhedscentre accepterer de kun det blå sygesikringskort, så det er godt at have med på rejsen. Hvis man er bosat i Spanien, må man tegne en privat sygeforsikring. Lader man sig registrere som selvstændig erhvervsdrivende, er en del af processen, at man lader sig registrere hos Seguridad social, som er en form for kombineret sygeforsikring og arbejdsløshedsforsikring. Her betaler man et beløb hver måned, som det, man kender fra de danske arbejdsløshedskasser. Bliver man ansat i et firma, vil man også blive registreret hos Seguridad social, hvor arbejdsgiveren betaler en del af det månedlige beløb, og man selv betaler en mindre del af beløbet. Som pensionist, eller hvis man af anden grund ikke er en del af arbejdsmarkedet, må man tegne en privat sygeforsikring. Flytter man fra et sted til et andet indenfor Spaniens grænser, skal man huske at melde flytning til sit sygeforsikringsselskab. Du kan finde flere oplysninger om sygeforsikring her: http://www.ambmadrid.um.dk/da/menu/Borgerservice/Bo+i+Spanien/Sygesikring/
Politiet
Den 2. april 2007 trådte en ny lov i kraft vedr. indrejse, fri bevægelighed og ophold i Spanien for EU-borgere. Iht. denne nye lov skal EU-borgere ikke længere søge om opholdstilladelse (Residencia), men blot lade sig registrere, hvis de bliver i landet i mere end 3 måneder. Dette er obligatorisk og skal gøres indenfor de 3 første måneder ved personligt fremmøde på det spanske politis udlændingekontor eller ved en spansk politistation, såfremt der i lokalområdet ikke findes en udlændingeafdeling. Man skal anmode om et ”Certificado de Registro de Ciudadano de la Unión” og medbringe ansøgningsformular EX-16, der kan downloades på dette link: http://www.ambmadrid.um.dk/da/menu/Borgerservice/Bo+i+Spanien/Opholdstilladelse/Derudover skal man medbringe et gyldigt pas, samt bankkvittering på indbetalt gebyr. Hør nærmere herom på det lokale udlændingekontor. Registreringen er ikke et identifikationskort, hvorfor du som dansk statsborger skal kunne dokumentere din identitet med dit pas. Flytter du indenfor Spaniens grænser, skal du også melde flytningen på det lokale udlændingekontor. Flytter du fra Spanien, skal du anmode om at blive afmeldt ved det lokale udlændingekontor, hvor du sidst blev tilmeldt. Der er mange gode oplysninger at hente inde på ambassadens hjemmeside: www.ambmadrid.um.dk som jævnligt bliver opdateret.
Konsulatet
Det har ikke været lovpligtigt at lade sig indskrive hos konsulatet siden 1992, men det er stadig anbefalelsesværdigt. Man bliver indskrevet ved at aflevere en udfyldt formular, som man kan få tilsendt fra konsulatet, samt fotokopi af pas og fotokopi af et vellignende foto. Står man indskrevet i konsulatet, kan folk, som af en eller anden grund søger én, hente oplysninger om, hvor man opholder sig. Desuden er det godt for konsulatet at vide, hvor mange danskere, der reelt opholder sig i Spanien og, at de kan komme i kontakt med os i tilfælde af en krisesituation. På konsulatet og Ambassaden kan man også hente hjælp, hvis man har problemer som sygdom, ulykke, tyveri/røveri, dødsfald, mistede dokumenter, o. lign, og de hjælper også danskere, der bliver fængslet i udlandet, samt ved børnebortførsler etc. Konsulatet i Malaga ligger i C./ Cordoba 6,-404, og har telefonnr: 952 211 797. Når en dansker i Spanien dør, skal bedemanden advisere konsulatet, hvilket de som regel gør ved at fremsende en dødsattest, hvorefter konsulatet giver besked til Danmark, at vedkommende er afgået ved døden.
Formaliteter når man flytter til Spanien
Jura & Finans | April 2008
Jura & Finans | April 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
























