Af Stine Mynster/Comunica.dk

Han er fyldt 70 år i januar, men er stadig en aktiv regent. Manden, der blev sendt alene på kostskole som 10-årig, og derefter kom under Francos vinger, er et menneske, der ved, hvad ordene ”ensomhed” og ”pligt” betyder. Under sin strenge opvækst vidste han, at hans skæbne var forudbestemt, og at han var den udvalgte til at tage over efter Franco. Men kongen bærer med smil sin byrde, som den danske sang lyder. For ham er dét at tjene Spanien både et vigtigt og et ærefuldt hverv, som altid bliver udført korrekt. Måske lige bortset fra den ene gang, hvor han tabte besindelsen og bad den venezuelanske regeringsleder om at holde kæft.

Det er engang blevet påstået, at kongelige navne er en spiritusprøve værdig, og den påstand må også siges at gælde for den spanske konge. Han er døbt Juan Carlos Alfonso Víctor María de Borbón y Borbón-Dos Sicilia. Hans kaldenavn er dog Juan Carlos I af Borbón eller slet og ret Kong Juan Carlos. Han er nevø til den spanske konge Alfonso XIII og søn af Don Juan de Borbón, greve af Barcelona og María de las Mercedes de Borbón y Orleans, prinsesse af Dos Sicilias. Spaniens konge blev, som man måske skulle tro, ikke født i Spanien, men derimod i Rom. (Det var sine hans forældres eksilophold, at han kom til verden den 5. januar 1938). Forældrene var nødsaget til at flygte i eksil ved udnævnelsen af den 2. Republik i Spanien i 1931. Selvom republikkens levetid var kort, blev monarkiet efter borgerkrigens afslutning ikke genindført, eftersom general Franco overtog magten, og beholdt den indtil sin død i 1975. Faderen til Juan Carlos, Don Juan, der egentlig skulle have været konge, gav i 1977 officielt afkald på sine rettigheder til tronen til fordel for sin søn Juan Carlos, der var udpeget til Francos efterfølger, og på det tidspunkt allerede var indsat som konge. Da Juan Carlos var dreng, havde Franco og Don Juan indgået en aftale om, at Spanien igen en dag skulle have sit monarki tilbage, på trods af, at landet ville komme til at springe en hel generation over i tronfølgerækken.

En rigtig Borbón græder kun i sengen
Juan Carlos har beskrevet sin barndom og ungdom som en nærmest uendelig periode med oplevelser ”jeg helst ikke vil huske”. Familien besluttede i 1946 at vende tilbage til Spanien, nærmere bestemt til slottet Estoril udenfor Madrid. Dette gjaldt dog ikke den otteårige Juan Carlos.
Mens hans familie installerede sig i deres nye hjem i Spanien, blev han sendt på en religiøs kostskole i Freiburg, Schweiz. Ifølge kongen selv markerede dette afslutningen på hans barndomsår ”Min indskrivning på internatet var et farvel til min barndom. Min far forbød min mor at ringe til mig de første fjorten dage” udtalte kongen i 1978 til den tyske avis ”Well am Sonntag”. På internatet i Schweiz, langt fra sin familie lærte han, at ensomheden er en tung byrde at bære. Men som en rigtig Borbón græd han ikke andre steder end i sengen, alene og uset. Dette var, hvad hans far havde lært ham. Det var ikke grusomhed eller hjerteløshed, der motiverede Juan Carlos’ far til at sende sin otteårige søn væk fra familien. ”Han vidste, som også jeg selv har erkendt meget senere, at hvis man skal kunne bære ansvaret for et helt land, må man have en streng opdragelse”. Juan Carlos nåede at være i Schweiz i to år, inden han blev hentet til Madrid. Efter en tre timers lang samtale var Franco og hans far blevet enige om vigtigheden af, at han blev uddannet i Spanien. Den 8. november 1948 ankom han til hovedstaden, ikke for at genforenes med sin familie, men for at bo på endnu en kostskole ”Las Jarrillas”. Franco, der ikke selv havde nogen sønner, havde taget ham i sin varetægt og modtog ham personligt den 24. samme måned.

Det mislykkede kup
I 1969 blev Juan Carlos udnævnt som officiel efterfølger til Franco. Seks år senere, og to dage efter diktatorens død blev han så udråbt til konge den 22. november 1975. I parlamentet holdt han sin første tale til nationen, hvor han gav udtryk for de ideer, der lå til grund for hans regering: at genindføre demokratiet og at være konge for alle spaniere - uden undtagelser. Således blev det første frie valg siden borgerkrigens start i 1936 afholdt i 1977, hvorefter parlamentet udarbejdede den spanske forfatning, der blev vedtaget den 6. december 1978, og som godkender Juan Carlos som øverste statsleder ”jefe de estado”. Spanierne var i årene efter demokratiets indførelse afventende over for deres nye konge. Hvem var han? Hvad ville han? De to spørgsmål kom kongen til selv at besvare den skæbnesvangre dag, den 28. februar 1981. Bevæbnede højreekstremister indtog parlamentet og forsøgte at gennemføre et militært statskup, men kongen handlede resolut og kontaktede alle højtstående generaler med besked(en) om, at de skulle forholde sig i ro. Om aftenen tonede han frem på i tv og holdt en tale, der forsikrede spanierne om, at deres demokrati var kommet for at blive. Juan Carlos var trådt i karakter som konge, hans popularitet voksede fra denne dag og folk husker ham stadig for det. Senere var Juan Carlos med til at støtte spaniernes optagelse i den europæiske union. Som den europaborger han selv er, har han ofte fremhævet vigtigheden i også at have en europæisk identitet som spanier. I 1986, da Spanien endelig blev optaget, kunne man opleve en stolt konge, der ikke lagde skjul på sin begejstring.

Den største tragedie
Juan Carlos er en belæst herre, men det er især inden for militæret han har sin uddannelsesmæssige baggrund. I 1954 afsluttede han sin gymnasieuddannelse i San Isidro, Madrid, og i årene 1955-1959 studerede han på militærakademiet for luftvåbnet, hæren og marinen. Det var også i denne periode, at han var i praktik på skoleskibet ”Juan Sebastián Elcano”, og opnåede sin titel som søofficer. I 1960-61 supplerede han sin militæruddannelse med studier indenfor jura og statsøkonomi. Den 14. maj 1962 blev han efter et halvt års kæresteri, gift i Athen med den græske prinsesse Sofía (Kong Konstantins søster). Efter deres bryllupsrejse flyttede de ind på Zarzuela paladset i Madrids omegn, hvor de stadig bor. I 1963 blev det første af deres tre børn født; Elena. To år senere fik de endnu en datter Cristina og i 1968 sønnen Felipe. I dag har børnene forsynet ham med i alt otte børnebørn, som han nyder at tilbringe tid sammen med, f.eks. på den årlige sommerferie på Mallorca, hvor hele familien samles i kongefamiliens sommerresidens. Når man kender lidt til kongens barndom, virker det ganske forståeligt, at han foretrækker at glemme de svære barne- og ungdomsår. Ud over adskillelsen fra familien og de hårde, ensomme kostskoleophold, ligger hans største sorg og traume uden tvivl i sit ufrivillige drab på sin yngre bror Alfonso. Lillebroderen blev ramt i hovedet af en kugle fra en revolver, som Juan Carlos og den 14-årige bror legede med, da de ikke troede, den var ladt. Det var i påskeferien i 1956 på familieresidensen Estoril, at ulykken skete for den dengang kun 18-årige Juan Carlos. Episoden er blandt de mest personlige og smertefulde i kongens liv, og den har indtil for få år siden været et ubeskrevet blad og nævnes stort set aldrig i spanske medier. Det faktum, at det sensationslystne ugeblad Hola i sin 15 sider lange fødselsdagsreportage over kongens liv fra januar i år, ikke nævner episoden med ét ord, siger noget om hvor tabuiseret en hændelse, det er.

Alle spanieres konge
Juan Carlos er en passioneret sportsudøver, især skiløb og sejlsport har hans store interesse. Ligesom vores egen Kronprins Frederik, er den spanske konge fortaler for, at fysisk aktivitet skal være en del af børn og unges opdragelse og opvækst. Kongehuset er altid til stede under de spanske OL-deltageres konkurrencer ved de Olympiske Lege for dermed at vise deres fulde støtte til spanierne. Som i ethvert andet land er landsholdssport en aktivitet, som hele landet kan samles om, og netop at holde sammen har spanierne måske mere end nogensinde brug for nu, hvor der er stadigt voksende uafhængighedstendenser blandt visse spanske regioner. Rollen som ”alle spanieres konge” er derfor Juan Carlos og resten af kongefamiliens nok allervigtigste rolle. I hvert fald hvis monarkiet skal blive ved med at give mening for flertallet, og hvis Spanien fortsat skal være ét land. Dét er kongehuset tilsyneladende klar over, hvorfor de gør sig meget umage med at fordele sol og vind lige, og nå ud til alle kroge af landet, så ingen føler sig mindre betydningsfulde end andre. Og ligesom de fleste andre europæiske regenter, holder Juan Carlos også den traditionsrige nytårstale den sidste dag i året, hvor han gør status og husker at takke de spaniere, som fortjener at blive fremhævet og kommenteret. I det hele taget lægger kongen i sine mange taler rundt omkring aldrig skjul på, at dét at tjene Spanien er sit livs vigtigste lod. Meningsmålinger viser da også, at kongen generelt set er en populær mand, og at de fleste spaniere er tilfredse med monarkiet. Men som i alle samfund(,) er der grupper, som ikke bryder sig om kongehuset og det kongen står for. I foråret 2007 gik en række katalanske ekstremister således på gaden for at afbrænde billeder af kongeparret som en protest mod monarkiet og det samlede Spanien. Billederne blev vist igen og igen på tv, og borgere såvel som politikere tog kraftigt afstand fra hændelsen; flere blev direkte chokeret over at se deres kongepar i flammer. Samfundsdebattører mener, at hændelsen ville have været utænkeligt for blot 10 år siden, og at kongehuset i dag står over for en mere og mere vanskelig opgave. Kongehusets rolle er ikke før blevet diskuteret så ofte som nu, hævder de.

Por qué no te callas
Kongen er protektor for flere organisationer og har ofte et stramt program. Meget af tiden går med udlandsrejser, og det siges, at kongen har været i stort set alle verdens lande på sine mange statsbesøg, ofte i selskab med dronningen. Især de latinamerikanske lande har Juan Carlos et nært forhold til. Han er kendt for at have støttet en ny stil i forholdet til disse lande, .En stil, hvori man har sat fokus på de enkelte landes særegne træk, samtidig med at man har fremhævet den fælles sprog- og kulturarv, som binder landene sammen. Kongen er en selvskreven gæst ved de traditionsrige iberoamerikanske topmøder, og var naturligvis også med til det første, der blev afholdt i Mexico i 1991. Ved det sidst afholdte møde i Chile i efteråret 2007, gik alting dog ikke helt efter etiketten. I selskab med regeringschef Zapatero, der diskuterede politik med den venezuelanske leder Hugo Chávez, kom de berømte ord pludselig flyvende ud af munden på kongen, der helt åbenlyst ikke magtede at lægge øre til Chávez’ beskyldninger om, at Spaniens tidligere leder José María Aznar var fascist. ”Por qué no te callas” – hvorfor holder du ikke kæft – sagde han til Chávez, hvorefter han forlod mødet i protest. Sekvensen med den ellers politisk yderst korrekte og neutrale konge, er blevet spillet igen og igen til stor morskab og forargelse for offentligheden. Episoden var tæt på at koste venskabet mellem Venezuela og Spanien og mange handelsforbindelser var i en lang periode truet, for Hugo Chávez er en meget stolt mand, som ikke tåler irettesættelser fra nogen, selv ikke fra en konge. De fleste spaniere har dog taget miseren med sædvanlig humoristisk sans, og mange har endda downloaded kongens verbale udbrud som ringetone på deres mobiltelefoner. Bliv derfor ikke forskrækket, hvis du en dag hører kongen sige, at du skal holde kæft, mens du står i kø ved kassen i supermarkedet.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven