Mens den overvejende del af danskerne i Spanien bor langs kysterne Costa del Sol og Costa Blanca, har enkelte har dog valgt at slå sig ned mere utraditionelle steder. Vi har i denne serie talt med nogle af dem om, hvorfor de har valgt at bo, hvor de nu bor, hvordan de trives og hvordan livets gang former sig for dem. 

Lizett von Røhling, forfatter i Galicien 

Af Jette Christiansen

Lizett von Røhling bor i en landsby med kun otte huse i Spaniens nordvestligste hjørne. 53-årige Lizett drev i mange år et grossistfirma indenfor skønhedsbranchen med sin mand, Max. I 1998 flyttede de til Costa del Sol, som de i 2002 forlod til fordel for den lille bjergby i Galicien. I 2007 fik hun sin første bog, Hjertets Have, udgivet.

Hvorfor valgte du at bosætte dig i Galicien?
Sammen med en veninde gik jeg i 2001 Camino de Santiago, og her oplevede jeg områdets skønhed. Min mand og vores ene søn var også med, de kørte dog noget af vejen, mens min veninde og jeg gik hele turen med rygsæk. Vi sov alle på herberger langs pilgrimsruten.
Min mand og jeg havde boet på Costa del Sol siden 1998, og vi besluttede efter pilgrimsvandringen at flytte til Galicien.

Hvorfor ville I forlade Costa del Sol?
Vi syntes, at Kysten var blevet som en storby. Her var trist, med støv, bilkøer og stress, hvilket netop var, hvad vi ville undgå, da vi flyttede til Spanien fra København. Vi følte altså, at tiden var moden til at komme videre.
Det var i øvrigt pudsigt, hvordan nogle i vores omgangskreds reagerede på vores beslutning om at flytte til Galicien. ”Hvad vil I dér? Der sker jo ingenting,” sagde flere til os. Og det er helt rigtigt, her sker ingenting, og det var, hvad vi søgte.
Vi flyttede altså 100-200 år tilbage i tiden.

Hvordan havnede I i netop denne by?
Vi vendte tilbage til området omkring Camino de Santiago i Galicien, hvor vi overvejede at starte et herberg. Vi fandt dog ikke et anvendeligt sted, men 20 km fra Caminoen faldt vi bogstaveligt talt over denne by, Viladóniga.
Vi fandt en ejendomsmægler i nærmeste havneby, Viveiro, der kunne leje os et hus på tre etager og med seks værelser til blot 430 euro om måneden.

Hvordan blev I modtaget?
Da vi først tog ud for at besigtige huset, stod hele landsbyen på rad og række for at modtage os.
Vi bliver ikke inviteret hjem til dem, hvilket nok ikke er usædvanligt, men vores søn, der dog ikke bor her hele tiden, bliver inviteret med til familiefester. Jævnligt kommer en af nabokonerne dog på besøg hos os - med forklædet fyldt med frisklagte æg eller grønsager. Hun synes, det er synd for mig, at jeg ikke selv har hverken høns eller køkkenhave.

Hvor stor er byen?
Viladóniga har otte huse. Vi bor i nummer 13, de øvrige huse er faldet sammen. Vi er de eneste udlændinge i byen, som består af i alt tre familier og lige nu syv indbyggere. Her er fem biler, hvoraf de tre er vores, fordi vi også har en Camper.

Hvordan er jeres naboer?
Indtil for nyligt var vores nærmeste nabo en dame, som kaldtes for To-øje, fordi hun har en søster, der kun har et øje og som bor i huset ved siden af. Det andet mistede hun i sin tid til en gal tyr. Desværre afgik To-øje dog ved døden i starten af året og nu er hendes hus også lukket ned.
En anden kaldes ko-manden, fordi han har vogtet køer hele sit liv, han laver ikke andet. Han er snart lige så brun og sort som sine køer. Han har i øvrigt arvet To-øjes kat.

Hvordan lever man i byen?
De fleste forlader aldrig byen, alt kommer til os. Hver morgen kommer bageren fra nabobyen med frisk brød, og vi får også regelmæssige besøg af en købmand.
Ellers producerer man selv afgrøder, som sælges i den nærmeste by, det er f.eks. nødder og æbler, men lodderne er meget små. Her går de altid med en hakke og rumpen i vejret.

Og I selv?
Vores hus er byens mest moderne og bliver kaldet "slottet" af naboerne, har vi hørt. Det er fordi, vi har de for os danskere almindelige bekvemmeligheder så som to paraboler, diverse fjernsyn og computer. Byen var i helt ekstase, da vi fik sat den anden parabol op, så vi kunne se dansk Tv.

Hvor finder I myndigheder og andre nødvendigheder?
Landsbyen tilhører kommunen Ourol, hvor vi er indskrevet. Vi blev registreret som nummer 103 og 104 i den store protokolbog i A3-størrelse.
I byen Ourol er der en bank, to barer, et posthus, et kommunekontor og et lægecenter, hvor man aldrig behøver at vente. Resurserne bliver godt udnyttet - lægen er også byens borgmester, og da der sidst var valg, kom han hjem til os for at huske os på at stemme på ham. Apoteket er et privat hus, hvor apotekeren løber frem og tilbage mellem lægehuset. Han kører også ud med medicin, hvis det er nødvendigt, ellers tager en anden den med til den nødstedte.

Hvordan klarer I sproget, taler alle spansk?
I landsbyen taler alle de syv tilbageværende indbyggere blot galicisk, der ligner portugisisk meget, og så er vi meget langt ude på landet, så det er svært at kommunikere med dem. To-øje havde boet på Cuba, som hun forlod, da Castro kom til magten, men hun talte derfor spansk, så hende kunne vi godt tale med.
Desværre fik jeg konstateret kræft efter jul, hvilket betød mange undersøgelser og to operationer, så jeg var simpelthen nødt til at forstå og tale denne dialekt og også galicisk
Samtidig fik jeg for første gang i Spanien en helt "vognfuld" venner, både gamle og unge, og det har været en utrolig dejlig oplevelse. Og kræften har jeg da ikke tid til.

Hvad får I hverdagen til at gå med?
Vi har en meget stille og rolig hverdag, hvor vi deler vores dag imellem kontortid på computeren, når internettet ellers kører hurtigt nok - hastigheden her i bjergene er meget langsom, det er lige før håndsvinget skal i brug. Vi tager dagligt en spadseretur med stavgang, hvor vi nyder omgivelserne og får hilst på diverse naboer. Jeg maler på mit seneste maleri og skriver lidt på næste bog. Min mand ordner have - det kan jeg ikke pga. dårlig ryg, og hjælper de gamle i byen efter behov. Jeg bruger megen tid på at være støtteperson for min søn i Danmark, som er handicappet, og dette foregår pr. computer. Det skal dertil siges, at vi mindst to gange om året kører i camperen til Danmark, og vores rute går altid via Paris, hvor vores næstældste søn har boet og arbejdet i 11 år.

Hvorfor forlod du Danmark?
Min mand og jeg havde arbejdet mange år i skønhedsbranchen. Vi var grossister og drev beautycenter og undervisning på Frederiksberg, tillige med diverse udenlandsaktiviteter. Derudover var jeg fast tilknyttet Frisørskolen i København, hvor jeg var med til at oprette en del af deres kosmetikeruddannelse. Utallige messer, afvikling af konkurrencer, rejser, kort sagt en stresset, dansk tilværelse. Det blev for meget, og vi besluttede at flytte til sydligere himmelstrøg, nemlig Costa del Sol, som vi jo havde hørt så meget dejligt om. Spanien var os begge yderst bekendt, da vi begge har rejst der rigtigt meget.

Savner du noget i Galicien?
Ja, jeg savner et netværk af ligestillede. De andre indbyggere i landsbyen er jo også efterhånden oppe i årene. Men også derfor tager vi normalt til Costa del Sol for at fejre jul. Vi kører i Camperen, for den nærmeste lufthavn ligger 126 km fra Viladóniga, og det tager over to timer at køre den strækning, eftersom det er bjergkørsel hele vejen.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hjertets Have
Lizett von Røhlings bog udgør en række fortællinger og lyriske vers, som taler med kærlighedens ord, og teksterne tager nænsomt læseren ved hånden, til hjælp i en svær tid, fysisk som psykisk. Er hverdagen blevet for grå eller problematisk, kan anekdoterne og versene give læseren et differentieret syn på livet. Bogen er bygget op som en rejse, der relaterer til syv ”livsområder”.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven