Offentliggjort i samarbejde med Nordea Bank S.A. i Luxembourg - www.nordea.lu 

Skattesatserne i Spanien kan være meget høje og i nogle tilfælde over 80%. Således er der et tydeligt behov for formueplanlægning her. En hensigtsmæssig sammensætning af aktiverne kan bidrage til at nedbringe skattebyrden betydeligt. En kapitalforsikring kunne være den optimale løsning fra et skattemæssigt synspunkt.

Den reelle værdi af en investeringsstrategi måles på afkastet efter skat. Skatteplanlægning bør derfor udgøre en integreret del af en privat investors investeringsstrategi. Alt efter investors personlige ønsker og behov er der forskellige måder at optimere investors skattemæssige situation. I den forbindelse er kendskab til skattereglerne for formueindtægter i Spanien afgørende.

Formueindtægter som en del af den generelle indtægt
Den skattepligtige indkomst i Spanien kan opdeles i flere kategorier. Der gælder forskellige regler for hver kategori med hensyn til opgørelsen af indkomsten, fradragsberettigede udgifter og nedslag. Kategorierne er pensionsudbetalinger, lønindkomst og formueindtægter.

Formueindtægter beskattes med en fast sats på 18%. Beregningsgrundlaget omfatter al indkomst fra aktiver – det være sig fast ejendom eller løsøre – der ikke er relateret til investors erhvervsaktiviteter. Disse formueindtægter omfatter renteindtægter og udbytter, investeringsforeninger (generelt skal der betales skat af kapitalavancer fra investeringsforeninger og visse investeringsselskaber indregistreret i Spanien eller andre EU-lande), indtægtsdelen af udbetalingen fra en kapitalforsikring (PCP’er eller MCP’er i Nordea), udbetalinger fra livs- og invalideforsikringer, som ikke hører under kategorien lønindkomst eller beskattes i henhold til reglerne for arve- og gaveskat, samt udbetalinger fra private pensionsordninger (for ordninger med rateudbetalinger over ti år er dog kun 16% af pensionsudbetalingen skattepligtig).

En kapitalforsikring – måske den mest skatteeffektive løsning
Der er flere måder at mindske skattebyrden i forbindelse med formueindtægter ved strategisk aktivallokering. En af dem er en kapitalforsikring (eller bancassurance), som vi vil fokusere på her. En kapitalforsikring anvendes typisk i Spanien til effektiv forvaltning af en investeringsportefølje. Først og fremmest af skattemæssige årsager, men også på grund af selve kapitalforvaltningen.

En kapitalforsikringskontrakt er i bund og grund en kombination af en livsforsikringskontrakt og en investeringsportefølje. Med dette produkt kan der være en eller flere forsikrede, og der er stor fleksibilitet med hensyn til de begunstigede. Dertil kommer, at man med en kapitalforsikring kan sikre en skattemæssig attraktiv placering af sin formue. Det er muligt at investere både i investeringsforeninger og i enkeltstående værdipapirer.

Fra et skattemæssigt synspunkt kan en kapitalforsikring tilbyde investor følgende fordele:
Kapitalindkomstskat – så længe de investerede aktiver ejes inden for rammerne af kontrakten, pålægges værdistigninger ikke spansk kapitalindkomstskat. Kun ved udbetaling af forsikringen beskattes en eventuel kursgevinst med 18%. Indbetalte præmier beskattes ikke på noget tidspunkt. 

Arveskat – en kapitalforsikring er et godt produkt til arveplanlægning, da den giver stor fleksibilitet med hensyn til, hvem der kan indsættes som begunstiget. Spansk arveskat pålægges kun begunstigede, der er skattemæssigt hjemmehørende i Spanien. Derfor er der stort råderum med hensyn til valg af begunstigede.

Nettoformueskat – hvis ejeren kan acceptere visse begrænsninger i adgangen til kapitalen, der forvaltes ifølge kontrakten, kan kontrakten muligvis fritages for spansk nettoformueskat.

Endelig skal der ikke betales såkaldt exit-skat af en kapitalforsikringskontrakt, hvis ejeren fraflytter Spanien permanent.

At finde den rette rådgiver
Optimering af den skattemæssige situation kræver justeringer i investors investeringer. En kompetent rådgiver kan vurdere sådanne justeringer med henblik på at fastslå egnetheden og nytten for den enkelte investor i forhold til hans/hendes personlige mål og ønsker.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Af Jesper Hertz, Nordea

Indtil videre i 2008 har markederne fortsat været meget hårdt ramt som følge af truslen om recession i USA og vedvarende tvivl om solvensen blandt finansielle institutioner. Fra at have været et tilsyneladende isoleret problem i et bestemt segment af obligationsmarkedet har kreditkrisen, som blev udløst af kollapset på subprime-markedet, nu fået mere vidtgående konsekvenser, end de fleste iagttagere kunne have forestillet sig for et år siden.

Selvom krisen tog sit udspring på kreditmarkederne, er aktierne også blevet sendt til tælling. Årsagerne er mange – en af dem er tvivlen om, hvor godt det korte pengemarked fungerer i lyset af manglen på likviditet. Modpartsrisiko er nemlig en stor bekymring blandt investorerne, og nogle selskaber har derfor haft svært ved at skaffe den nødvendige kapital til den daglige forretningsdrift. En anden negativ faktor for aktiemarkedet er opfattelsen af, at selv de største finansielle institutioner er skrøbelige. Det er langt fra klart, om alle har offentliggjort det fulde omfang af deres tab, og usikkerheden indebærer en risiko for skuffelser selv i forbindelse med de mest forsigtige indtjeningsforventninger. Aktieinvestorernes største bekymring er dog den stigende sandsynlighed for en økonomisk recession af globale dimensioner. Det er et problem, der ville ramme ikke kun finanssektoren, men hele markedet. Og det er p.t. umuligt at vurdere både dybden og varigheden af en sådan nedgang.

I mellemtiden falder ofrene for subprime-krisen stadig på stribe. De senest ramte er de såkaldte monoline-selskaber, som specialiserer sig i garantistillelse for udstedere af obligationer. Monoline-selskaber har traditionelt haft en meget høj kreditrating, men er nu blevet sat på observationslisten af de internationale ratingbureauer. Derfor er de nødt til at rejse yderligere kapital for at undgå nedjusteringer – ironisk nok fra de banker, hvis aktiver de har forsikret. Eventuelle nedjusteringer vil således få en afsmittende effekt på bankerne. Det vil gøre deres finansielle position endnu mere usikker, end den allerede er, da bankerne kan få yderligere tab ud over dem, der allerede er offentliggjort. Dermed kan bankerne selv komme i farezonen for at få deres kreditværdighed nedjusteret.

Ud over disse negative faktorer – og måske vigtigere på kort sigt – kan nævnes manglen på tillid til de monetære myndigheder. Den amerikanske centralbank er især blevet beskyldt for ikke at have været på forkant med udviklingen i sin anerkendelse og håndtering af de systemiske og økonomiske konsekvenser af den nuværende krise. Trods de seneste ugers kraftige rentenedsættelser er det endnu ikke lykkes centralbanken at genoprette den tillid, der er så hårdt tiltrængt, hvis markederne skal begynde at stabilisere sig.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven