![]() | |
De fleste danske pensionister har nemt ved at få danske venner, når de flytter til Spanien. De danske rødder og det nationale fællesskab stikker dybt, danskerne er gode til at hjælpe hinanden indbyrdes, og det solrige klima indbyder til socialt samvær. Samtidig har danskerne i høj grad taget den spanske skik med kindkys til sig, og det hjælper til at bryde isen, når man skal lære nye personer at kende.
Danske pensionister i Spanien er generelt meget glade for deres migrationsliv. Det skyldes blandt andet, at de finder sammen i nye livsbekræftende fællesskaber. Det oplyser forskeren Anne Leonora Blaakilde, der gennem halvanden måned har interviewet danskere på Costa del Sol.
”Næsten alle steder oplevede jeg megen venlighed og imødekommenhed. Denne imødekommenhed kendetegner ifølge mange af pensionistmigranterne deres sociale fællesskaber, som er meget lette at komme ind i. Der ankommer ofte nye folk, og der er mange ting, som vedrører flytning og livet i det nye og fremmede, som alle har erfaringer med og er interesseret i at dele viden om. Dette udveksler danskerne i de sociale sammenhænge naturligt erfaring og oplysninger om.”
Let at få venner
Danskere, som flytter til Spanien, oplever generelt, at det er nemt at få danske venner.
Et par, begge 78 år, siger:
”Vi har meeeget let ved at få venner. Vi har aldrig haft så mange venner hjemme i Danmark,” forklarer parret, mens kvinden uddyber forklaringen under stor kluklatter:
”Når man bliver lidt ældre, ikke, så har man lidt ... øuv ... ondt i skulderen, ikke? Nårh, det har jeg også. Man har de samme problemer, ikke? Jamen, du skal prøve de og de piller, de plejer at hjælpe. Sådan er vi nogenlunde på bølgelængde alle sammen,” griner den 78-årige kvinde.
”Det er lettere at få nye venner hernede, end det er i Danmark,” siger en anden kvinde.
God tid og godt vejr
Den slags udsagn hørte Anne Leonora Blaakilde ofte.
”De begrunder det med, at det er varmt, så man færdes meget udenfor, man går meget ud at spise eller drikke kaffe, fordi det er meget billigere end i Danmark. Folk er interesseret i at møde hinanden og hjælpe hinanden med at få løst de mange praktiske problemer, der opstår, når man migrerer. Nogle giver udtryk for, at de har langt mere travlt med at socialisere, end de havde, mens de boede i Danmark,” konstaterer Anne Leonora Blaakilde.
I det sociale liv betyder uddannelse og erhvervserfaring tilsyneladende ikke så meget.
”Man ved slet ikke, hvad folk har lavet før. Det er ikke noget, vi snakker om,” forklarer en mand.
Sproget
Veteranerne på Costa del Sol fortæller, at udlandsdanskerne, som ankom i 1970erne og op gennem firserne, ikke var så ivrige efter at lære det spanske sprog. Ifølge mange af udlandsdanskerne og tilstrømningen til spanskkurserne, er der i de senere år kommet en øget interesse for at tilegne sig sproget.
Danskerne tager også dele af den spanske kultur til sig, forklarer Anne Leonora Blaakilde:
”Med stor entusiasme udbreder danskerne den spanske skik med at hilse på hinanden ved at uddele et kys på hver kind. Det er en fin anledning til at være i fysisk kontakt i et miljø og en gruppe, hvor der ikke er så meget tradition for kropskontakt, især ikke hvis man indgår i et parforhold. Men ellers beholder mange af danskerne deres egne danske traditioner, vaner og skikke, især hvad mad angår.”
Vi er røde, vi er hvide
Diverse | Marts 2008
Diverse | Marts 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |


























