Af Helle Espensen

Man kan næsten ikke, som almindelig dødelig, komme tættere på den amerikanske valgkamp end at tørre mudderet af sine støvler i Hillary og Bill Clintons forhave-græs, vel? Da jeg gjorde det, vidste jeg ikke, at det røde Morten Korch-hus i skovbrynet var beboet af så betydningsfulde folk. Jeg mener; ingen karseklippede, habit-typer med øresnegl og blikket fyldt af ladte pistoler forsøgte at stoppe mig. 

Det var journalist og tidligere chef for TV-avisens udlandsredaktion, Torsten Jansen, der fortalte mig, at Den danske Ambassade i Washington DC, hvor han nu er ansat som pressechef, er nabo til præsidentkandidaten og den muligvis kommende First Gentleman Bill Clinton.
Jeg er taget til Washington for at se nærmere på kampen om klodens mest magtfulde position – midt i en tid hvor mit hjemland står i valgkamp i halsen, og mit fædreland stadig ikke helt kan finde ud af, om regeringen har flertal eller ej.

Mens der var bogstavleg i den helt store stil i DK op til valget i november, kan man til hverken det spanske eller det amerikanske valg vælge og vrage blandt et utal af partier. Her er det stort set begrænset til rød eller blå – hvilket jo burde gøre det hele nemmere at gennem- og overskue. Men er det så også det?

Jeg aflægger Hillary’s nabo et besøg for at få svar på mine amerikanske valgspørgsmål.

På Den danske Ambassade i Washington DC tager Torsten Jansen imod, og viser rundt i den typisk danske Vilhelm Lauritzen-bygning, der gør det ud for én af byens mere end 170 ambassader.

Der er langt fra et vælgermøde i en vinterkold dansk gymnastiksal med den umiskendelige odour af sure tæer til valgkamp i verdens eneste supermagt, hvor der spenderes millioner af kampagnedollars hver eneste dag på at finde USA’s 44. præsident. Et eller andet sted midt i mellem placerer den spanske valgkamp sig med stort anlagte valgmøder med laserlys, høj musik og storskærme på størrelse med fodboldbaner. 

”Der er flere forskelle på dansk og amerikansk valgkamp end ligheder”, siger Torsten Jansen, da vi tager plads på hans kontor. ”Her er der tale om en 2 år lang maraton, mens man i Danmark kun brugte 3 uger på at forberede det sidste valg. Den amerikanske forfatning er godt tænkt, og det lange udskillelsesløb, som nu kører på højtryk med primærvalg og partikonventer, er meget betryggende. Det er jo verdens mest magtfulde stilling, der er i spil.

Torsten Jansen forklarer videre, at det økonomiske aspekt også udgør en kæmpe forskel. For i USA er det ikke nok at tømme fagforeningskasserne og trykke en flok plakater. Store kræfter bruges på fundraising. Og det er ikke bare blåøjet sympati, men mere en ”penge-er-magt-faktor, som er med til at korrumpere politik i USA. Alene på TV-reklamer antages det, at hver kandidat bruger ca. 2 mio. dollars om dagen. Til sammenligning er PSOE’s samlede budget for hele valgkampen 12.600.000 euros.

”Det er meget uigennemskueligt”, siger Torsten Jansen, hvis interesse for amerikansk politik nu har fået ham til at flytte over Atlanten for anden gang. Første gang, han boede i landet, var som DR-korrespondent fra 1996 til 2001.
”Det er et forandret USA, jeg er kommet tilbage til. Sikkerhedsaspektet har ændret sig. Amerikanerne er ikke længere et ubekymret folk, og man kan mærke, at USA er et land i krig. Selv går jeg ikke rundt og er bange, men det er klart, at nine-eleven har jaget folk en skræk i livet – og jeg tænker da over, at skulle et nyt og måske endnu værre terrorangreb finde sted, ja så er New York og Washington DC oplagte mål. Modsat reaktionerne i Danmark umiddelbart efter angrebene i 2001 mærker man ikke noget decideret had mod muslimerne her i landet. Amerikanerne er religiøse, og har derfor større forståelse for andre troende og deres verdensbillede.”

Torsten Jansen vendte tilbage til TV-byen umiddelbart inden terrorangrebene mod USA, og på mit spørgsmål om, hvorvidt det ikke var lidt ærgerligt at overlade posten til Kim Bildsø Lassen, lige inden den største udlandsbegivenhed nogensinde skulle dækkes fra åstedet, svarer han:

”Jeg er ikke typen, der ærgrer mig. Jeg havde netop dækket præsidentvalget i 2000. Det var temmelig hårdt, især pga. det 3 måneder lange efterspil og dækningen af de første 100 dage med Bush, så jeg var klar til at tage hjem til Danmark, hvor min nye stilling som chef for beredskabet i DR gav mig rig mulighed for at arbejde med sagen.
I det hele taget kan man vel godt kalde mig for en forkælet journalist; knap var jeg færdiguddannet og havde fået job på Ekstra Bladet, før Berlinmuren faldt, under mit 2 år lange ophold i Moskva oplevede jeg kuppet mod Gorbatjov, jeg var i Sarajevo, da Balkankrigen brød ud, jeg dækkede borgerkrigen i Rwanda og to amerikanske præsidentvalg. Og så brugte jeg et år af mit liv på Lewinsky-sagen, der, som bekendt, resulterede i historiens eneste rigsretssag mod en amerikansk præsident.” Torsten peger op på væggen, hvor en rød billet er rammet ind. ”Det er min billet til rigsretssagen, som jeg fik Ted Kennedy til at signere. Det var en stor og meget mærkelig oplevelse.”

Torsten Jansens job på ambassaden består bl.a. i at fungere som bindeled for fx danske kunstnere, der skal udstille i USA, arrangere og være med under kongeligt besøg fra Danmark (sidst da Kronprinsparret besøgte New York i efteråret), skabe og vedligeholde kontakter i den amerikanske presse og få dem til at interessere sig for danske forhold og markedsføre den danske idé.
”Det er et meget alsidigt job. Jeg lærer noget nyt hver dag, kontakten til mit gamle fag og til min store interesse for amerikansk politik, ja det er jo heldigvis også en del af min hverdag.
Danmark har et historisk godt forhold til USA, og her på ambassaden har vi nogle supergode kontakter og kilder, og gode relationer til fx politikerne – nye døre har åbnet sig. Som journalist med mange års erfaring i emnet må jeg indrømme, at jeg er meget imponeret over kvaliteten af de analyser, ambassaden sender hjem til Danmark.”

Og det bringer mig så videre til spørgsmålet: Hvem bliver USA’s næste præsident?

”Her på ambassaden holder vi med vinderen”, svarer Torsten diplomatisk. ”Uanset hvem det bliver, vil han eller hun være vores nye samarbejdspartner.”

Øv, den gik ikke. Jeg bevæger mig ud i hovedstadens gader for at tage temperaturen på valgkampen, der nærmer sig Super Tuesday.

Uden for Det hvide Hus møder jeg en dame, der synes, at Bush er en gemen krigsforbryder, der ikke selv tør at drage i krig (okay… måske var et reality check på sin plads her). En fransk-amerikansk antropolog, jeg taler med i Capitol, mener, at landet hverken er klar til en sort eller en kvindelig præsident, mens en guide på Arlington-kirkegården forklarer, at republikanerne håber, at Hillary vinder kandidaturet, idet de meget nemmere vil kunne slå hende end Obama. ”De har en masse ”pinligheder” om Hillary gemt i skuffen – og mon ikke de åbner den, hvis det bliver nødvendigt.”

Alle taler om valget, om økonomien og om offentlige sundhedsydelser. Amerikanerne har vendt blikket ind ad, og jeg får det indtryk, at krig i Irak og verdens syn på USA ikke er det vigtigste for vælgerne. De glade Clinton-dage er uigenkaldeligt forbi, og det er 8 år med fokus på terrorbekæmpelse også snart. Eller? For spørger man direkte ind til frygten for endnu et terrorangreb på amerikansk jord, ja så fylder det lige pludselig en hel masse.
Hvilken af kandidaterne, der rammer mest præcist, ja, det vil vise sig. d. 4. november.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven