![]() | |
Træt af de typiske spanske tapas og den evindelige sangría? Skriger smagsløgene efter nye og anderledes gastronomisk fornøjelser, der kan genskabe lysten til at gå ud at spise? Med La Danesa kan du nu finde inspiration til det næste restaurantbesøg. Fokus ligger på Málaga by, der med sit store udbud af alternative spisesteder kun venter på at byde velkommen til en anderledes gastronomisk oplevelse.
Et hurtigt øjekast på menukortet fortæller, at Frankamente langt fra er overrendt af hverken Michelin-stjerner eller mesterkokke. Størstedelen af retterne er lettere anretninger som sandwicher og salater, og stedet er da også hidtil bedst kendt for at være et hyggeligt samlingssted i morgentimerne eller i frokostpausen. Så hvori ligger forskellen, der skiller Frankamente ud fra flokken af lignende spisesteder? Sushi er svaret. Hver torsdag, fredag og lørdag aften er menukortet spækket med japanske specialiteter, der trækker gæster til fra alle verdenshjørner. Udvalget består af Nigiri, Maki, Hosomaki, Futomaki og for at det ikke skulle være løgn, Urumaki. Men frygt ej, der er ikke grund til at trække den japanske parlør frem fra tasken. Bagsiden af menukortet forklarer i detaljer betydningen af de mange specialiteter, og skulle der herske tvivl giver personalet gerne en hånd med i udvælgelsen af delikatesser. Udvalget af sushi egner sig til såvel de mere egoistiske sjæle, som de næstekærlige, der er villige til at dele med andre. Dette giver sig udslag i kombinationstallerkner med helt op til 24 forskellige slags sushi. Af de mere våde specialiteter kan man vælge mellem Sake, Sapporo øl eller Oroya Sushi vin. Til at afrunde det japanske måltid tilbydes tiramisu tilsat sake-essens.
Planlagte detaljer
Nu er sushi jo ikke ligefrem en revolutionerende nyhed, men trods mange år på bagen er denne japanske nationalspise fortsat eventyrlig populær og kendetegnes som en anderledes og spændende spise. Sandheden er, at Frankamente langt fra er det eneste spisested i Málaga, der har sushi på menuen, så hvorfor skal man lige præcist vælge denne restaurant?
Ligesom menuen består af en kombination af mange specialiteter, er helhedsindtrykket af Frankamente også en kombination af forskellige kontroversielle aspekter. Skal man vælge ét ord til at beskrive Frankamente, vil man hurtigt se sig mundlam, ironisk nok da navnet i sin bogstaveligst forstand betyder ”noget der er lige til”. Ideen bag restauranten er som taget direkte fra de mange in-steder i Manhattan, men i stedet placeret ved Málagas havnefront. Facade såvel som interiør oser af en åbenlys intention om at skabe det ultimative in-sted. Restauranten kan ikke prale med den store plads, men udnyttelsen af det tilgængelige areal samt anvendelsen af små men anderledes detaljer skaber et avantgarde spisested omgivet af en varm atmosfære. Lokalet i sig selv er fortrinsvist spartansk indrettet, og det er detaljerne, der får Frankamente til at fremstå som noget specielt. Store golde betonflader, der brydes af glaspartier prydet med tusindvis af Frankamente minilogoer, danner rammerne om restauranten. Og skulle man for en stund have glemt navnet, er det bare at kaste blikket mod bagvæggen, der tilbagekaster restaurantens navn som regn i modvind. I mangel af den virkelige vare er der på bagvæggen ophængt et stort fladskærms-TV, der uafbrudt viser klip fra forskellige internationale modeshows. I et forsøg på at være skødesløs, men uden tvivl udtænkt til mindste detalje, er der forskellige steder tilsat små detaljer, hvis formål er at krydre den ellers minimalistiske indretning. En af disse finesser er et par røde, højhælede laksko placeret på kanten af Tv’et, eller de mange modekjoler skødesløst sat op på væggen, og ikke mindst lysekronen med knaldrøde lampeskærme, der helt umotiveret hænger ned fra loftet inde i et hjørne.
Chill Out til maden
Fra spots i loftet kastes et varmt og afdæmpet lys ned over restauranten, og der indbydes til afslappet fornøjelse. Som supplement hertil strømmer der bløde Chill Out-toner ud af de mange højtalere, hvilket gør den totale oplevelse til en form for meditationsspisning. Et koncept der også er implementeret blandt personalet, hvis betjening også må betegnes som Chill Out. Hvis man har travlt er Frankamente bestemt ikke stedet at spise, for man skal være indstillet på at vente på både betjening og mad. Restaurantens anti-stress miljø afspejler sig også tydeligt i sushi-kokkens arbejdstempo. Placeret i baren anretter han med afslappet hånd de forskellige japanske mundbidder uden at lade sig påvirke af omverden. Resultatet er førsteklasses sushi, der næppe findes bedre andre steder.
Kort sagt er Frankamente ikke til de med en hektisk tidsplan. Restauranten skal betragtes som et otium i storbyen, hvor man kan trække sig tilbage fra hverdagens strabadser og lade pulsen falde til normalt niveau, mens man nyder atmosfæren. Hvis man alligevel skulle have lyst til sushi, men ikke har tid til at sætte sig ved et af restaurantens borde, kan sushien og de andre af restaurantens retter også fås som take-away.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Frankamente CAC
I kunstmuseet Centro de Arte Contemporáneo kun fem minutters gang fra Frankamente ligger Frankamente CAC. I samme minimalistiske stil som Frankamente bydes der også her på sandwicher og salater, samtidig med at man kan nyde den ustillede kunst såvel i selve kunstmuseet som på væggene i restauranten. For yderligere information om de forskellige udstillinger på CAC anbefales det at besøge www.cacmalaga.org eller i La Danesas Qué Pasa sektion.
Frankamente
Avda. Manuel Agustín Heredia 2
Tlf. 952 60 99 88
www.frankamente.es
Frankamente CAC
C/ Alemania s/n
Tlf. 952 21 33 38
www.frankamente.es
Frankamente – Chill Out i storbyen
Kultur & Gastronomi | Marts 2008
Kultur & Gastronomi | Marts 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























