Af Else Byskov

Trevelez ligger i La Alpujarra, som er betegnelsen for det område, der ligger på sydsiden af Sierra Nevada massivet. Trevelez ligger 1476 m. over havet og er dermed Spaniens højest beliggende by. Byen har 837 indbyggere og klynger sig til den østlige bjergside af Mulhacén. Den består af tre kvarterer – byens navn betyder netop det: tre- velez (kvarter – fra arabisk: belex). Legenden fortæller, at byen blev grundlagt af tre brødre, der byggede hver sit hus med en god afstand imellem. I dag er de tre kvarterer vokset sammen, men de eksisterer stadig med betegnelserne: Alto, Medio og Bajo. Lige neden for byen løber floden Trevelez, der har en rig bestand af regnbueørreder.
Hvis man en dag pludselig bliver træt af det subtropiske og tropiske klima på kysten og synes, at man har lyst til at se andet end palmer, hibiscusser og bougainvilleaer, ja så kan man bare sætte sig i bilen og køre op til den tempererede klimazone, som man finder oppe omkring Trevelez. Her kan man se alle de gammelkendte planter som brombærbuske, bregner, tidsler og løvfældende træer. Især hvis man savner efterårets farver, er det en god idé at tage en tur derop i oktober eller november, hvor træerne står klædt i gyldent løv.

Det er under alle omstændigheder en god idé at besøge byen, for den er udgangspunkt for en masse traveture op mod Sierra Nevadas top, men det kommer vi tilbage til.
Først og fremmest er byen kendt for sine skinketørrerier. Den tørre, kølige bjergluft er ideel til tørring af skinker, og hvert andet hus har en etage, som er helliget dette forehavende. Når man går rundt i byen ser man, at mange vinduer slet ikke har ruder, men blot tremmer, som lader luften komme ind og ud. Over hele byen ligger der da også en umiskendelig lugt af indtørret gris og saltet fedt, og det kan være lidt af en prøvelse for folk med sarte næsebor.
Nå, men vi er primært taget til Trevelez for at vandre, og da vi vil overnatte deroppe, kan vi nå to længere ture: En til nabobyen Juviles og en nordud af Trevelezdalen op mod Mulhacens østflanke.
Der findes et par hoteller og et par hostaler i Trevelez, men lige netop i den weekend, hvor vi vil af sted, er byens bedste hotel lukket, så vi må tage til takke med Hostal Regina i Trevelez Bajo. Hostalet er måske ikke noget at skrive hjem om, men det er ok i al sin uprætentiøse ligefremhed. Der er imidlertid ikke ret varmt på værelserne, så hvis man tager derop i efterårsmånederne, kan det varmt anbefales at smugle sin dyne med ind på værelset.

Vi tager af sted en lørdag morgen fra kysten og ankommer til Trevelez ved 12 tiden. Vores vandring er beregnet til at tage 3-4 timer, og da vi skal nå en bus i den anden ende, stiller vi blot bilen ved hostalet i Baja og haster ned mod broen over Trevelezfloden, hvor vores vandring begynder. Turen er på ca. 7 km. og er en ret let tur, der ikke kræver nogen særlig god fysik.
Turen starter 80 m. efter broen over Trevelez floden, og på sin venstre hånd ser man et skilt, hvor der står Juviles 3 horas. Skiltet peger opad skrænten og stien stiger jævnt den første times tid. Stien er en del af den legendariske GR 7, som er den i 1999 oprettede vandresti, der med sine 1250 km. og 55 etaper går gennem Andalusien fra Tarifa ved Gibraltar til Puebla de Don Fadrique, som ligger i Granadaprovinsen lidt øst for nationalparken i Cazorla. GR 7 er en del af den europæiske vandrevej E - 4, der går fra Tarifa i Spanien over Pyrenæerne, gennem Frankrig, Schweiz, Tyskland, Østrig, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og ind i Grækenland til Peloponnes. Det er en tur på 10.450 km., så der skulle være nok at tage fat på for den vandringsglade. Man kan læse mere om GR 7 på www.fedamon.com/senderos/grs/gr7.htm og om E 4 på European Ramblers´ Association på www.era-ewv-ferp.com – se under ”Long distance paths”.
Set i dette perspektiv er vores sølle 7 km. ren barnemad, men på trods af, at der er tale om en international vandresti, kan det ikke anbefales at drage ud på den uden et detaljeret kort. For nok er stien markeret, men af og til glipper afmærkningen, og man kan komme i tvivl. Med på vores tur havde vi ”Alpujarras Tour and Trail Map”, som hører til bogen ”34 Alpujarras Walks” af Charles Davis
(købt i boghandlen Kasbah i Almuñecar).

Turen fortsætter opad, indtil den når sit højeste punkt i 1755 m. Herefter begynder nedstigningen mod Juviles i sydøstlig retning. Man kan først se Juviles helt til sidst, for byen ligger ”gemt” under bjerghanget, men under turen har man rig mulighed for at beundre bjergsceneriet, som både omfatter selve Sierra Nevada mod nord og Sierra de la Contraviesa mod syd.
Vi skal med bus tilbage til Trevelez fra Juviles, og da turen kun tager os lidt over 3 timer inklusiv pauser, og bussen først går kl. 17.15, har vi god tid til at udforske Juviles. Ikke at der er ret meget at udforske. Juviles har ifølge sit website www.juviles.net 202 indbyggere (81 mænd og 80 kvinder – hvilket køn de resterende 41 indbyggere har, melder websitet ikke noget om!), så det er ikke nogen metropol, vi er kommet til.

Der findes dog intet mindre end 3 barer, og da vi har indtaget en vederkvægende kop kaffe på en af dem, ser vi et skilt med den interessante påskrift: El pisón del gigante – kæmpens fodaftryk. Det må vi hen og se. Vi følger pilen, men har lidt svært ved at finde ud af, hvad det er, vi skal se. På et tidspunkt ser vi en slags naturlig, flad terrasse, der ganske rigtigt har form som en kæmpes fodaftryk, men om det var den annoncerede seværdighed, er svært at sige. Og således lettere mystificerede er vi klar til at forlade Juviles.
Bussen ankommer præcist og for omkring 0,80 € pr. mand bliver vi transporteret tilbage til Trevelez. Det er en meget flot køretur langs med stejle bjergsider, så oplevelsen er alle pengene værd. Det er nok en god idé at checke bustiderne ved at ringe til busselskabet Alsina Graells på 958185480.
I Trevelez findes der adskillige restauranter, der byder på kraftige lokale retter, men da vi ikke er til tørret gris og blodpølser, ender vi inde på et pizzeria i Media. Det er imidlertid et fortrinligt sted, med masser af folkeliv og almindelig munterhed.
Næste dag går vores vandring nordpå, langs med Mulhacens østflanke på en sti, der ligger højt over Trevelezfloden. Vores mål er en sideflod til Trevelezfloden med navn Rio Culo Perro (ja undskyld, men det betyder Hundens Røvs Flod), som fra toppen af Mulhacen løber ned mod øst. Vores sti starter i Alto og det betyder, at vi begynder dagen med en vandring gennem hele Trevelez: op og op går det ad Calle Cuesta, Calle Carcel og Calle Horno. Ved den gamle vaskeplads drejer vi til venstre og følger den brede sti nordud. Efter 10-15 minutter deler stien sig, og på venstre hånd ser vi et skilt, der viser hen mod 7 Lagunas. Disse 7 laguner (eller søer) er berømte blandt vandrere, og er et søgt udflugtsmål. Men der er tale om en meget krævende vandring på omkring 10 timer in stejlt terræn, så i dag må vi nøjes med hundens røv.
Vores sti er nu skrumpet ind til en mulddyrssti, der stadig er eneste adgangsvej til de cortijos, der klamrer sig til bjergsiden. Det er en meget fin sti at gå på, og selv om det går jævnt opad, er det med en behagelig mild stigning. Vi passerer adskillige græsgange for køer med bjælder på, og vi må ofte åbne og lukke pigtrådshegn for at komme frem.

Ifølge vores bog ”34 Alpujarras Walks” har der været skuddramaer efter borgerkrigens ophør selv i disse afsides egne og i 1957 blev to Guardia Civil betjente dræbt af guerillaer, der holdt til i bjergene. Der er opsat en mindeplade for betjentene, og denne mindeplade leder vi nu efter som gale. Hver gang vi ser noget firkantet, tror vi det er mindepladen, men det er først efter næsten to timers vandring, at vi når frem til pladen.

Efter at vi har passeret pladen, bliver det meget stejlt til højre for stien med lodrette drop på over 100 meter, men det er samtidig meget flot og i det hele taget et spændende sted at vandre. Ikke ret langt efter mindepladen ser vi den berømte flod Rio Culo Perro, men nøjes med at beundre dens løb ned mod Trevelezfloden fra vores ophøjede position på klippeskrænten syd for floden. Det er tid til at vende om, og selv om det ikke føltes særligt hårdt at gå opad, kan vi godt mærke, at det nu går jævnt nedad. Turen tilbage til Trevelez tager kun lidt over 1 time. Tilbage i Trevelez nyder vi en kop kaffe på en af de lokale barer, inden vi vender snuden tilbage til kysten og subtroperne.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven