![]() Madkunstneren Ferrán Adriá | |
”Madrid Fusion er verdens største madmesse”. Det er den overskrift, som møder en i ugerne op til at dette madmekka. Og jo Madrid Fusion er stor, men ikke stor som vi fx kender det fra madmessen i København, men stor på den måde, at samtlige internationale kokke, som har noget at skulle sagt på den internationale scene, er repræsenteret. Herunder hører blandt andet René Redzepi fra restaurant Noma og Rasmus Kofoed som det danske indslag.
Der er to store scener, som bliver anvendt til at topkokkkene i bedste TV-køkken-stil. Her er diverse præsentationer af retter fra deres restauranter. Jeg kan utroligt godt lide, at på trods af at Spanien ligger som nummer 1 rent gastronomisk lige nu, så er intet helligt. Alle opskrifter bliver fremført og præsenteret, uden hemmeligheder. Alle kan stille spørgsmål til teknikker og opskrifter på mål og vægt. Og topkokkene svarer hellere end gerne.
På øverste etage har sponsorerne opstillet messestande, som kokkene så kan bevæge sig rundt i, ikke overraskende var tilløbet størst hos Mahou- og gin og tonic standen.
Til dette års Madrid Fusion var opmærksomheden fra arrangørernes side rettet imod Skandinavien, og det var tiltænkt, at 2008 skulle blive året, hvor kokkene i Norden omsider skulle få deres internationale gennembrud. Udover de ovennævnte danskere, mødte vi også Mathias Dahlgren og Magnes Ekk, fra Sverige.
Desværre virkede det ikke helt, som om at der var ”hul igennem”, om det skyldes, at arrangørerne havde valgt at sætte de skandinaviske kokke på på nogle lidt uheldige tidspunkter, tidligt om morgenen, før frokostpausen etc. eller om det skyldes en utilstrækkelig oversættelse fra translatørerne eller en helt tredje og overset faktor, er svært at sige, men det ser ud til, at gennembruddet lader vente lidt på sig. Selv var jeg, nede fra salen, stolt over at se danskernes præsentationer, som jeg synes de klarede utroligt godt.
Der var bestemt ikke tomt, da Ferrán Adriá gik på, slet ikke tomt endda. Dette gastronomiske unikum fra Rosas kan stadigvæk markere sig som nummer 1 på trods af talrige udfordringer fra resten af den spanske topscene. Ferrán havde udskiftet gryderne med små film, som forklarede nogle de forskellige opskrifter elBulli havde været igennem sidste år. Parmesan ”airbags”, remolademarengs og sort sesambrød bagt i mikroovn, og meget mere blev præsenteret for pressen og et publikum hovedsageligt bestående af begejstrede kokke. ”Enhver koks drøm er at skabe sig et sprog, et sprog hvori han kan bevæge sig frit og udtrykke sin kreativitet”, småfilosoferede han og afsluttede med nærmest belærende at henvende sig til publikum og sige ”hvis I ikke forstår en kok, så må I aldrig bebrejde, hvad han laver. Først skal I lære at forstå ham”.
Til madmesse i Madrid
Kultur & Gastronomi | Marts 2008
Kultur & Gastronomi | Marts 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























