Af advokat José Manuel Serrato León, Legatum
Oversat af Ann-Marie Barrios Hertz

Denne artikel omhandler de retsprofessionelle i det spanske retssystem og deres funktion, da en restsprofessionel i Spanien ikke altid har den samme funktion, som den der er kendt fra der danske retssystem, eller den tilsvarende funktion kan have andre beføjelser end i Danmark.

Domstolenes procesfuldmægtige (procederende advokat) er atypiske retsprofessionelle set i forhold til det danske rets system. De spanske procesfuldmægtige adskiller sig desuden fra de i tidligere artikler nævnte fuldmægtige som notaren g registratoren, da de udelukkende har deres virke i forbindelse med retsforfølgning (overfor domstolene). En kort og lidt teknisk forklaring er, at den procesfuldmægtige er en liberal og uafhængig retsprofessionel, som har læst cand. Jur., og hvis egentlige funktion begrænser sig til at repræsentere parterne ved domstolene. Det er deres opgave at samarbejde med domstolene ved at pleje retten og styre og organisere meddelelser mellem de personer, der medvirker i en retssag (parterne, dommeren, embedsmændene og advokaterne). I mange lande udføres denne opgave af selve advokaten eller af den egentlige interesserede, men den spanske lovgivning har forsøgt at adskille de to funktioner i henholdsvis repræsentation og forsvar, for på denne måde at tildele en specielt uddannet person til hver funktion. Repræsentationen tildeles domstolenes procesfuldmægtige, og forsvaret tildeles advokaterne.

Grunden til at det ikke er en advokat eller den egentlige interesserede i retssagen, der har denne opgave, er, at ved ikke at tildele advokaten funktionen, forsøger man at bevare forsvarets interesser hos en professionel, som ikke er knyttet til domstolen. Hermed opnås, at advokaten holdes adskilt fra selve domstolen, og hermed vil han frit kunne modsætte sig dommernes og embedsmændenes beslutninger. Derudover undgår man interessekonflikter. Lovgiveren har ikke ønsket at lægge repræsentationen i hænderne på den egentlige interesserede, fordi sagens normer er så komplekse, og deres misligholdelse kan betyde et tab af rettigheder. Der hersker ingen tvivl om, at de procesfuldmægtige udfører et fundamentalt arbejde for advokaterne og for domstolene ved at styre strømmen af meddelelser mellem de forskellige parter. Det er igennem den procesfuldmægtige, at advokaten meddeler sine skrivelser til domstolen, modpartens advokat og andre parter, og omvendt. Systemet med procesmeddelelser er meget strengt og kræver garantier og pålidelighed, for at disse bliver anset som retmæssigt modtaget, da der er mange processager, der afhænger af meddelelserne. Det er svært at forestille sig en sag, hvor der findes flere sagsøgere og flere sagsøgte, og hvor alle sender meddelelser til hinanden, men uden at der findes nogen form for orden. En sådan situation undgås ved udnævnelse af den procesfuldmægtige, som er obligatorisk fra det øjeblik, den interesserede har fået kendskab til, at han er en del i en retssag.

Et andet praktisk aspekt er den hjælp den procesfuldmægtige yder advokaten, når der skal føres en sag uden for dennes tilholdsområde. I Spanien plejer advokaterne at tage sig personligt af deres klienters sager, også selvom domstolen ligger mere end 1000 km væk. Hvis ikke, så benytter man sig af de procesfuldmægtige, der under disse afstande forvandles til advokatens sanser (særligt øjne og øre). Det ville praktisk talt være umuligt at deltage i alle de retshandlinger, som måtte forekomme i en sag, såvel pga. den høje pris i forbindelse med at skulle rejse, og den anvendte tid som klienten skal betale for. De procesfuldmægtige har ved at tage sig af en bestemt retskreds større mulighed for at deltage eller medvirke i sager, hvor det ikke er nødvendigt, at advokaten deltager.

Til trods for ovennævnte, så har domstolenes procesfuldmægtige fra gammel tid altid været en profession, der er blevet diskuteret for sin ideologi og for den juridiske verden, de professionelle bevæger sig i. Det er tilmed en funktion, der er blevet beskyldt for at få sagsomkostningerne til at stige, og at deres funktion ligeså godt kunne blive indtaget af advokaterne. I forsvar kan man sige, at samarbejdet mellem advokaten og den procesfuldmægtige er positivt. Begge retskyndige er uddannet Cand. Jur., hvilket skaber et godt, professionelt samarbejde. Hvorvidt den procesfulmægtiges rolle er skyld i en forøgelser af sagsomkostningerne kan diskuteres. Det er nemlig meget sandsynligt, at hvis advokaterne ikke har de procesfuldmægtige at ty til, så ville de være nødsaget til at tage færre sager og som konsekvens heraf, ville honoraret stige. Den procesfuldmægtiges honorar kan dog ikke bare sættes op fra det ene øjeblik til det andet, da honoraret er reguleret af Justitsministeriet.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven