“Det er et skønt rejseland, men jeg kunne altså ikke bo der”. Nå, hvor egentlig ikke? ”Det er ligesom alt for amerikansk – og så er præsidenten dum”. Her er det så nok mere sidstnævnte, der angiver, at vi taler om USA. For ”alt for amerikansk”, ja det harceleres der jo voldsomt over, at der også er i resten af den verdens forbrugersamfund. Og hvad så? Jeg mener, de stopper jo ikke ligefrem deres burgere ned i halsen på os, vel? Er vi mon i virkeligheden misundelige over, at de får de bedste ideer? Når vi har taget det hele til os, alt lige fra Marshallhjælp til de mange hjælpemidler i hverdagen for ikke at glemme de dybt forankrede amerikanske frihedsværdier, så er vi pludselig sure og beskylder amerikanerne for blot at beskytte egne politiske interesser og handelsbalance. Og hvad er der så galt med det? Det er da sådan lidt: når det regner på præsten-agtigt, ikke? Og naturligvis vil amerikanerne da have noget igen: loyalitet, for eksempel. At vi i stedet for at mugge skal klemme ballerne sammen og se at komme ud ad markvejen, det blev helt klart for mig, da jeg for nylig besøgte storebror på den anden side af Atlanten.
10 fingeraftryk, et foto og et kort interview – og så lyder det: smækket fra stemplet i passet efterfulgt af et drævende “Welcome to the United States”. Wow! Bag mig står rækker af mennesker, og forsøger at bilde betjentene i Immigration ind, at de skal arbejde for Verdensbanken i DC. Jeg er her for at besøge USA’s hovedstad i valgkamp, mærke suset og spændingen fra klodens pt. mest magtfulde by. Efter alt for mange år uden en USA-tur har jeg helt glemt, hvor energisk, dynamisk og dygtigt dette store, unge land er. Da jeg er kommet mig over chokket over et super serviceniveau overalt, engagement og stolthed blandt et multietnisk folk, føler jeg stor trang til at skrive et brev til den spanske turistminister med det enkle budskab: Kom dog i gang! Andalusien er økonomisk afhængig af, at turisterne gider komme – for at møde hvad? Dårligt uddannet personale i forlystelsesparker, butikker og turistkontorer. Jeg mener, har I forsøgt at forstå, hvad stewardesserne ombord på spanske fly siger, når de taler engelsk? Og hvad med præsentationen på teatret i Zoo i Fuengirola. Gud være lovet at jeg forstår, hvad de siger på spansk – for ellers ville jeg have været hægtet helt af. Det er så for ringe! Jeg kan næsten heller ikke holde flere meldinger ud om, at udlændinge har valgt at flytte hertil pga. spaniernes varme og hjælpsomhed. Helt ærligt: Get real! (for lige at bruge et amerikansk udtryk). Det kan da godt være, at du kender en Paco eller en Antonio henne på hjørnet, der klapper dig på skulderen og kalder dig amigo, men hvornår har du sidst oplevet en virkelig god service på et offentligt kontor, i en butik eller bare mødt en fremmed på gaden, som har gidet at hilse? ”Good afternoon, mam” eller ”have a good day”, lyder det i DC. Er det overfladisk? Måske, men du skal ikke bilde mig ind, at det ikke gør dagen bare lidt gladere – også for den, der siger det. Ikke bare i én, men i alle de taxaer, jeg benyttede under mit besøg, spurgte chaufføren til, hvor jeg kom fra, om jeg kunne lide byen og om jeg havde nogle spørgsmål. Ikke blot var det en fin og uventet service, der måske kostede en ekstra dollar i drikkepenge, men det gav også anledning til dialog, som jeg, som gæst, kunne lære en hel masse af. Her i Spanien giver vi også drikkepenge til taxachaufføren – hvorfor mon? Man får kun turen, som man allerede har betalt for. Drop brokkeriet og lad os få noget mere amerikanisering her i Europa – på servicefronten. Vi skal ikke være så bange for hinanden, for at sælge vores varer og tjenesteydelser. Det der med at tage ved lære af andre, ligger selvfølgelig ikke lige for i Danmark, men lad os håber, at spanierne ser anderledes på det.

he

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven