![]() | |
Drengepige, økofreak og eventyrer. Danske Dorte med det polske efternavn Sliwa (der betyder blomme på polsk) er svær at sætte i bås. Men var hun med i tv-programmet ”Kender du typen”, er det meget sandsynligt, at ovennævnte tillægsord ville indgå i eksperternes karakteristik. Som lille legede hun ofte med drengene fra sin fynske hjemby, og efter skole hjalp hun til i sin fars mekanikerværksted, hvor hun tjente sine lommepenge som fejedreng. Ud over interessen for værkstedets mange biler gik hun og drømte om at blive professionel fodboldspiller. Hun passede flittigt sin træning, men selvom meget af fritiden foregik på fodboldbanen, rakte det alligevel ikke helt til en karriere. I stedet besluttede hun sig for at tage til udlandet: kunne det ikke blive som fodboldspiller, så kunne det blive som au-pair. Som 17-årig rejste Dorte derfor til London for at arbejde for den engelske tv-vært Anne Robinson (bl.a. kendt som den iskolde vært i programmet ”The Weakest Link”). Her blev hun i tre år, hvorefter hun tog til New Zealand for at arbejde og rejse rundt. I 1987 kom hun til Spanien for første gang sammen med sin daværende kæreste. Her arbejdede hun på et spansk advokatkontor og senere for en britisk ejendomshandler, der i øvrigt stak af med alle pengene. De efterfølgende syv år var Dorte ansat inden for filmbranchen som assistent på produktion af reklamefilm og musikvideoer til det engelske marked. Det var i den periode, hun fik set en meget stor del af Spanien, når hun var med ude på locations rundt omkring i landet.
I 1995 bosatte hun sig i København, og her begyndte interessen for alternative behandlingsformer for alvor. Efter et kursus i aromaterapi, gennemførte hun uddannelsen til zoneterapeut. I 1998 vendte Dorte tilbage til Costa del Sol og startede op som selvstændig zoneterapeut i Mijas pueblo. Siden 2006 har hun arbejdet hos Centro Sanum i Centro Idea. Selvom Dorte ikke rejser så meget længere, kan hun stadig blive ramt af udlængsel – og denne hang til eventyr har hun ikke fra fremmede. Hendes polske bedstemor rejste i 1914 alene fra Polen til Danmark for at søge arbejde og prøve lykken i et fremmed land. Hun var kun 15 år og måtte derfor låne sin ældre kusines pas for at rejse ud af landet. Senere mødte hun Dortes farfar, en landsfælle, der var taget til Lolland for at hakke roer, ligesom hundredvis af andre fattige polske landarbejdere gjorde det i starten af 1900-tallet. ”Faktisk er det min bedstefar, man kan se aftegnet på en plovmand”, siger Dorte og fremviser stolt en kopi af en 500-kroners seddel. ”Altså, dem der har kendt min bedstefar kan i hvert fald tydeligt se, at det er ham”, skynder hun sig at tilføje om den lille tegning af en mand, der går bagved en hest.
Dorte bor i dag i Mijas sammen med sin amerikanske mand Josh, der er født og opvokset i landsbyen, hvor han arbejder som kunstner og designer. Sammen har de sønnen Jordi på 7 og hunden Bella, et pragteksemplar af en cockerspaniel. ”Vi forsøger at leve et så naturligt og enkelt liv som muligt, og går begge meget højt op i miljø, genbrug, sund kost og alternative levemåder”, siger Dorte.
Min dag:
Kl. 07.00: Jeg laver en kop stærk kaffe. Ryder op, vasker op, sætter en vask over, gør rent.
Kl. 07.50: Sender Bella op for at vække Jordi.
Kl. 08.15: Josh laver pandekager til morgenmad.
Kl. 08.45: Bella og jeg følger Jordi i den lokale spanske skole i Mijas. Derefter går eller løber jeg en tur på campoen. Jeg finder et roligt sted, sætter mig ned og påskønner naturen og den smukke udsigt.
Kl. 09.30: Jeg handler som altid ind på markedet i puebloen, men checker altid først min lille købmand for årstidens friske usprøjtede grøntsager fra det lokale bagland. Bella bidrager med sin hjælp i form af at bære et eller andet hjem – helst en pakke Santa Cristina kaffe – som ikke altid længere er vacuum-pakket, når vi kommer hjem!
Kl. 10.00: Hjemme igen. Jeg gør køkkenet rent og klar til fremstilling af cremer. Jeg laver cremer af 100 % naturlige og lokale ingredienser så som bivoks, aloe vera, mandelolie og æteriske olier. Cremerne bruger jeg i zoneterapien og til klienter, der har specielle behov eller blot er kritiske overfor det, de smører på huden.
Kl.11.30: Jeg ankommer til Centro Sanum. Checker dagens bookninger og orienterer mig om hver klient, jeg skal behandle. Jeg har i dag fire behandlinger.
Kl. 12.00: Dagens første klient er en ung pige som lider af kraftige menstruationssmerter. Det er tredje gang hun kommer, og zoneterapien har allerede hjulpet hende meget.
Kl. 13.00: Næste klient er en mand i 60´erne, han er sund og rask, og ønsker blot at holde sin krop og sit høje energiniveau ved lige.
Kl. 14.00: Frokostpause
Kl. 15.00: Mie er min næste klient. Det er første gang hun prøver zoneterapi, så vi bruger lidt tid på at tale om hendes sygdomshistorie. For at kunne tilrettelægge behandlingen, er det vigtigt for mig at vide noget om hende. Efterfølgende forklarer jeg, hvad zoneterapi er, og hvordan behandlingen vil foregå. Hun er meget overrasket over, hvor dejligt det er!
Kl. 16.15: Dagens sidste klient er et spædbarn, som lider af kolik. Det er 3. besøg og han har fået det betydeligt bedre, så vi aftaler efter endt behandling, at de ikke skal komme igen.
Kl. 17.30: Tilbage i Mijas. Josh hentede i dag Jordi fra skole og de mange lektier er allerede lavet. Vi bestemmer os alle for at tage en tur op på Mijas-bjerget. Bella følger selvfølgelig med. Jordi er meget interesseret i insekter. Jeg ser på vilde kamilleblomster og andre spændende planter til mine cremer. Vi nyder en smuk solnedgang og begynder igen nedstigningen. Josh slæber på en træstamme til brændeovnen. Den stammer fra den store skovbrand i 2001.
KL. 19.00: Hjemme igen. Jeg tjekker mine mails og ser med glæde, at jeg har fået en bestilling fra Danmark på halskæder – min anden passion, som jeg straks har lyst til at gå i gang med, men aftensmaden kommer jeg ikke uden om.
KL. 20.00: Vi spiser i dag en sen aftensmad.
K. 21.00: Jordi kommer i nattøjet og vi læser Anders And, mens han får zoneterapi. Han falder hurtigt i søvn.
Kl. 21.45: Jeg tager mine perler og sten frem, og begynder at lave halskæder, som er ren terapi for mig. Halskæderne laver jeg med natursten, som jeg sætter på hørtråde. Jeg sælger dem i klinikken og til udvalgte butikker, zoneterapeuter og private i Danmark. Josh og jeg brainstormer nye ideer til, hvordan vi kan lave vores øko-fiskedam i haven færdig.
Kl. 23.00: I seng – jeg tænker på dagen i morgen, som ser helt anderledes ud end i dag.
Spørgsmål til Dorte:
Hvad savner du mest fra Danmark?
Familie og venner, den offentlige transport, årstiderne, naturen, en grøn fodboldbane og folk som har en mening om ting og tør sige dem.
Hvilket tidspunkt i døgnet er det bedste?
Kl. 07.00– der er jeg nemlig helt alene og fyldt med ny energi. Eller kl. 14.05 de dage hvor jeg henter Jordi fra skole og jeg ser hans smilende ansigt, mens han glad kommer mig løbende i møde.
Hvordan ville du tilbringe den perfekte fridag?
Forsøge at leve op til det spanske mundheld: ”det er skønt at lave ingenting, men husk at hvile bagefter”.
Hvad kan gøre dig rigtig sur?
Tyrefægtning og anden dyremishandling. Grådighed og folk som ikke har respekt for naturen eller som ikke tager den globale opvarmning alvorligt.
Hvordan forkæler du dig selv?
Zoneterapi, løbetræning og et varmt karbad med æteriske olier blandet op med en kop fløde, så de ikke fordamper så hurtigt.
Hvornår taler du spansk?
Hver dag med de lokale i Mijas. Taler dog primært engelsk med Josh og dansk med Jordi.
Hvem ville du gerne være for en dag og hvorfor?
Faktisk føler jeg mig utrolig privilegeret over at kunne lave netop de ting, jeg elsker. Men skulle jeg vælge, så ville jeg være min hund Bella. Hun modtager ubetinget kærlighed, får fuld opmærksomhed og formår at sove trods alverdens larm.
Blå bog:
Navn: Dorte Sliwa
Fødselsdag: 8 marts 1965
Stjernetegn: Fisk
Alder: 42 år
Bopæl: Mijas pueblo
Civilstand: Bor sammen med Josh, Jordi og Bella
Uddannelse: Zoneterapeut
En dag med Dorte Sliwa
Profiler | Marts 2008
Profiler | Marts 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























