Af Michael Jepsen. Fotos fra filmen.

Den spanske film Børnehjemmet roses for at give gysergenren et intelligent og ublodigt modspil til de utallige amerikanske splatterfilm, der kaldes voldsporno.

Det var ikke kun spanierne, der rystede på hovedet ved uddelingen af årets Oscar-filmpriser i slutningen af februar i år. At den spanske gyser Børnehjemmet ikke var nomineret til en Oscar som bedste udenlandske film, var ikke blot et mysterium for spaniere. Verden over har El Orfanato, som filmen hedder på spansk, begejstret filmanmelderne, der kalder den en intelligent og tiltrængt fornyelse i genren af gyserfilm.
Anmelderne er enige om, at Børnehjemmet beviser, at man sagtens kan få det til at løbe iskoldt ned af ryggen uden, at det skal sprøjte med blod og afrevne lemmer. I stedet skabes uhyggen af knirken, knagen og uhyggelig violinmusik i mørket. På den måde er Børnehjemmet et begavet modspil til de voldelige amerikanske gyserfilm, der op gennem 90erne gav genren et dårligt ry som voldsporno.
”Langt størstedelen af den nye gyserfilmbølge var det rene blodsprøjtende slam,” mener Weekendavisens filmanmelder Nikolaj M. Lassen.

Smuk særegenhed
Filmens producer, Guillermo del Toro, stod også bag storsuccesen Pans Labyrint (El Laberinto del Fauno). Han forklarer spanske films afdæmpede og underspillede kontrast til de højrøstede amerikanske splattergysere på følgende måde:
”Spansksprogede gysere indeholder smukke særegenheder, som gør dem til en anden oplevelse end de amerikanske genrefilm, der i en nærmest sygelig detaljegrad er optaget af at ødelægge kroppen - hvilket har givet liv til undergenren torturporno. De spanske og latinamerikanske genrefilm koncentrerer sig om at nedbryde sjælen,” siger Guillermo del Toro, og fortsætter.
”Som barn i Mexico eller Spanien bliver du hver dag konfronteret med livets ufuldkommenhed. Når folk bliver skadet eller såret, så går de ikke på udkig efter én at sagsøge. Ansigt til ansigt med smerten leder du efter en vej til forståelse af den. På den måde bliver døden et af livets fysiologiske fakta. Dette medfører en virkelighedsopfattelse, der overskrider den fysiske død og dens begrænsning,” siger Guillermo del Toro, der er begejstret for Børnehjemmet:
”Det er en af de bedste og mest velkonstruerede fortællinger om den forfærdelige smerte, det er at miste en, man holder af, jeg nogensinde har set.”

Ægte gys
At filmen med enkle midler formår at få folk til at gyse, kan man selv forvisse sig om ved at se filmen. I en af scenerne forsøger moderen Laura at få kontakt med børnespøgelser for at finde frem til sin forsvundne søn. På et tidspunkt finder hun ud af, at børnene elsker at lege. Så hun stiller sig med ansigtet mod væggen og siger ”un, dos, tres, tocando la pared - en, to, tre, banker på væggen”. Hver gang hun har sagt remsen, vender hun sig, og hver gang ser hun, at skikkelserne af børnene er kommet nærmere. Lige indtil...
Det er ægte gys, der får det at løbe iskoldt ned af ryggen, uden brug af ulækre billeder af blodsprøjt.
Som Weekendavisens filmanmelder Nikolaj M. Lassen skrev, da filmen for nylig fik premiere i danske biografer:
”Begavede gyserfilm for voksne er sjældne, men nu kan folk med stærke nerver nyde en af slagsen i danske biografer. Det er simpelthen genrehåndværk af allerhøjeste klasse. Topkarakter herfra.” 

Børnehjemmet
Originaltitet: El Orfanato
Producer: Guillermo del Toro
Instruktør: Juan Antonio Bayona
Manuskript: Sergio G. Sánchez
Foto: Óscar Faura
Spanien 2007
110 minutter 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Børnehjemmet
Filmens hovedperson er Laura, der som barn boede på et børnehjem, indtil hun blev adopteret. Nu vender hun som voksen tilbage til stedet med sin mand og deres syvårige søn Simón. Parret har planer om at restaurere det gamle børnehjem og gøre det til et sted for handicappede børn. På et tidspunkt forsvinder Simón. Alle tror, han er død, undtagen Laura, der nægter at acceptere sit tab. Hun husker, at Simón legede med usynlige venner i sin fantasiverden, der er fyldt med spøgelser og symboler fra fortiden. Laura insisterer på at finde sin forsvundne søn, koste hvad det vil, og bevæger sig ind i grænsefeltet mellem fantasi og virkelighed, mellem liv og død.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven