Offentliggjort i samarbejde med Nordea Bank S.A. i Luxembourg www.nordea.lu

Stemningen på de globale finansielle markeder har i begyndelsen af 2008 været domineret af et spørgsmål: vil den amerikanske økonomi glide ind i recession og tage resten af verden med sig? De seneste tal, især svage amerikanske arbejdsmarkedstal, antyder, at risikoen for recession i verdens største økonomi er steget markant. Selvom økonomisk afmatning måske var ventet efter subprime-kreditkrisen, kan den fulde økonomiske effekt af den efterfølgende kreditstramning fortsat ikke måles nøjagtigt, hvilket har fået mange kommentatorer til at frygte det værste.

Centralbankerne er meget bevidste om den forhøjede risiko for recession og ventes at svare igen ved at sænke renten, når det er hensigtsmæssigt, eller endda tilføre pengemarkederne yderligere likviditet, hvis det viser sig nødvendigt. Selv hvis en recession kan afværges, står de pengepolitiske myndigheder over for noget af et dilemma som følge af den vedvarende stigning i råvarepriserne, især olieprisen. Dette har givet anledning til frygt for ”stagflation” – lav vækst samtidig med stigende inflation. Et af historiens mest kendte eksempler på stagflation var et resultat af oliekrisen i 1973, da arabiske producenter indledte en embargo af forsyningen af råolie til de nationer, som havde støttet Israel i krigen mod Syrien og Ægypten, mens oliekartellet OPEC samtidig foranstaltede en kraftig stigning i den globale oliepris. Den kraftige stigning i olieprisen havde en lammende og stærkt inflationsskabende effekt på økonomierne i USA, Vesteuropa og Japan og fortsatte med at have betydning indtil begyndelsen af 1980’erne. Det har beslutningstagerne ikke glemt.

For øjeblikket handles olie på rekordniveauer, og selvom USA er mindre sårbar end i 1970’erne, er landet som nettoimportør af olie fortsat følsom over for en fortsat høj oliepris på det nuværende niveau. Gennem 1970’erne var variablen i ligningen for olieprisens økonomiske betydning geopolitisk af natur. I dag består variablen af omfanget af den igangværende kreditkrise. Sammenholdt med subprime-krisens afsmittende effekt på den økonomiske aktivitet anser mange iagttagere nu USA’s sårbarhed over for høje oliepriser for at være meget stor.

Den amerikanske centralbank og andre centralbanker anerkender dette. Situationen kræver dog en hårfin balancegang: tilstrækkelig pengepolitisk lempelse til at tage toppen af afmatningen affødt af kreditkrisen, men ikke nok til at øge inflationspresset i økonomien. De finansielle markeder har anerkendt problemet og inddiskonterer pengepolitiske lempelser. Ikke desto mindre er det svært at få bugt med usikkerheden om kreditkrisens omfang, som er jokeren i økonomien.

I mellemtiden vender de amerikanske økonomiske indikatorer nedad, og de seneste arbejdsløshedstal er især bekymrende. Nogle eksperter påstår, at Fed har reageret for sent til at undgå i hvert fald en indenlandsk recession. Dette kan være en forhastet konklusion, da kreditkrisens omfang endnu er ukendt, men synspunktet vinder frem. En kombination af faldende boligpriser, stigende fødevare- og energipriser og stadig dyrere kredit, i takt med at bankerne værger sig ved at låne ud, lover ikke godt for det amerikanske privatforbrug fremover, og alle tre ingredienser i denne dødelige cocktail vil blive forværret af en yderligere nedgang i beskæftigelsen. Investorerne håber, at Fed vil finde en vej ud af den nuværende knibe, men kun få vil vædde på det udfald.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven