![]() | |
Oversat af Ann-Marie Barrios Hertz
En notar i Spanien er en tjenestemand, der er beskikket af Staten til at sørge for, at de dokumenter, der oprettes overfor ham, er af troværdig karakter med offentlig bekræftelse. Derudover er notarens funktion at garantere, at dokumenternes oprettelse, udfærdigelse samt indhold er retsgyldige. Hos notaren arkiveres de legaliserede dokumenter, det der med andre ord kaldes en forhandlingsprotokol. Denne procedure sikrer, at der altid kan fremlægges bevis for og fuldbyrdelse af en aftale, også selv om den pågældende persons kopi af dokumentet måtte være forsvundet eller ødelagt. I forbindelse med indskrivning af dokumenter i enten Ejendomsregisteret eller Handelsregisteret gøres der brug af notarens arkiverede oplysninger. På denne måde bliver de hos notaren arkiverede dokumenter tjekket to gange, første gang ved notarens godkendelse og anden gang gennem Ejendoms- eller Handelsregisterets gennemgang af dokumentet.
Ovenstående procedure giver en stor retssikkerhed, da både notaren samt Ejendoms- og Handelsregisteret medvirker og dermed garanterer, at alle sager bliver behandlet juridisk korrekt i henhold til artikel 9 i den spanske grundlov. Dog hører man af og til om situationer, hvor en notars medvirken har haft negative konsekvenser til gene for en af de implicerede parter. Det er ikke atypisk at støde på sådanne situationer, men oftest opstår de, når parterne inden notarens medvirken har indgået aftaler på basis af private kontrakter, der typisk ikke er blevet gennemgået eller godkendt af en advokat. Et almindeligt eksempel herpå er, når en køber af en ejendom skriver under på en reservation eller kontrakt, uden vejledning fra en advokat.
Notaren kan ikke selv bestemme det honorar, han tager for sine ydelser. Reglerne omkring fastsættelsen af honorarer er faste og er ens i hele landet. Dog kan notaren i visse tilfælde nedsætte sit honorar med 10 procent..
Til notarens funktioner kan tilføjes, at han ligeledes fungerer som juridisk rådgiver for de personer, der ønsker at oprette et offentligt dokument. Denne vejledning skal betragtes som en generel juridisk hjælp til at udfærdige et dokument på den bedst tænkelige og korrekte måde. Samtidigt skal notaren gøre opmærksom på mulige lovstridigheder i aftalen, som på længere sigt vil kunne medføre problemer ved tinglysning af dokumentet. Denne rådgivende funktion er uden vederlag.
Notarens vejledende funktion falder i stor grad i samme bås som advokatens, hvor forskellen dog er, at advokaten tager honorar for sin service. Desuden rådgiver notaren omkring et offentligt dokument, hvorimod advokaten rådgiver om alt det private, der bliver forberedt forud for handlen. Det er vigtigt, at al dokumentation er korrekt udformet, inden den forelægges notaren, ellers kan det medføre problemer senere hen i processen. Advokaten medvirker ligeledes i udformningen af udkastet til det dokument, der bruges af notaren til at udfærdige det offentlige dokument. Udover sin rolle som rådgiver, påtager advokaten sig desuden at varetage og forsvare sin klients interesser overfor modpartens, hvorimod notaren altid vil være upartisk.
Ikke alle juridiske handler ender lykkeligt, og ofte kan en simpel sag udvikle sig til et stridsspørgsmål, før den overhovedet er blevet præsenteret for notaren. I en sådan situation er det desuden advokatens ansvar at forsvare sin klient ved domstolen.
Notaren beskæftiger sig fortrinsvis med overdragelse af fast ejendom, men det er blot en ud af mange sager som dagligt udføres hos notaren. Sager omhandlende arv og familie, så som testamenter, arvesager, ægtepagter og udformningen af dokumentation for sammenlevende er også sager, som notaren beskæftiger sig med. Notaren autoriserer desuden etableringen af virksomheder og organisationer, legaliseringen af lån og udformningen af hypotekslån. Når et dokument skal indskrives i et offentligt register, skal notaren i de fleste tilfælde medvirke, og det er tilrådeligt at anvende en notar, når sagen kræver bevis på troværdigheden af parternes samtykke.
Notarens funktion
Jura & Finans | Februar 2008
Jura & Finans | Februar 2008
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























