Af Jette Christiansen

Omkring seks procent af klodens befolkning er homoseksuelle, men selv i Europa er det først de seneste år, at denne minoritetsgruppe er begyndt at få visse rettigheder, og her er Spanien sammen med Holland og Belgien foran alle andre lande.
Spanien har en lang historie med officiel undertrykkelse, men almindelig, offentlig anerkendelse af homoseksuelle mænd og kvinder. Dette ændrede sig i 2005 med en lovændring, der ligestiller alle uanset seksuel orientering, og som altså gav homoseksuelle ret til også at kunne gifte sig og at adoptere. Det er den katolske kirke og det konservative oppositionsparti, Partido Popular (PP) dog ikke fornøjede med, og også ”det homoseksuelle problem”, som PP omtaler det, er en del af kampen om stemmerne til parlamentsvalget i marts.

Som sagt, så gjort
Det var op til valget i 2004 et af regeringspartiets valgløfter at give homoseksuelle samme rettigheder som alle andre, og det tog regeringen blot lidt over et år at indføre loven. ”Vi var langt bagude i forhold til andre lande, ikke kun hvad angår homoseksuelles rettigheder, men også andre minoritetsgruppers rettigheder. Derfor skulle vi gøre en stor indsats og indføre nogle radikale ændringer i én omgang,” forklarer Miguel Ángel López, grundlægger og redaktør af det landsdækkende magasin for homoseksuelle kaldet Zero og ihærdig forkæmper for homoseksuelles rettigheder.
”Et værdigt samfund, er et, hvor ingen ydmyges. Det er en lovændring, som kommer hele samfundet til gode, er med til at gøre Spanien til et symbol på fred og tolerance, og som forstærker samhørigheden,” sagde regeringschef José Luis Zapatero inden vedtagelsen.
”For 10 år siden, da vi startede magasinet, forestillede igen sig, at vi så forholdsvist hurtigt skulle få disse rettigheder. Regeringen lovede det op til valget, og flere meningsmålinger viste, at omkring to tredjedele af befolkningen var for denne lov, så Zapatero var på rimelig sikker grund, da han besluttede at forelægge lovændringen i kongressen,” fortsætter Miguel Ángel López.
Lovændringen fik støtte fra alle socialistiske kongresmedlemmer og flere af de mindre partier, mens alle konservative medlemmer stemte imod - bortset fra Celia Villalobos (forhenværende sundhedsminister og tidligere borgmester i Málaga).
Vicepremierminister María Teresa Fernández de la Vega havde også noget at sige om sagen: “Det var en stor dag for os, fordi vi sluttede århundreders diskrimination. Der er fire millioner homoseksuelle i Spanien, knapt 10 procent af befolkningen. Hvorfor skulle de ikke have samme rettigheder som alle andre skatteydere?”
Andre tal siger dog, at 2,8 millioner spaniere er homoseksuelle. Fire millioner eller 2,8 millioner, ingen ved det med sikkerhed, inden alle tør ”komme ud af skabene”, men uanset, så fik denne minoritetsgruppe samme rettigheder, ikke kun hvad angår giftermål og adoption, men også omkring arv, pension o.l.
”Mange mennesker tror, at der er restriktioner i loven, men vi har i dag præcist de samme rettigheder som heteroseksuelle par,” siger Miguel Ángel.
Det er da lige bortset fra i kirken, hvor præsteskabet ikke har tænkt sig at give homoseksuelle nogle rettigheder overhovedet.

Kirken og ultra-konservative
Tværtimod ser kirken homoseksuelle som en trussel mod ”familien” og hele samfundet. Ved årsskiftet sagde Bernardo Álvarez Afonso, biskop på Tenerife, at nogle børn selv er skyld i pædofiles overgreb samt at han ikke forstår, at homoseksuelle ikke må kaldes ”syge”, når pædofile får denne benævnelse. Selvom det var en enkelt mands udtalelse, er det dog et tegn på holdningen i den katolske kirke, også fordi ingen senere har fordømt biskoppen.
Sidste års næstsidste dag samlede en demonstration i Madrid arrangeret af kirken hundreder af tusinder af mennesker, som også mener, at lovændringen er en trussel mod de traditionelle værdier, og her benyttede man desuden lejligheden til at slå et slag for det konservative partis ”familievenlige” politik.
”Demokratiet er gået tilbage på grund af visse lovændringer, som regeringen har indført. Heriblandt den, der godkender homoseksuelle ægteskaber,” sagde biskopperne Rouco og Casco i den anledning.
Miguel Ángel López mener, at det ikke kun er rendyrket homofobi, der får kirken til at reagere på denne måde. ”Under Franco var præsteskabet en del af landets regeringsapparat, og denne magt vil præsterne have tilbage. Det er alt sammen et spørgsmål om magt. Den samme magtkamp ses jo indenfor præsternes egne rækker, hvor demokrati er ikke-eksisterende, og hvor f.eks. kvinder heller ikke er velkomne. De har kastreret sig selv og følger slet ikke med tiden,” siger han og tillægger: ”Det er ufatteligt, at Ratzinger (paven, red) beskylder den spanske regering for at føre korstog mod familien og hele samfundet, når sagen bunder ud i, at kirken ønsker at dække over de pædofile overgreb, der foregår i kirken, og præsteskabets frustration over, at den ikke længere har den samme magt som for 40 år siden.”

Stadig diskrimination
Det er ikke kun kleresiet, der er imod lovændringen. En tredjedel af befolkningen mener stadig, at homoseksuelle ikke bør have ret til at leve som normale mennesker, og det betyder, at der stadig diskrimineres mod dem - også i det spanske samfund.
” Vi er et mindretal, derfor er vi sårbare, og der diskrimineres stadig på arbejdspladerne og i samfundet generelt. Som i mange andre aspekter er kvinder også i denne sammenhæng specielt udsatte. Hvor mænd er mere synlige, er kvinder altid bagefter. Tænk på, at de for bare 30 år siden ikke engang måtte have en bankkonto og manden kunne indløse hustruens løn, og denne uligestilling samt samfundets fordomme lider homoseksuelle kvinder stadig under,” forklarer Miguel Ángel López, der mener, at mange kvinder derfor finder det sværere end mænd at ”komme ud af skabet” og at de først skal finde deres eget ståsted, deres egen stemme, og at dette kan tage endnu en generation eller to. ”Derudover skal vi alle slippe af med vore egne fordomme,” fortsætter han. Indtil da er lovgivning én måde, hvorpå man kan bekæmpe homofobien.

Stort skridt fremad
Lovændringen er et stort skridt for et katolsk land, der for bare få årtier siden levede under et højreorienteret diktatur. Under Franco indførtes en lov, der gjorde homoseksualitet strafbart, og flere, de fleste mænd, blev dræbt, andre smidt i fængsel eller ”korrektionslejre”, hvor de fik elektrochok og blev tvangsindlagte til at se heteroseksuelle pornofilm i et forsøg på at ”konvertere” dem.
Homoseksualitet var klassificeret som en kriminel handling fra 1954, men mod slutningen af Francos regime gik man mere over til at se det som en sygdom og ikke en kriminalitet. Loven blev dog først ophævet i 1979.

En eksklusiv klub
Med lovændringen fik Spanien sin plads blandt frisindede, fremadsende lande, en foreløbig eksklusiv klub, der kun inkluderer Holland og Belgien samt Canada, der indførte loven efter Spanien. Og dermed sakkede ellers liberale lande som de skandinaviske pludselig bagud.
Men i andre dele af verden er situationen anderledes grum. Fra Iran, hvor Amhadinejad hævder, der ikke findes homoseksuelle, selvom der ofte slipper billeder ud af mænd, der bliver hængt på grund af homoseksualitet, til Færøerne hvor kristne i mange år har kørt en decideret hetz mod denne gruppe og også mod andre, der støtter homoseksuelles ret til at have samme rettigheder som andre borgere.
På den positive side har man f.eks. i Nepal indset, at homoseksuelle også er almindelige mennesker, og i slutningen af 2007 fik nepaleserne rettens ord for, at de skal behandles på lige fod med heteroseksuelle. Med denne afgørelse er regeringen pålagt at indføre love, som giver homoseksuelle samme menneskerettigheder som alle andre.
I USA er det op og ned ad bakke. I San Francisco, Californien, tillod man homoseksuelle vielser fra 2004, men dette forbød landets højesteret. Senere blev denne beslutning omstødt, men i 2005 vetoede statens guvernør, Arnold Schwarzenegger, et lovforslag, der skulle lovliggøre vielser. Massachusets er i øjeblikket den eneste stat, der tillader det. Bush-regeringen overvejer en grundlovsændring, der skal forbyde vielser i alle stater.

Homofobisk valgflæsk galt i halsen
Tilbage i Spanien er også spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder en varm kartoffel op til parlamentsvalget i marts.
Men PP, hvis formand, Mariano Rajoy, har beskyldt PSOE for at fremprovokere en splittelse i befolkningen, kan risikere splittelse indenfor egne rækker, hvis denne lovgivning gøres til en kernesag. Under kongressen Foro Español de la Familia i 2007 stemte ikke blot Celia Villalobos men også María Pía Sánchez nej i en afstemning om at omstøde loven. Begge kongresmedlemmer fik en bøde på 300 euro for at stemme modsat partiet, som var det eneste parti, der stemte for, så ikke blot står PP alene, men ikke alle partiet medlemmer er enige i sagen.
Et andet eksempel er to medlemmer af PP’s top, Javier Gómez og Manuel Ródenas, der i juli 2006 var de første til at blive viet foran Madrids borgmester, Alberto Ruiz-Gallardón. “Loven er vedtaget, og vi skal følge den,” sagde den konservative borgmester, som også senere blev beskyldt for at være illoyal mod partiet.
Nogle konservative borgmestre lyttede dog til formanden for Vatikanets familieråd, kardinal Trujillo, som opfordrede alle embedsmænd til at nægte at foretage vielserne, selvom de dermed ville risikere at miste deres arbejde. De fleste følger dog loven, heriblandt også Málagas borgmester, Francisco de la Torre, som fra starten sagde, at hans rådhus ville fortage vielserne og at han i øvrigt ikke selv havde noget problem med det.
Mariano Rajoy er ved at undersøge, om forfatningsdomstolen kan omstøde loven, men det er de færreste spaniere, der er enige med ham. To tredjedele er stadig enige med nuværende regeringsleder Zapateros udtalelse, da lovændringen blev vedtaget: ”Que se les deje en paz” - lad dem dog være i fred.

_____

Danske homoseksuelle dårligere stillet end spanske
• Danmark var i 1989 det første land i verden til at indføre lov, der tillod, at homoseksuelle par kunne indgå ”registret partnerskab”.
• Danske biskopper har med et flertal erklæret, at homoseksuelle skal have ret til at blive velsignet i kirken. Det betyder en videreførelse af den praksis, der har været i et par år. Men man accepterer stadig ikke en egentlig vielse, som heteroseksuelle har ret til.
• Homoseksuelle par har ikke ret til at adoptere i Danmark, kun partnerens biologiske børn. Enlige må gerne adoptere.
• De Radikale har i januar fremsat beslutningsforslag om at indføre en ægteskabslovgivning, som ligestiller homoseksuelle med heteroseksuelle.

 

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven