La Danesa - dansk magasin på Costa del Sol - 10.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Et besøg på det rustikke, men dejlige La Posada del Torcal
Af Jette Christiansen

Det lille rustikke, men luksuriøse hotel La Posada del Torcal ligger blot en times kørsel fra Málaga, ved landsbyen Villanueva de la Concepción. Hotellet er bygget som en cortijo og passer som sådan godt ind i det andalusiske bagland, hvor det ligger på en bjergtop med udsigt over bjerge og dale, omgivet af mandel- og oliventræer samt El Torcal’s bjergformationer, der giver hotellet en fascinerende og dramatisk baggrund. 

For nogle er rustik lig med noget spartansk, men det er ikke tilfældet på La Posada del Torcal. I 2001 blev det udnævnt til det ”Mest excellente europæiske landhotel” af den internationale guide, Condé Nast Johansen’s Hotel Guide.
La Posada del Torcal er et charmerende mål for en tur ud på landet - også om vinteren, hvor ilden i pejsene luner og skaber en bjergagtig atmosfære både i hotellets stue og restaurant samt på værelserne. Hotellet er lille og så intimt som et privat landsted, men det drives professionelt og har alle de små ting, der gør et hotelophold til mere end bare et sted, hvor man overnatter, men et hotel, hvor man kan nyde livets bedre sider.

Tennis, pool og gourmetmiddage
Selv i vinterhalvåret kan man nyde poolen, som året rundt er opvarmet til 30 grader. Derudover har hotellet egen tennisbane, hvor man kan vælge at få lektioner af en tidligere Davis Cup-spiller, der også arrangerer turneringer, et lille fitnesscenter samt sauna. Derudover kan man bestille massør, leje cykel og ballonflyvninger, ligesom der kan arrangeres malerkurser, både i olie og akvarel.
I den intime restaurant, kaldet La Galería, der har 300 år gamle bjælker i loftet, serverer chefkokken Paul Tugwell, som er oplært på Savoy i London, spansk mad med et internationalt touch. Vi startede denne gang med en lille aperitif i form af agerhøne med mango og soja, som blev efterfulgt af en såkaldt Martini af foie gras med madeira-sky og karamelliseret æble. Hovedretten var en ovnstegt ringdue, stegt blød, mør og rød, med trøffelsovs, kål og bacon. Det var ganske himmelsk. Som afslutning fik vi et udvalg af spanske og internationale oste med kvæde.
Menuen skifter hver dag, og også for restauranten har La Posada del Torcal vundet en international pris.
Sov med Miró, Goya eller Zubarán
Man sover i en øredøvende stilhed og vågner op til en af de mest uforstyrrede udsigter, man kan ønske sig.
Hotellet har 10 værelser, der alle er opkaldt efter spanske malere. De er individuelt dekoreret, og pragtfulde himmelsenge, antikke møbler, orientalske tæpper og andalusisk keramik giver hvert værelse en egen karakter. Der er også pejs og gulvvarme, bad og bruseniche, Tv, minibar og alt det der. Suitene har desuden egen jacuzzi og andre lækkerier.

El Torcal, Antequera og gedeostefabrik
Der er ikke megen grund til at forlade hotellet, men skulle trangen til udforskning af området komme over én, er der mange muligheder. Her er naturligvis naturparken El Torcal, der ses fra hotellet, og som har forskellige vandreture lagt ud blandt de mærkværdige bjergformationer. Mange vælger netop La Posada del Torcal på grund af de mange muligheder for vandreture, og hotellet forbereder gerne en picnic til gæsterne.
Der er et par kilometer til nærmeste by, Villanueva de la Concepción, der ikke gør meget væsen af sig, men 15 kilometer fra El Torcal ligger Antequera, som har utallige historiske bygninger, heriblandt Alcazaba, en gammel arabisk fæstning, og hvor der for få år siden blev indviet en golfklub.
I området er der desuden en ulvepark, hvor næsten uddøde racer trives i et 40 hektar stort, beskyttet område, og så er der lige åbnet et mejeri, der producerer gedeost. 

Praktisk information
• Hotellet har forskellige tilbud i løbet af vintersæsonen, hvor man ofte kan overnatte til omkring 50 procent af den normale pris.
• Overnatter man ikke på La Posada del Torcal, men ønsker at spise frokost her, bedes man venligst reservere bord i forvejen.
• Hotellet arrangerer bryllupper, fra 20-120 gæster.
• Udover de 10 værelser, er her også fire villaer, som ligger en til tre kilometer fra selve hotellet.
• Man udvider nu med fire bungalows, eller store suites, på hotellets område, alle får egen stue og der konstrueres en separat pool til disse.
• I februar afholdes gourmetdemonstrationer.

La Posada del Torcal
Partido de Jeva
Villanueva de la Concepción, Málaga
Tlf.: (+34) 952 031 177
laposadadeltorcal.com
Et besøg på det rustikke, men dejlige La Posada del Torcal
Udflugter & rejser | Februar 2008
Abonner på nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven







Villa i Spanien





Landsbanki



Saxo

SAS


















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Hoteller

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Que Pasa? | Redaktionen | Rubrikannoncer