Af Else Byskov

Peña Escrita er en lille naturpark, som tilhører Almuñecar kommune. Den ligger ca. 15 km. fra Almuñecar, og man finder den ved at køre ad den gamle Granadavej mod Otivar og så dreje til venstre ved det store skilt, hvor der står Peña Escrita og derefter følge skiltene. Parken har en så skøn placering på sydsiden af en stejl bjergkam, at alene udsigten deroppe fra er nok til, at man bør aflægge parken et besøg. Der er gratis adgang.

Det er svært at skrive om Peña Escrita uden at komme ind på den måde, hvorpå parken kom på kommunens hænder. Bjergsiden, hvor parken ligger, tilhørte en dame, som var blevet født i det lille hvide hus, som stadig kan ses på bjergsiden. En vis borgmester i Almuñecar købte for mange år siden bjergsiden af hende for 500.000 pts. og solgte den efter sigende videre til kommunen for 20.000.000 pts. Hans ragen til sig og skalten og valten med offentlige midler er notorisk og det er et megamysterium, hvordan det er lykkedes for ham at blive genvalgt adskillige gange. Det er derfor glædeligt, at jeg netop i skrivende stund kan oplyse, at han og hans kumpaner nu står anklaget for udstedelse af ulovlige byggetilladelser og formodentlig vil få to år bag tremmer samt forbud mod at beskæftige sig med politik i ti år. Hurra hvor det lysner!
Nå, men politik til side. Parken ligger altså skønt, og for at det ikke skal være løgn, har kommunen med den suspekte borgmester i spidsen i sin visdom bestemt, at parken skal være en zoologisk have. Så man kan altså se flodheste (!), kænguruer (!), en løve (!), lamaer, bjørne, dromedarer, ulve, strudse, aber, zebraer, vildsvin, lynxer, antiloper, og mange andre dyr deroppe. De fleste af dyrene står lukket inde i små folde, og da jeg ikke bryder mig om at se dyr i bur, kører vi hastigt forbi.

Der er imidlertid flere gode sider ved parken. Dels ligger den som sagt utroligt smukt, og der er anlagt stier, så man kan gå rundture i tærrænet. Desuden er der bygget en del små hytter, som man kan leje og dermed få lov til at overnatte deroppe i roen og freden. Udlejningen bestyres fra restauranten Cantalobos, og hvis man ikke har lyst til selv at lave mad, kan man spise der. Det er der i hvert fald mange der gør i weekenderne, for da er restauranten som regel tætpakket med spanierer, der traditionen tro tager familien med ud at spise om søndagen. I parken er der også et par picknick steder og en offentlig svømmepøl, der gratis kan benyttes.
Det er en ganske speciel oplevelse at overnatte i de små træhuse oppe på bjergsiden, og hytterne er udstyret med køkken, så man selv kan lave mad. Udover proviant kan det være en god idé at medbringe sin egen dyne, for selv om hytterne er udstyret med rent linned, er der kun nogle slidte akryltæpper at hygge sig med. Ligeledes kan det anbefales selv at medbringe brænde til brændeovnen, for det er kun undtagelsesvis, at man kan købe brænde deroppe. Men ellers er det en unik oplevelse at vågne op i hytten og gå ud og beundre det storslåede landskab, der ruller sig ud for ens fødder. Se www.pescrita.com, hvor man kan se de forskellige hytters indretning og antal sovepladser, priser, samt flotte fotos af parken. Man kan ringe på 615321462 for at reservere en hytte. 

Navachica (1832 m.) har lokket og kaldt på mig lige siden jeg første gang hørte om bjergets eksistens, og jeg har en gang før forgæves forsøgt at besejre det, men blev da forhindret i at nå toppen af dårligt vejr. Men i dag på Día de la Constitución ligger der et højtryk over landet, så Erik og jeg beslutter os til at forsøge os som bjergbestigere. Navachica kan bestiges dels fra Marodalen og dels fra Peña Escrita, og vi vælger altså det sidste.
Man skal stå tidligt op, for at besejre Navachica, så derfor er det en god idé at overnatte i en af hytterne deroppe, men vi starter hjemme fra La Herradura kl. 9.00 og er klar til vandring kl. 10.00. Stien mod Navachica starter ved vejen til venstre for restauranten Cantalobos og er afmærket med et skilt hvor der står: Camino del Collado de la Encinilla.

For at komme hen til Navachica skal man ud af Peña Escrita parken og ind i den rigtige naturpark Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama og det kommer man ved at klatre over hegnet på den dertil indrettede stige.

Første etape går op ad stien mod kammen, der er beklædt med fyrretræer. Det tager ca. en time, og stien er velafmærket med blå pletter. Når man kommer op på kammen forbløffes man endnu engang over udsigten – mod nordvest ser man La Lopera med sin hvide top (det er en brandpost) og mod nordøst ser man Sierra Nevada, som nu lige har fået sin første sne, der ser ud som om nogen har tagen dåsen med flormelis og drysset lidt på toppen.

Stien går nu til venstre lige neden for kammen og går lige ud et par hundrede meter, hvor den følger bjergsiden, hvorefter den drejer for at følge bjergsiden på den anden side af kløften. På et tidspunkt når man til en ruin af et hus, og her kan stien være svær af se, men den går nedenfor ruinen. Stien er meget overgroet med tornblad, så lange bukser er en absolut nødvendighed. Ca. 100 m. efter ruinen ser man en varde på venste hånd, og nu begynder en lidt hård opstigning, som følger en slags klippekant på højre hånd. Det gælder om at være vaks ved havelågen for at få øje på varderne, som leder en opad mod endnu en bjergkam. Når man kommer op, ser man straks en top og tror i sin naivitet, at det er Navachica, men det er det ikke. Man følger stien og varderne, som går på sydsiden lidt nedenfor bjergtoppene, og nu kommer endnu en Navachicakandidat til syne. Og så endnu én og endnu én og endnu én. Lige før man får spat og er parat til at vende om, ser man endelig den egentlige Navachicatop langt ude. Navachica er ganske enkelt den sidste top. Man ved, at det er den rigtige top, når der øverst oppe står en støbt cementdims, som er et geodætisk pejlemærke, der angiver, at man er på det højeste punkt i Sierra de Almijara: 1832 m. over havet.

Efter 4 timers vandring når vi toppen af Navachica, og vi har bare valgt den mest supergode dag til denne bestigning, for der er ikke en vind der rører sig og ikke en sky på himlen. Mod syd dukker et forunderligt syn op: en fjern bjergkæde, der ser ud som om den svæver over havdisen. Det er enten Rifbjergene (den højeste top er 2448 m) eller de forreste Atlasbjerge (højeste punkt er 3340m), og da de begge ligger over 200 km. væk, må det siges at være en usædvanligt sigtbarhed, der er i dag. Lige neden for vores fødder ser vi Barranco de los Caños del Rey, som fører lige ned i Marodalen. Det kunne være sjovt at tage den vej ned, men det nytter jo ikke, når bilen holder i Peña Escrita.
På trods af den aldeles bjergtagende og tryllebindende udsigt kan vi ikke tillade os at dvæle alt for længe oppe på toppen, for vi har ca. 3 ½ times vandring tilbage til bilen. På tilbagevejen lykkes det for os at misse den varde, der viser nedstigningen mod ruinen, så vi farer mere eller mindre vildt i en skov med mere tornblad i bunden end godt er. Det viser bare, at man skal være meget opmærksom på vejen, for selv om man føler sig sikker, ser tingene helt anderledes ud fra den anden side, og den ændrede belysning og dermed skyggernes længde betyder også, at man kan tage fejl af vejen. Kun en tåbe har ikke respekt for disse højder, hvor man sædvanligvis ikke møder en levende mors sjæl.
Efter lidt roden rundt finder vi dog den rigtige sti og når tilbage til bilen lige idet solen går ned. Vi fejrer vores tilbagekomst til civilisationen med en håndfuld sodavand inde i Meson Cantalobos, for vi var godt dehydrerede efter strabasserne. Men en helt uforglemmelig dag på et uforglemmeligt bjerg, det var det.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven