Af Jesper Hertz, Nordea

Kreditkrisen, der fulgte i kølvandet på problemerne på subprime-markedet, er blevet et mareridt, som investorerne forsøger at vågne op fra.. Investorer, som troede, at bankerne havde offentliggjort samtlige subprime-relaterede tab i deres regnskaber for 3. kvartal, er blevet skuffede over efterfølgende, yderligere nedskrivninger. Da det ikke er lovpligtigt at offentliggøre alle tab, er de dårlige nyheder blevet meddelt investorerne lidt efter lidt. Det har resulteret i en tillidskrise, som fortsat tynger stemningen på markedet betydeligt.

For bankerne handler kreditkrisen ikke kun om det skrøbelige korthus af mortgage-backed securities (MBS’er - værdipapirer udstedt med sikkerhed i fast ejendom). Udbredelsen af såkaldte structured investment vehicles (SIV’er) er også kommet frem i lyset. De er i bund og grund fonde, som låner penge på det kortfristede commercial paper-marked for at købe realkreditobligationer, hvorefter de ”bundter” dem i værdipapirer og sælger dem på obligationsmarkedet. Da bankerne ikke selv ejer de underliggende realkreditobligationer, er der teoretisk set ingen risiko forbundet med SIV’er. Som følge af knapheden på likviditet i markedet for commercial paper har bankerne dog været nødt til enten selv at finansiere SIV-aktiviteterne eller tilbagekøbe de underliggende realkreditobligationer. Bankernes samlede eksponering mod SIV’er anslås at udgøre USD 340 mia. Det amerikanske finansministerium har planer om at sælge USD 75 mia. af den højest ratede gæld til en ”super-SIV”, som måske kan hjælpe bankerne på kort sigt, men som ikke vil gøre meget for at genoprette investorernes tillid. Det vil kun ske, når alle tab på troværdig vis er blevet offentliggjort.

Kan der gøres noget for at forhindre fremtidige nedsmeltninger på kreditmarkedet? Her kommer FAS 157 ind i billedet. Uden større mediebevågenhed trådte Statement 157 fra Financial Accounting Standards Board i kraft 15. november. FAS 157 handler bl.a. om, hvordan man måler dagsværdien på aktiver og passiver. Et af de mere interessante aspekter er princippet om at værdiansætte aktiver til ”exitpris” – dvs. den pris, som en tredjepart med rimelighed vil betale. Det er nemt med likvide aktiver, men ret svært med illikvide aktiver. Da der indtil nu ikke har været et sådant princip, har bankerne været i stand til at værdiansætte deres illikvide, mest risikobetonede aktiver til urealistisk høje niveauer, og de har derfor været meget overvurderede i bankernes bøger. Trods de komplicerede beregninger, som FAS 157 kræver, har mange banker imidlertid allerede indført principperne. Der er således meddelt betydelige nedskrivninger (og samtidig har visse topledere meddelt, at de trækker sig tilbage).

Skønnet over de endelige omkostninger af subprime-krisen er steget støt. Nogle analytikere forventer nu, at det samlede tab vil nå helt op på USD 400 mia. Kan tingene blive værre? Så længe offentliggørelsen af subprime-relaterede tab stort set er frivillig, har investorerne nok god grund til at frygte, at de vil.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven